Rejsen til Amerika XXIII - En kommuneskole i Harlem

Skolerne i vore bygder og i mange af byerne er nedslidte. Det var skolen her i Harlem også. Men det må ikke bruges som undskyldning for et råt og uinspireret miljø med børn der knokler op og ned ad gangene og skubber de mindre til side, kaster med ting og råber og slås

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger, Uddannelse.

New York er et fredelig sted, skrev jeg om de første dages indtryk af byen.

Det er naturligvis en overdrivelse. New York kan være akkurat lige så farlig og usikker som alle andre steder på jorden - inklusive Grønland. Men de farlige steder og tider kender man lokalt, og derfor er det oftest turister og andre fremmede, der kommer galt afsted.

Et af de steder, hvor det tidligere har været farligt at færdes, er de offentlige skoler i New York. Der har været tilfælde af grove overfald, brug af skydevåben og regulære mord (igen skal man huske på, at i der bor 263 millioner mennesker i USA - det er en stor gryde at øse af, når der skal serveres en skrækhistorie i aftenens TV-avis).

At hysteriet for længst har banket hul i ozon-laget kunne vi læse i aviserne. En dreng på 8-10 år havde taget en bordkniv med i skole for at smøre sin mad. Hans mor havde ikke haft tid. Han blev bortvist fra skolen, og sagen skulle behandles på et meget højt og alvorligt niveau for at få afgjort, om bortvisningen skulle være permanent.

Vi besøgte en kommuneskole i Harlem. Den holdt til i en stor plump bygning. Man bankede på en jernarmeret dør og blev lukket ind i en hal til to uniformerede og bevæbnede vagter med metaldetektorer.

Det var en skole for sorte, fattige Harlembørn. Skolen havde indtil for to år siden været hærget af uro, slagsmål, pjæk og hyppige skift i lærerstaben. Men nu var der ro og orden.

Skolen havde fået en ny og idealistisk leder. Hun var sort, kom selv fra kvarteret, men havde arbejdet nogen år uden for Harlem. Nu var hun kommet tilbage - for at blive.

Der var indført uniformstvang. Alle elever gik ens klædt. Mørkt tøj. Hvide skjorter til drengene - med slips, og hvide bluser til pigerne. Dermed var der ikke længere konkurrence på tøjet - som ellers kunne være en lammende udgift for en fattig familie. Jeg genkendte meget fra mine 5 år som "skorpe" på Det kongelige Opfostringshus i Hellebæk. Det var de samme principper, den samme stemning og det samme håb og en tro på en bedre fremtid.

Som medlem af Finansudvalget har jeg været rundt i Grønland og set en del skoler. Alle steder er vi blevet mødt med stærke ønsker om flere penge til det ene og det andet. Det har hver gang været svært for mig at forklare, at det ikke så meget kommer an på penge, kvadratmeter og nye møbler.

Hvad siger jeg til en pædagog i Uummannaq, der forarget påpeger, at eleverne fra bygden på deres eget, private kollegieværelse ikke har plads til et bord at læse ved, når jeg selv på Det kongelige Opfostringshus i de første tre år boede på en seksten-sengs sovesal og læste lektier i skoleklassen om eftermiddagen, sammen med alle mine klassekammerater? - Jeg tør dårligt nok nævne, at barnet hjemme fra sin bygd er vant til at bo i et lille boligstøttehus sammen med far og mor og mange søskende, og somme tider både onkler og tanter.

Skolerne i vore bygder og i mange af byerne er nedslidte. Det var skolen her i Harlem også. Men det må ikke bruges som undskyldning for et råt og uinspireret miljø med børn der knokler op og ned ad gangene og skubber de mindre til side, kaster med ting og råber og slås.

Sådan gjorde de før på denne skole i Harlem. Det gør de ikke mere.
Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit: Rejsen til Amerika XXII - "Nordic" forbinder man med is og kulde
Næste afsnit: Rejsen til Amerika XXIV - Musikalsk mellemspil