Rejsen til Amerika XII - Washington

Jeg vil ikke forholde mig til udnyttelsen mulige råstoffer. Jeg synes den megen snak om alle de råstoffer vi endnu ikke har fundet, er blevet lidt af en sovepude ... Vi får aldrig de 60.000 turister om året som Greenland Tourism bliver ved med at fable om, og de lægger heller de mange penge i landet, som man hævder ... Jeg sad kort sagt og blev en smule deprimeret på Grønlands erhvervsudviklings vegne på turen fra New York til Washington.

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger.

Indholdsfortegnelse:
Verdens største ø
Forædlede fiskeprodukter
Råstoffer
Turisme


Onsdag den 13. november tog vi til Washington. Turen var et ekstra arrangement, der ikke havde noget med arbejdet i FN at gøre. Men helt i overensstemmelse med den store rejses formål: at give de delegerede en grundig indføring i FN-systemet. Man ville fra udenrigstjenesten give os en mulighed for at lære nogle af Washingtons mange institutioner nærmere at kende.

Det blev tre hårde dage - med møde på møde på møde. Mens de ledsagende ægtefæller havde bedre tid til at se sig om, så oplevede vi folkevalgte kun byen Washington gennem bilruder og på de korte stræk fra en kantsten, over fortovet og ind ad en - i regelen - velbevogtet dør.

Vi rejste til Washington med toget. Turen varede tre timer og den gav rig lejlighed til at filosofere lidt over Grønlands muligheder for at etablere produktionsvirksomheder.

Verdens største ø
Jens Simonsen, der er vokset op i en lille bygd i Sydgrønland, fortæller mig at - da han i begyndelsen af halvtredserne kom til Danmark første gang - da oplevede han Danmark som et kæmpestort land. Man kunne køre i tog time efter time efter time, og der blev ved med at være huse, veje, dyr og mennesker. Derhjemme hvor han kom fra, skulle man bare gå nogle få minutter væk fra bygden, så var man helt alene i verden, kun omgivet af endeløse fjelde.

Oplevelsen er morsom for os her i Grønland, for vi ved jo godt, at Danmark er et lillebitte land, medens Grønland er verdens største ø!

Og så er det måske den største fejl vi begår her i Grønland: at vi forveksler geografi og samfund, og automatisk tror, at fordi landet fysisk er stort, så er samfundet det også. Jens Simonsens oplevelse som stor knægt/ung mand af størrelsesforholdet mellem Danmark og Grønland er ikke først og fremmest morsom - den er ganske præcis. Grønland er et meget lille samfund - ja, endnu mindre: vi er op mod hundrede små, fysisk adskilte samfund, der er knyttet sammen i en fælles økonomi og en fælles lovgivning: Det grønlandske Hjemmestyre.

Det sad jeg og tænkte på, mens vi kørte gennem et landskab med den ene meget store nedlagte fabrik efter den anden. Noget af det så helt østeuropæisk ud. Eller snesevis variationer af Nordisk Fjers nedlagte fabrik, som den kan ses fra S-toget i København mellem Østerport og Nordhavnen station.

Her i det østlige USA har man rigeligt med veluddannet arbejdskraft, rigeligt med billig arbejdskraft, billig strøm, en udbygget infrastruktur og et marked, hvor produktionen faktisk kan sælges direkte ud af fabriksporten. Nedlagte fabiksbygninger må man kunne leje/overtage til foræringspris. Og her ligger utallige fabriksanlæg forladte hen.

Hvad kan vi håbe på at komme til at producere rentabelt her i Grønland, som ikke kan laves lige så godt eller bedre, og sælges til langt lavere priser - bare her langs togskinnerne mellem New York og Washington?

Forædlede fiskeprodukter
Vi har vores fisk og anden fangst fra havet. Det er produkter der smager bedst, hvis de tilberedes, mens de er friske. Det burde være muligt at konkurrere med held inden for fremstilling af højt forædlede fiskeprodukter. Og alligevel er udviklingen siden vi fik hjemmestyre gået stærkt i den modsatte retning. Vi nedlægger flere og flere fabrikker i Grønland, mens Royal Greenland - vores 100 % hjemmestyreejede selskab - etablerer flere og flere arbejdspladser i Danmark, Tyskland og vistnok flere andre steder - baseret for en del på de grønlandske råvarer, der tidligere gav beskæftigelse på landanlæg i Grønland, der nu ligger hen i et langsomt forfald.

Vi har i de senere år oplevet et boom i fiskeriet efter hellefisk. Næst efter rejen er det blevet vores vigtigste indtægtskilde i fiskeriet. Men hellefisken har været der hele tiden. Vi har altid haft store mængder hellefisk i Grønland. Hvorfor skal det være tilbagegang i torskebestand og økonomiske problemer i en oppustet rejetrawlerflåde, der tvinger os til at "opdage" hellefisken? Og hvorfor har hellefisken ikke skabt de arbejdspladser i land, som vi tabte, da torsken forsvandt?

Det næste spørgsmål melder sig naturligt: hvilke andre fiskearter svømmer rundt i vort hav og venter på at blive "opdaget"?

Fremme i Washington
Tyskerne har en mangeårig tradition for at fiske rødfisk ved Grønland. Rødfisk er en kendt spise i Tyskland, det er en dejlig fisk, men selv om vi har store forekomster af rødfisk, så spiller den ingen rolle i vort eget fiskeri - skal vi først "opdage" rødfisken den dag, hvor hellefiskebestanden er udpint og overfisket?

Råstoffer
Jeg vil ikke forholde mig til udnyttelsen mulige råstoffer. Jeg synes den megen snak om alle de råstoffer vi endnu ikke har fundet, er blevet lidt af en sovepude.

Turisme
Vi får aldrig de 60.000 turister om året som Greenland Tourism bliver ved med at fable om, og de lægger heller de mange penge i landet, som man hævder.

Jeg sad kort sagt og blev en smule deprimeret på Grønlands erhvervsudviklings vegne på turen fra New York til Washington.
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XI - De oprindelige folks rettigheder og FN-systemet
Næste afsnit: Rejsen til Amerika XIII - Rygning forbudt