Jeps – Demokrati og Demokraterne er godt for landet ;-)
Hvis kommunerne er enig med Siumuts Jenseeraq Poulsen i, at det er i orden, at der i 2008 blev brugt 1.575.847 kroner på honorarer til bestyrelsesmedlemmer, rejser, bestyrelsesmøder med mere og at der i 2010 er budgetteret med 2.116.000 til de samme formål, så er det deres eget ansvar. Jeg synes bare, at det er spild af penge
Tirsdag d. 4. maj 2010
Niels Thomsen
, Formand for Demokraterne
Emnekreds:
Kommunerne
,
Ytringsfrihed
.
Jenseeraq Poulsen, der er fastansat konsulent for Siumut, spørger mig i Sermitsiaq nummer 16 om demokrati og Demokraterne er godt for landet. Svaret kan han og alle andre læse i overskriften til på dette indlæg.
Indlægget fra Siumut-konsulenten bygger desværre på bevidste misforståelser, hvilket naturligvis er skuffende, men desværre ikke overraskende. Siumut-konsulenten bør i et indlæg om demokrati forstå, at en del af demokratiet er at respektere hinandens synspunkter og gengive disse korrekt. En debat er nødt til at bygge på fakta og ikke på diverse selvopfundne påstande.
Den væsentligste misforståelse fra Jenseeraq Poulsen er, at jeg på vegne af Demokraterne har forlangt, at KANUKOKA skal lukkes og at dette synspunkt er udemokratisk. Jeg vedstår gerne, at jeg betragter KANUKOKA som et overflødigt, fordyrende og bureaukratisk mellemled i den nødvendige dialog mellem Selvstyret og kommunerne. Jeg vedstår også gerne, at jeg har givet kommunerne et velmenende råd om at melde sig ud af KANUKOKA. Men det er altså ikke det samme som at sige, at jeg på udemokratisk vis har forlangt, at KANUKOKA skal lukkes. Hvis Jenseeraq Poulsen har læst mine indlæg om KANUKOKA, vil han vide, at jeg anerkender, at det er fuldt ud op til kommunerne selv at træffe beslutning om en lukning og at jeg reelt set ikke har noget at skulle have sagt. Jeg er helt sikker på, at Siumut-konsulenten har læst mine indlæg og jeg er lige så sikker på, at han bevidst har lukket øjnene for det faktum, at jeg fuldt ud anerkender kommunernes ret til selv at bestemme, hvilke organisationer de har lyst til at være medlem af.
Hvis kommunerne er enig med Siumuts Jenseeraq Poulsen i, at det er i orden, at der i 2008 blev brugt 1.575.847 kroner på honorarer til bestyrelsesmedlemmer, rejser, bestyrelsesmøder med mere og at der i 2010 er budgetteret med 2.116.000 til de samme formål, så er det deres eget ansvar. Jeg synes bare, at det er spild af penge.
Min pointe er, at administrationerne i de fire storkommuner er velegnede til selv at løse de opgaver, der i dag ligger hos KANUKOKA. På den måde kommer opgaveløsningen også tættere på befolkningen og det er jo sådan set hele idéen med det kommunale selvstyre.
I slutningen af sit indlæg kammer Jenseeraq Poulsen fuldstændig over og begynder at himle op om fascisme. Her er jeg nødt til at fortælle Siumut-konsulenten, at det ikke er fascisme at give udtryk for sine holdninger. Den slags kaldes ytringsfrihed, og det er i al beskeden hed noget, som vi fra Demokraterne hylder.