Åbningstale 2020
Igennem, hvad der kun er en menneskealder, har Grønland gennemgået en rivende udvikling. Mange ting er lykkedes, men udviklingen har også været mangelfuld og er kørt ud af et sidespor. Politiske skandaler om nepotisme, korruption og dårlig dømmekraft i Naalakkersuisut står i kø i grønlandsk politik i disse dage. Alt for manges hverdag er blevet for hård. Uligheden er steget. Vi har negligeret vigtige dagsordener fordi de var svære at tale om
Lørdag d. 10. oktober 2020
Aaja Chemnitz Larsen
, medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Folketinget
,
Rigsfællesskab og selvstyre
.
Det talte ord gælder.
Selvstyret er tiltænkt som et samarbejdsprojekt, men ender indimellem som en kampplads.
Her har både grønlandske og danske politikere et ansvar. Politiske modstandere taler om politisk selvstændighed, som om det sker i morgen. Det kommer ikke til at ske. Hvis vi ville, så kan vi da bare gøre det.
Med alle sine mangler, så vælger jeg aktivt Selvstyret og jeg vil gerne samarbejde. Vi skal kæmpe for at forbedre selvstyret og det Rigsfællesskab, som vi har i dag. Det skal være i evig udvikling. Ikke mindst det grønlandske samfund skal udvikles.
Som del af vores selvstyre modtager Grønland hvert år et bloktilskud fra Danmark. Den økonomiske afhængighed slider på Grønlands selvbillede og vision om et mere selvstyrende land. Det er afgørende at vi kommer i arbejdstøjet for at vi kan styrke vores økonomi. Hertil er der behov for et massivt løft af velfærden og en klar vision for hvordan Grønlands fremtid skal se ud.
Jeg vil i dag gerne dele min vision for Grønland, herunder hvordan vi kan samarbejde:
Grønland er en stolt fiskerination og vi er gode til det. Vi skal ikke være en råstofnation eller turismenation, det skal være en vigtig supplerende indtægt. Det er med til at konsolidere Grønlands økonomi. Ikke den primære indtægt. Et hav af miner eller masseturisme er ikke bæredygtigt, men det kan fiskeriet være. Grønland skal udvikle sit fiskeri og gøre mere af det, som vi er gode til.
For en stærkere økonomi skal der til.
Her er godt samarbejde med Danmark vigtigt. Her vil jeg fremhæve samarbejdet mellem Vækstfonden og Greenland Venture. Det er faktisk en overset solstrålehistorie. Regeringen afsatte 200 mio. kroner. Naalakkersuisut afsatte ligeledes penge. Det var ud fra et genialt princip om balanceret ligeværd. Selvfølgelig skal Grønland også selv bidrage, så det ikke bliver en sovepude. Den grønlandske pensionskasse SISA spyttede 100 mio. kroner i samarbejdet.
Helt konkret har det f.eks. betydet, at det grønlandske familieejede flyttefirma Usisaat fik tilført 20 mio. kroner til en udvidelse af forretningen, som voksede til 100 mio. kroner suppleret af private investeringer og lån.
Med andre ord, så kan et samarbejde mellem regeringen og Naalakkersuisut hurtigt tiltrække private investeringer og med lån være med til at booste grønlandske erhvervsudvikling med op til 1 mia. kroner. Sammen med uddannelse er erhvervsudvikling helt centralt for at styrke det grønlandske samfund. Det kommer det grønlandske erhvervsliv, den grønlandske økonomi og dermed den grønlandske velfærd til gode.
Personligt mener jeg vi skal bo færre steder end de 80 bosteder vi har i dag. Byer skal udvikles. Driftige bygder skal bevares og andre bygder lukkes naturligt ned og her skal vi hjælpe folk ind til byerne på en skånsom måde. Til gengæld skal vi sikre bedre velfærd.
I dag mangler vi fortsat kommunefogeder i seks bygder på trods af mangeårig indsats her fra Folketinget. Det er tankevækkende, at det eneste krav er en ren straffeattest. Konsekvensen er anarki og lovløshed. Det drejer sig også om bygder med historisk mange overgreb på børn. Det kan vi ikke være bekendt. Naalakkersuisut burde nytænke vores bosætningsmønster og se det som en måde, at højne velfærden på.
