Slut med telefonaflytning

Fåreholdere, der har telefonforbindelse via VHF-radio, og som ønsker mulighed for at hemmeligholde deres samtaler, kan for TELE's regning få installeret det nødvendige "scramblerudstyr"

Søndag d. 13. oktober 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Bygder, Informationsteknologi.

I>Udbygningsplan for bygde- og fåreholdersteders teleanlæg 1997-1999. Tele Greenland A/S 30. September 1996.

De ensomtboende fåreholdere betjenes i dag telekommunikationsmæssigt på samme måde som skibe via Kystradiotjenesten. Denne tjeneste giver en stort set tilfredsstillende telekommunikationsmæssig service af de ensomtboende fåreholdere, men analog VHF telefoni kan desværre ret let aflyttes på FM-modtagere, der er forsynet med det bånd, som kommunikationen foregår på. Der er derfor fremsat et ønske om teknisk at sikre kommunikationen således, at de førte samtaler kun kan høres i klart sprog af de personer, der har bestilt samtalen. En sådan sikring kan ske ved hjælp af såkaldt "scrambler" udstyr, der bevirker, at den førte samtale kodes og kun bliver hørbar, hvis man har det fornødne dekodningsudstyr.

Det er nu lykkedes for TELE at finde et sådan udstyr hos et canadisk firma til en realistisk pris. Det pågældende udstyr er indrettet på en sådan måde, at der anbringes en mindre betjeningsboks ude hos den ensomtboende, en styreterminalenhed på kystradiostationen i Qaqortoq samt en kodningsboks, der er anbragt på linien ud til kystradiostationens sende/modtage udstyr.

Overgang til "scramblet" forbindelse sker ved, at man trykker på en knap på betjeningsboksen, der via kystradiostationens udstyr starter overgang til "scramblet" kommunikation. Når forbindelsen afsluttes, trykkes der igen på knappen, og forbindelsen genetableres i klart sprog. Indstillingen til klart sprog kan også ske ved fjernstyring fra kystradiostationen.

Etableringsomkostningerne for et sikringssystem, som det beskrevne for 100 brugere, vil ud fra de foreløbige priser der foreligger, kunne etableres for en samlet udgift til det nødvendige udstyr på under 0,5 mio. kr.

TELE's bestyrelse har besluttet, at de fåreholdersteder, der har en kystradio, og som ønsker mulighed for at hemmeligholde deres samtaler, kan for TELE's regning få installeret det nødvendige "scramblerudstyr", der skal tilsluttes deres VHF-radio. De enkelte fåreholdersteder vil låne "scramblerudstyret" af TELE, og skal derfor ikke betale for denne service. TELE forventer, at installationen kan påbegyndes i foråret 1997, efter at TELE har afprøvet og godkendt "scramblingsudstyret".