For meget hornmusik
Jonathan Motzfeldt kunne som medlem af Landstinget og formand for landsstyret fremsætte et forslag om, at denne del af bloktilskuddet - i stedet for at vende tilbage til Danmark - låses inde i et særligt rum i landskassen
Onsdag d. 12. januar 2000
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Uddannelse
,
Økonomi
.
Indholdsfortegnelse:
Det er på tide at afsløre sandheden:
Penge i sig selv er ikke noget værd
Penge er kun noget værd, når man kan få noget for dem!
Hvordan bruger vi pengene?
For meget hornmusik
Hvordan sikrer vi bytteværdien?
"Why is this soiled, crumpled, overdecorated piece of paper bearing a picture of a rather disreputable president worth fifty dollars, while this clean, soft, white, and cleverly folded piece of paper is worth so little that I just wiped my nose on it?"
P.J. ORourke
"
Eat the Rich
"
p.119, 1998 De sidste uger har genoplivet en interessant debat om værdien af bloktilskuddet fra Danmark til Grønland: Nogle hævder at Grønland årligt koster den danske statskasse 3,4 milliarder kr. Andre hævder at vi kun får overført 2,6 milliarder kroner, og at mange af pengene vender tilbage til Danmark og derfor ikke bør medregnes. Tidligere har der været påstande fremme om at hele 80% af bloktilskuddet vendte tilbage til Danmark. Og nogle mener ligefrem at Danmark har en nettofortjeneste på sit bloktilskud til Grønland.
Det er på tide at afsløre sandheden:
Set over en passende tid vender alle pengene - om ikke tilbage til Danmark - så forsvinder de i hvert fald ud af Grønland.
//////Findes der midler mod det?
- Ja. Jonathan Motzfeldt, som gør "Hr. Paldam" opmærksom på at en del af pengene vender tilbage til Danmark, kunne som medlem af Landstinget og formand for landsstyret fremsætte et forslag om, at denne del af bloktilskuddet - i stedet for at vende tilbage til Danmark - låses inde i et særligt rum i landskassen. Så er diskussionen knock-outet én gang for alle.
Penge i sig selv er ikke noget værd
Når vi pakker båden for at sejle ind i fjorden på en uges jagt og fiskeri. Hvad tager vi så med? Vi tager proviant med - for en sikkerheds skyld, hvis jagten svigter eller fisken er væk. Vi tager telt og sovepose med - hvis ikke der er plads til at sove i båden. Og vi tager godt med varmt tøj med. Det er menneskets tre grundlæggende behov, der dækkes ind: noget at spise, et sted at sove og tøj på kroppen Tager vi penge med? - Nej, for der er ingen ting at købe på turen.
Penge er kun noget værd, når man kan få noget for dem!
Derfor er de 2,6 milliarder kr. vi årligt får i bloktilskud fra Danmark
kun noget værd i det øjeblik vi kan bytte dem til noget andet
. Så det der
forslag om at indrette et særligt rum i Landskassen
til de penge, der ellers løber tilbage til Danmark, kan vi godt slette fra harddisken igen.
Bloktilskuddet kan betragtes som en slags
tilgodebeviser
. Det giver os mulighed for at hente varer og tjenesteydelser fra udlandet til en værdi af 2,6 milliarder kr., ligesom det giver os mulighed for at rejse ud af Grønland og leje Jaguar for 5.000 kr. om dagen eller hvad vi ellers kan finde på af skæg og ballade.
Derfor vender langt det meste af bloktilskuddet tilbage til Danmark, og resten forsvinder til Canada eller føres ud af landet på ferier og tjenesterejser.
Hvordan bruger vi pengene?
Når det er erkendt, at
hele bloktilskuddet
forsvinder ud af Grønland igen - lige så hurtigt som det kommer ind - så kan vi vende interessen mod det vi bruger bloktilskuddet til.
Hvor stor en del af bloktilskuddet bruger vi på byggematerialer, fiskeskibe, fabriksanlæg, varige forbrugsgoder, tøj og undervisning mv.
og hvor meget bruger vi på det, som en mere bramfri filosof har samlet under betegnelsen "øl, fisse og hornmusik"?
For meget hornmusik
Når der for eksempel bruges 100.000 Landskassekroner til et kvarters fyrværkeri i hovedbyen Nuuk - efter mange hundrede tusinde kroners privat fyrværkeri nytårsaften igennem - så det må henføres til den allersidste kategori: "Hornmusik" - eller selv på ultrakort sigt:
Spild af penge
.
Hvordan sikrer vi bytteværdien?
Hvis pengene kun er det værd som man kan få for dem, så dukker af sig selv spørgsmålet op: Hvordan sikrer vi, at vi får så meget for pengene som muligt?
Bytteværdien sikres bedst muligt, hvis rigtigt mange mennesker har en personlig interesse i at fastholde bytteværdien.
I Grønland er vi kun 55.000 mennesker. Med vor egen møntfod vil det kun være os selv, der er nødt til at have en personlig interesse i at fastholde bytteværdien. Folk uden for Grønland vil kun være interessede i værdien af vores penge, hvis de har grønlandske penge liggende, som på et tidspunkt skal byttes til reelle værdier. Og da det er en møntfod som kun bruges her i landet, skal det være reelle værdier, der kan hentes i Grønland.
Det vil dæmpe udlandets interesse for at handle med Grønland i grønlandsk mønt. De grønlandske penge vil hurtigst muligt blive vekslet til en kendt og tillidsvækkende stor valuta som amerikanske
dollars
, japanske
yen
eller europæiske
EURO
.
Og det er endda alt for optimistisk. Vores møntfod vil slet ikke blive accepteret uden for Grønland. Vi vil selv være nødt til selv at veksle -
til den kurs der nu måtte gælde
- vores grønlandske penge til fremmed valuta, når vi skal betale for varer fra det store udland.
I Danmark har man erkendt, at kronen er en lille møntfod. Derfor har krone-kursen gennem de sidste mange år været koblet fast til de store europæiske valutaer, først og fremmest D-mark.
I Montenegro har man for nyligt afskaffet sin egen nationale møntfod og indført D-mark som betalingsmiddel.
Vi sikrer bedst bytteværdien ved at bruge en anerkendt møntfod, som gennem en stabil kurs og stor udbredelse har international tillid.
Der er tre forskellige at vælge i mellem: Amerikanske Dollars, Japanske Yen Eropæiske Euro Og måler vi ud fra samhandlen og rigsfællesskabet med Danmark, så skal vi naturligvis indføre Euro som møntfod, så snart man i Danmark er nået til samme erkendelse.