Det er ikke fair

Det er ikke fair at folk skal stå uden for banken i Nuuk i lange køer for at komme til at hæve af deres månedsløn. Det sker i sne og regn og storm og - skulle det en dag tordne - torden.

Søndag d. 26. oktober 1997
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Erhverv.

"Det er ikke fair" - blev direktør i Grønlandsbanken, Frank Kristensen, citeret for at sige i sidste nummer af Atuagallliutit/Grønlandsposten. Og det har han ret i - selv om han sikkert ikke tænker i samme baner som en del af bladets læsere - heriblandt undertegnede.

Det er ikke fair at påstå at Jonathan Motzfeldt og jeg under en finanslovsdebat har talt om en landskassegaranti. Jonathan beskrev slet ikke indholdet af Grønlandsbankens tilbud, og jeg sagde ordret: "Dertil skulle landsstyret afgive en form for garantistillelse", og hentydede dermed til et krav om et "Letter of awareness".

Hvis jeg havde ment landskassegaranti, så havde jeg sagt landskassegaranti.

Det er ikke fair når Frank Kristensen kun sammenligner de to bankers uens krav om et "letter af awareness" og slet ikke nævner, at Sparekassen Nordjylland var billigere på renten.

Det er måske fordi Frank Kristensen ikke tillægger rentens størrelse nogen betydning. Men det er vi en del kunder, der gør - herunder landsstyret og landstingets finansudvalg.

Det er ikke fair overfor bankens menige personale, at bankens ledelse lader et lån glide ud af landet, fordi man ikke har samme tillid til hjemmestyrets betalingsevne som en tilfældig bank i Danmark.

Det er ikke fair at offentliggøre bankoplysninger om Manasse Berthelsen og stemple ham som en dårlig betaler, fordi han kritiserer banken og dens gebyr og udlånspolitik. Det er faktisk direkte usmageligt.

Det er ikke fair at folk skal stå uden for banken i Nuuk i lange køer for at komme til at hæve af deres månedsløn. Det sker i sne og regn og storm og - skulle det en dag tordne - torden.

Hvis Grønlandsbanken er så vældig trætte af de mange lønmodtagere, der hver måned hæver deres penge med det samme, så skal de sige det åbent til folk. (Og ikke som Frank Kristensen gør det: "Se om de danske banker gider oprette det store antal konti .. hvor indbetalinger bliver hævet på lønningsdagen").

Hvis jeg var kunde i Grønlandsbanken og kun betroet et almindeligt hævekort, så ville jeg gå til min arbejdsgiver og forlange lønnen udbetalt i kontanter. Jeg ville ikke finde mig i at stå til nar og grin i køen foran Grønlandsbanken i halve timer for at få adgang til min egen løn.

Det er tilfældigt at Manasse Berthelsens kritik af Grønlandsbanken er faldet sammen med mit indlæg i landstingsdebatten. Men hvis det kan underbygge Manasses kritik, kan jeg fortælle, at jeg - siden tanken om en fusion sprang frem for et års tid siden - ikke har mødt et eneste menneske, der synes, at sammenlægningen af de to banker, Nuna Bank og Grønlandsbanken, er en god idé - for kunderne.

Det er muligt at meget af denne kritik og skepsis er uberettiget, og det er da rigtigt, at man inden for i banken altid får en venlig og kompetent betjening hos det menige personale. Men det er jo heller ikke dem, der har besluttet, at bankens mere beskedne kunder skal stå der uden for i kø og kulde. Og det er heller ikke dem, der lod en god forretning på 16,5 millioner kr. smutte ud af landet.