Jeg ved det er en brandvarm kartoffel, at tale om at udfase bygder. Min mor er selv vokset op i en bygd og er forståeligt stolt af det. Min mor voksede op med at hente vand og kul som barn. Jeg har aldrig kendt til andet end at tænde for vandet i hanen eller tænde op for komfuret. Min generation og dem, der kommer efter os, er privilegeret.
Med de privilegier gælder ikke alle steder. Min oldemor døde af kræft i samme bygd mange år senere – uden at blive tilset af en læge. Det er uværdigt, at sundhedsbetjeningen daler og daler.
Det samme gælder socialpolitikken, hvor Naalakkersuisut åbent har erkendt en mangelfuld indsats og endte med at bede om hjælp fra Danmark. Som det er nu har vi brug for det samarbejde med Danmark, men min vision, at vi i fremtiden kan være et forbillede for innovative sociale løsninger for udsatte børn. Og til det er der brug for en målrettet tidlig indsats for at knække kurven.
Jeg tror løsningen på bedre velfærd i Grønland er at vi samler os på færre steder og vi generelt bliver flere mennesker i Grønland. Derfor har vi også kæmpet for fast track ordning, så veluddannet arbejdskraft nemmere kan flytte til Grønland. Selvfølgelig samtidig med vi uddanner vores egne.
Når vi bliver flere og samler os i større byer, så skal boligpolitikken selvfølgelig følge med.
I dag bygger vi i de byer, hvor der bliver færre, mens Nuuk – vores hovedstad er udsultet af Naalakkersuisut. Jeg har sagt det før: I de byer, hvor der er arbejde er der ikke boliger og i de bosteder, hvor der er boliger, er der ikke arbejde. Det er skævt og det må vi simpelthen ændre.
Det kræver mod. Politisk mod. Det kræver en national planlægning, som kigger mere end en valgperiode frem. Jeg tror man godt kan gøre det klogt og nænsomt i respekt for folks ønsker og det er uansvarligt ikke at turde tale om vores bosætningsmønster 5-10-15 år.
Igennem, hvad der kun er en menneskealder, har Grønland gennemgået en rivende udvikling. Mange ting er lykkedes, men udviklingen har også været mangelfuld og er kørt ud af et sidespor. Politiske skandaler om nepotisme, korruption og dårlig dømmekraft i Naalakkersuisut står i kø i grønlandsk politik i disse dage. Alt for manges hverdag er blevet for hård. Uligheden er steget. Vi har negligeret vigtige dagsordener fordi de var svære at tale om.
For næsten 70 år siden talte den grønlandske politiker H. Augo Lynge til den første forsamling af det nye grønlandske Landsråd. Året var 1951 og et af Hr. Augo Lynges hovedbudskaber var, at Grønland ikke kunne undvære Danmark, og at Danmark i øvrigt heller ikke kunne undvære Grønland. De ord er stadig gyldige og vigtige.
Vi er nu i 2020. Jeg tror politikerne, som vi står på skuldrene af, havde forhåbninger om en højere grad af udvikling og jeg tror de ville have haft højere forventninger til den politiske ledelse af Grønland.
Senere i år kommer en historisk udredning af forløbet for eksperimentbørnene og en længe ventet og velfortjent undskyldning. Fra Inuit Ataqatigiit vil vi anbefale, at formand for Naalakkersuisut hr. Kim Kielsen og statsminister fru Mette Frederiksen sætter sig sammen, og bliver enige om hvilke dele af vores fælles historie vi skal rette op på. Det er vigtigt at rette op på historien, kæmpe for bedre repræsentation af grønlændere i Danmark i dag og skabe en mere lys fremtid i fællesskab.
Det er tankevækkende når en gruppe studerende fra Marselisborg gymnasie efterlyser mere viden om Grønland. Hvor ville det være forfriskende med flere rejse-, mad- og boligprogrammer fra Grønland, som man også viser alt det vi har at byde på. Tænk hvis Regeringens tog initiativ til en Rigsfællesskabspulje under Dansk Filminstitut, så flere film om grønlændere og af dygtige grønlænderes så dagens lys.
Tak for ordet.