Giv også kulturen en chance
Indtægterne fra skiltereklamer skal tilfalde Mediefonden, der så for første gang får en fast indtægtskilde til at opfylde fondens formål: økonomisk støtte til udgivelse af bøger, tidsskrifter og blade på grønlandsk, økonomisk støtte til film- og videoproduktion med videre..
Mandag d. 9. september 1996
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Aviser, radio og TV
,
Kultur og samfund
.
Indholdsfortegnelse:
Et mangfoldigt og blomstrende medielandskab
Fjernundervisning - et springbræt for bygderne
TV og radio fra alle os til alle os i hele landet
Reklameindtægter og landsdækkende Bingo
Skiltereklamer til støtte for grønlands kultur
Vi er så småt ved at erkende at vejen frem mod en økonomi i vækst fører væk fra de store offentlige monopoler, hen til de mindre virksomheder, hvor ledelse, medarbejdere og det omliggende samfund har en oplevet forståelse af hvad der er behov for og hvordan det kan fremstilles i en efterspurgt kvalitet til de mindste omkostninger.
Ved at give de private (=os selv) en chance, giver vi samfundet (=det er også os selv) en chance - og det er helt nødvendigt, hvis vi skal nå så langt som til bare at opretholde den nuværende levestandard.
Et mangfoldigt og blomstrende medielandskab
Men ikke bare erhvervslivet kan afmonopoliseres til fælles glæde og besparelse. En vigtig del af kulturlivet kan ved samme behandling få en nødvendig opblomstring og mangfoldiggørelse. Jeg tænker her på det monopol som KNR har til at sende radio og TV til hele landet.
I forslaget til Finanslov for 1997 er der afsat 46,5 millioner kroner til KNR's produktion af radio- og TV-udsendelser. Og så er der afsat 2,9 millioner kroner til anlæg (nybygninger og indkøb af udstyr). I alt koster KNR til næste år 49,4 millioner kroner.
Det er en farlig masse penge for - man fristes til at sige - ikke ret meget. Hverken i radio eller i TV er der nogen egenproduktion af overvældende mængde. Der laves daglige radioaviser, og der laves Qanorooq i TV. Hovedparten af resten hentes fra Danmarks radio og TV, eller det er genudsendelser og programmer af ring-ind-og-ønsk-en-plade typen. For knap 50 millioner kroner om året.
På en tilfældig hverdag sendes der radio i omkring 9 timer, og der sendes TV i omkring 6 timer.
Den anden del af bevillingen til KNR skal betale udgifter til distribution af henholdsvis radio- og TV-signalet. I alt 37 millioner kroner koster det at holde en radio- og en TV-kanal åben alle døgnets 24 timer hele året rundt.
Lad os tage disse 24 timers radio- og TV-signal fra KNR og give dem til Mediefonden!
Og lad med det samme Mediefonden give KNR de timer tilbage, som indtil nu har været deres "aktive" sendeflade i henholdsvis radio og TV.
Så har KNR en uændret situation: de skal daglig producere/kopiere 9 timers radio og 6 timers TV - indtil videre for de sædvanlige 50 millioner kroner om året.
Resten af sendetiden - 15 og 18 timer i døgnet - på radio og TV-kanalen kan Mediefonden stille gratis til rådighed for Pilersuiffik til skoleradio og skole-TV og for de lokale radiostationer og TV-foreninger og de lokale videoproduktionsselskaber, der så pludselig bliver landsdækkende.
Fjernundervisning - et springbræt for bygderne
En aktiv fjernundervisning vil få stor betydning - især for undervisningen ude i bygderne, hvor det er meget svært at skaffe uddannede grønlandsksprogede lærere.
TV og radio fra alle os til alle os i hele landet
Og over en dag vil vi pludselig kunne se TV og høre radio fra alle de andre steder i landet! - Uden at det har kostet nogen en krone.
Reklameindtægter og landsdækkende Bingo
Nu siger rygtet og skiltereklamerne, at KNR vil lave landsdækkende bingo.
Hvordan kan det være at landets største og i hvert fald dyreste kulturinstitution vil sætte sig for at smadre den vigtigste indtægtskilde for alle de mange små foreninger rundt om i landet?
Det er uforståeligt og helt uacceptabelt!
På samme måde bør KNR heller ikke skal skaffe sig indtægter ved reklamer i radio og TV. KNR er rigeligt dækket ind gennem bevillingen fra landskassen.
Derimod kan det være rimeligt at acceptere at de lokale radiostationer og TV-foreninger får lov til at bruge en nærmere defineret andel af deres sendetid til reklamer, da de ikke har andre indtægtsmuligheder af betydning.
Skiltereklamer til støtte for grønlands kultur
Selv efter en fri adgang for Pilersuiffik og alle lokale radiostationer og TV-foreninger, vil der være ubrugt sendetid.
Den ubrugte radiosendetid kan bruges til at sende Danmarks Radio direkte. Og den ubrugte TV-tid kan bruges til skiltereklamer.
Indtægterne fra skiltereklamer skal tilfalde Mediefonden, der så for første gang får en fast indtægtskilde til at opfylde fondens formål: økonomisk støtte til udgivelse af bøger, tidsskrifter og blade på grønlandsk, økonomisk støtte til film- og videoproduktion med videre..