Om at sætte navn på kritikken - og lidt om telepsykiatri

Og jeg tør godt vædde en halv meter hæfteplaster på, at heller ikke Landsstyret har nedprioriteret behandlingen af de psykiatriske patienter.

Tirsdag d. 18. juni 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sundhedsvæsenet, Telemedicin.

Indholdsfortegnelse:
Og så til problemet: de psykiatriske patienters levevilkår
Amtshospitalet i Vordingborg
Telepsykiatri
Telepsykiatri løser flere opgaver:
Teknologibegejstring

Atuagalliutit/Grønlandsposten 30. maj 1996: "Politikerne ønsker hurtige, målelige resultater, derfor nedprioriteres forhold for psykiatriske patienter, mener landsstyremedlem Marianne Jensen, og det uddyber hun således:
"- Jeg tror denne politiske nedprioritering skyldes, at der går lang tid, før man ser resultater inden for dette område. Det er en langvarig proces, som ikke giver målelige resultater i indeværende valgperiode. Og politikerne ønsker jo at opnå resultater, som kan måles af vælgerne inden næste valg. Derfor får områder som psykiatriske patienter ikke den prioritering, som de vitterligt fortjener".
Se det var jo noget af en bredside fra Marianne Jensen mod hendes politiske kolleger. Det er efter hendes opfattelse gustent overlæg og taburetklæberi, der er skyld i de psykiatriske patienters ringe vilkår.

Jeg kan på vegne af Landstingets Sundhedsudvalg og Landstingets Finansudvalg melde hus forbi. Vi har ikke i de to udvalg på noget tidspunkt nedprioriteret behandlingen af de psykiatriske patienter. Og det betyder at det samlede Landsting ikke har nedprioriteret denne patientgruppe.

Og jeg tør godt væde en halv meter hæfteplaster på, at heller ikke Landsstyret har nedprioriteret behandlingen af de psykiatriske patienter.

Jeg synes man skal sætte navn på den kritik, Marianne Jensen har rejst, og det eneste navn, der er tilbage efter denne her udelukkelsesmetode - det er Marianne Jensens eget, landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning. Det er hende, der skal rejse sagen politisk, hvis hun mener, at hun ikke inden for sit generelle politiske mandat har mulighed for at tilgodese de psykiatriske patienter i tilstrækkeligt omfang.

Og så til problemet: de psykiatriske patienters levevilkår
Jeg deler Bodil Davidsens og Merete Lemkuhls opfattelse (A/G nr 36. 9.maj 96), at det ikke er forsvarligt at hjemtage psykiatriske patienter fra Danmark, før vores egen distriktspsykiatri har fået et nødvendigt løft. Og deres forslag om at vi først og fremmest koncentrerer os om at behandle de patienter vi allerede har herhjemme ordentligt og undlade at sende flere til Danmark, det lyder som en fornuftig arbejdsplan. Der ligger så et betydeligt politisk ansvar og en forpligtigelse til ikke at lade det blive ved det. De psykiatriske patienter i Danmark skal hjemtages så hurtigt det er forsvarligt - overfor patienterne.

Amtshospitalet i Vordingborg
Landstingets Sundhedsudvalg har i maj måned besigtiget forholdene for de psykiatriske patienter i Vordingborg, og vi har sagt vores klare mening til hospitalsledelsen og Storstrøms Amts Sundhedsudvalg: De fysiske rammer skal forbedres og vi ønsker disse forbedringer indarbejdet i den aftale om patienterne, der skal revideres her til efteråret. Som minimum skal de langvarigt anbragte patienter have deres eget værelse, og der skal tilvejebringes flere fælles aktivitetsrum, som ikke kræver ledsaget udgang.

Det vil her være rimeligt at bruge de to retspsykiatriske afdelinger på hospitalet i Risskov ved Århus som målestok for en anstændig behandling af patienterne. (Jfr.Indtryk fra et besøg på amtshospitalet i Vordingborg)

Telepsykiatri
Efter besøget i Vordingborg var udvalget i Nordnorge for at se på telemedicin. Her fik vi blandt meget andet et foredrag om telepsykiatri.

Nordnorge har ligesom Grønland en meget spredt bebyggelse. For at skabe mere lige adgang til sundhedsydelserne for den spredte befolkning begyndte man i 1989 at arbejde med telemedicin. Efter et par års vellykket pionerarbejde på andre sundhedsområder, igangsatte man med lidt skepsis et forsøg med telepsykiatri. Denne skepsis viste sig at være ubegrundet. Ja, på nogen måder fungerer telepsykiatri endda bedre end den normale arbejdssituation, hvor behandler og patient befinder sig i samme rum. Også amerikanske erfaringer bekræfter denne opfattelse.

Telepsykiatri kræver to sæt videokonferenceudstyr. Psykiateren befinder sig i Nuuk og man kobler op fra det enkelte distrikt, hvor en distriktslæge, en psykiatrisk hjemmesygeplejerske eller en anden behandler befinder sig sammen med den enkelte patient. De involverede parter kan herefter arbejde - næsten - som om de var i samme lokale.

Telepsykiatri løser flere opgaver:
  1. Patienten kan få en professionel behandling uanset bosted.
  2. Distriktspersonalet får en løbende uddannelse:
  1. gennem lejlighedsvis medvirken ved konsultation,
  2. gennem samtaler med psykiateren om de enkelte patienter,
  3. og endelig gennem kursusvirksomhed ved telekonferencer hvor medarbejdere fra flere distrikter kan deltage på samme tid
  • Og som det måske allervigtigste: telepsykiatrien kan gennemføres på grønlandsk - som er de fleste af patienternes modersmål. Med de ret få højtuddannede grønlandsksprogede indenfor psykologi og psykiatri, der kan forventes inden for de næste mange år, vil telepsykiatri være den eneste vej frem til at sikre patienterne en kvalificeret behandling på deres eget sprog hjemme hvor de hører til.
En fuldt udbygget telepsykiatri kræver investering til videokonferenceudstyr for en samlet anskaffelsesudgift på godt 2 millioner kroner. Hvis vi går ud fra at der på de enkelte sygehuse i forvejen findes et rum, hvor udstyret kan opstilles, så er det en ganske beskeden investering ud af et årligt budget på 600 millioner kroner.

Og så kan udstyret naturligvis også bruges til andre påtrængende former for telemedicin.

Teknologibegejstring
Nu skal man ikke tro -det advarer distriktslæge Lars Mosgaard også imod i samme nummer af Atuagalliutit/Grønlandsposten - at telemedicin kan løse alle problemer. Telemedicin - og i denne sammenhæng telepsykiatri - er nye måder at arbejde på, der skal passe ind i det samlede behandlingsprogram, hvortil også hører etablering af bokollektiver, beskyttede arbejdspladser og væresteder, almindelig oplysningsvirksomhed og meget mere.