Drømmeland
De sociale problemer er mindst lige så store ude i bygderne. Men der kommer journalister ikke så tit og kun på korte besøg, hvor det eksotiske blænder for det skrækkelige.
Fredag d. 6. december 2002
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Fødestedskriteriet
,
G-60
.
Indholdsfortegnelse:
Fødestedskriteriet
Torsken forsvandt
Lønniveauet oversteg indtjeningsevnen
Småt er dyrt
Bygderne har de tungeste problemer
Turismen er overvurderet
Hvad kunne være gjort anderledes?
En klapmyds pakkes ud i Fiskenæsset (1969 foto an)
Weekendavisens leder den 6. december 2002 behandler valget i Grønland med en jævn blanding af relevante, irrelevante og fejlagtige betragtninger. Den mest iøjnefaldende misforståelse er selve underlaget: de jævnbyrdige paralleller mellem Grønland og et langt større og tættere befolket land som Danmark.
Lederen tager fat i industrialiseringspolitikken fra 1960'erne, hvor
(citat:)
”Den berygtede G-60-plan udgjorde baggrunden for en række strukturforandringer... Man tænkte, som det var typisk for tiden, på befolkningskoncentrationer, store industrielle arbejdspladser - og en udbygget service i de byer, man forestillede sig omkring industrierne”.
(citat slut)
Det gjorde man faktisk ikke. Man tænkte dengang helt konkret på, hvordan Grønland kunne udvikle sig til et økonomisk selvbærende samfund - og så tænkte man på de 400.000 - 500.000 tons torsk som europæiske og russiske fiskere årligt hentede op af havet næsten inden for synsvidde af de grønlandske byer og bygder.
Konklusionen lå lige for. Hvis man udbyggede de fire åbentvandsbyer - Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen og Holsteinsborg - med fiskefabrikker og hjælpeindustrier og de nødvendige boliger, skoler og så videre, og opbyggede en flåde af havgående grønlandske trawlere, så var der udsigt til at Grønland inden for få år kunne udvikle sig til et moderne samfund baseret på egen økonomi og indtjening.
Fødestedskriteriet
Lederen nævner ikke fødestedskriteriet, som blev indført i samme ombæring. Fødestedskriteriet blev med accept af grønlandske politikere og arbejderbevægelsen i både Grønland og Danmark indført for at kunne tiltrække arbejdskraft fra Danmark til i en kort årrække at bygge de nødvendige boliger, institutioner, fabrikker osv.
Det var nødvendigt at betale en løn, der kunne tiltrække håndværkere fra Danmark, samtidig var det nødvendigt at det lokale lønniveau ikke blev presset op over, hvad Grønlands kommende havgående fiskeri og landbaserede fiskefabrikker kunne tjene ind.
Torsken forsvandt
Det kom ikke til at gå som forventet. Torsken forsvandt og byggeriet baseret på importeret arbejdskraft var ikke overstået på 4-5 år.
Lønniveauet oversteg indtjeningsevnen
Lønniveauet røg hurtigt langt op over indtjeningsevnen i Grønlands produktive erhverv og afhængigheden af det danske bloktilskud blev mere og mere åbenlys.
Nu er afhængigheden kronisk.
Småt er dyrt
Problemet var dengang ikke, at man ville flytte befolkningen til større enheder. Problemer var, og er stadig, at disse større enheder ikke er store nok. Grønlands største by, Nuuk, har i dag omkring 14.000 indbyggere. Det er Grønlands hovedstad med godt 20 % af den samlede befolkning.
Men det er 14.000 indbyggere uden noget opland, med tårnhøje udgifter til energi og transport. Ikke engang i Danmark er det muligt at holde et isoleret ø-samfund på 14.000 indbyggere i gang med en selvbåren økonomi. Det kan dårligt nok lade sig gøre med Bornholm, som befolkningsmæssigt svarer til Grønland.
Sådan set kan man godt sige at G-60 er blevet gennemført - der er bare ikke så mange som har opdaget det endnu. Der bor i dag i Danmark mellem 6.000 og 10.000 veluddannede og velintegrerede grønlændere, som vel nok for hovedpartens vedkommende ville have boet i Grønland, hvis den ”berygtede G-60" var blevet gennemført med succes, og torsken ikke var forsvundet.
Bygderne har de tungeste problemer
Det er ikke rigtigt, som det hævdes i lederen at de sociale problemer er resultatet af en sammenstuvning i byerne. De sociale problemer er mindst lige så store ude i bygderne. Men der kommer journalister ikke så tit og kun på korte besøg, hvor det eksotiske blænder for det skrækkelige.
Turismen er overvurderet
Det er heller ikke rigtigt, at turismen har haft en fabelagtig vækst. Og den vækst, der har været, har som de fleste andre steder hvor man har troet på turismen, flyttet beskæftigelsen ud af andre mere traditionelle erhverv. Den har givet andet arbejde - ikke i noget videre omfang mere arbejde, og så er den stadig en solid underskudsforretning for Grønland - jo mere turisme, jo større underskud.
Hvad kunne være gjort anderledes?
Grønlands folkevalgte politikere kunne have rettet ryggen og set virkeligheden i øjnene. De kunne have fortalt deres vælgere, at vejen til selvstændighed går over et selvbårent samfund.
Det har de ikke gjort.
I stedet har de forsynet sig i rigt mål fra overskudslageret af kasseret ”tankegods” fra den danske venstrefløj og gennem alle årene forsøgt at bilde deres vælgere ind at alle problemer kommer ude fra.
Det er enten ”den berygtede G-60 plan”, amerikanerne på Thule Air base, det danske sprog eller den væmmelige kapitalistiske europæiske tankegang eller hvad som helst - bare ikke os selv.
Jeg synes Weekendavisens leder i et ubehageligt omfang bærer ved til denne heksebrænding.
Det kan godt være at industrimoderniseringen - som det udtrykkes i lederen - er håbløst forældet, men det er afkastet i Danmark fra dette hårde ensformige arbejde udført af hovedparten af den danske befolkning op gennem sidste halvdel af forrige århundrede, der har gjort det muligt hvert år at sende 3,5 milliarder nutidskroner til Grønland. Så man i det grønlandske politiske system kunne undlade - ikke bare at se virkeligheden i øjnene, men også at drage de nødvendige konsekvenser og udforme og fastholde en fremtidsrettet politik.