Dansk hjælp til Grønlands fattigdomsfælder
Det er et spørgsmål om solidaritet i rigsenheden. Uden den solidaritet har rigsenheden ingen mening, så kan vi lige så godt gå hver til sit.
Mandag d. 26. maj 2008
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Rigsfællesskabet
,
Selvstyre
,
Socialt ansvar
.
Tidevandstrappen i Kolonihavnen i Nuuk
(foto an)
Jeg kan kun komme i tanke om to medlemmer af Folketinget, der tager Grønlands problemer alvorligt. Det er Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.
De gør det fra hver sit udgangspunkt i alvorlig bekymring for Grønlands fremtid.
Og hvordan ser den fremtid ud? – Den ligner i alt for høj grad de foregående 30 år siden hjemmestyrets indførelse. Ved hjemme-styrets indførelse stoppede interessen for Grønlands ve og vel hos de fleste danske folketings- og regeringsmedlemmer. Nu kunne de selv i Grønland. Det var kun bloktilskuddet, der skulle forhandles lidt op engang imellem.
I Grønland lod vælgerne partiet Siumut sætte sig uafbrudt og solidt på magten, og i tiden efter er fulgt skandale på skandale, økonomiske såvel som sociale. Sidste blomst i vasen er et landsstyremedlem for økonomi, der i en brandert er stukket af fra en taxaregning.
Debatten om ejendomsretten til undergrunden i Grønland har fyldt meget på det sidste. Der er i et forslag til en selvstyreordning lagt op til, at indtægterne fra en eventuel, kommende råstofudvinding skal deles ligeligt mellem Grønland og Danmark. Og det betragtes af nogen i Grønland som en stor sejr.
Og så er det i virkeligheden en stor misforståelse. Ejendomsretten til den fælles undergrund i rigsenheden (Grønland, Færøerne og Danmark) er fælleseje. Poul Schlüter slog i slutningen af firserne ud med armen og gav færingerne en eksklusiv ejendomsret til den færøske undergrund, samtidig med at færingerne bevarede deres andel af den fælles ejendomsret til resten af rigsenhedens undergrund. Nu er noget tilsvarende ved at ske i forholdet til Grønland.
Sådan kan man ikke lovgive. Hvis Færingerne vil have eksklusiv ejendomsret til undergrunden, så må de træde ud af rigsenheden. Det samme gælder for Grønland. Vi kan ikke have en rigsenhed, hvor grønlændere, færinger og danskere er fælles om det hele i Danmark, mens de i Grønland og på Færøerne har deres eget for sig selv.
Og det er ikke et spørgsmål om penge.
Danmark klarer sig fint uden at have del i Saudi-Arabiens olie. Vi vil klare os lige så fint uden at have del i mulige olieforekomster omkring Færøerne og Grønland. I Danmark har vi altid klaret os med det vi har i hovedet og kun i beskedent omfang med det vi har under fødderne.
Det er et spørgsmål om solidaritet i rigsenheden. Uden den solidaritet har rigsenheden ingen mening, så kan vi lige så godt gå hver til sit.
I den sammenhæng har Grønland et specielt problem. Takket være det årlige bloktilskud har man kunnet opretholde et bosætningsmønster, hvor hovedparten af befolkningen ikke kan brødføde sig selv. I meget gamle dage ville man enten være døde af sult eller vandret tilbage til Canada. I dag overlever man på sociale tilskud. Og den største del af befolkningen i Grønland overlever kun meget nødtørftigt på direkte og indirekte sociale tilskud fra resterne af bloktilskuddet, når overklassen i Nuuk er færdige med at rage til sig, og Landstyret ikke kan finde på flere luftkasteller at poste penge i.
Hvordan vil det gå, hvis der findes olie i rigelige mængder? – Intet vil ændre sig for befolkningen uden for Nuuk og måske et par byer til. De sociale tilskud vil ikke længere komme fra bloktilskuddet, de vil (måske) komme fra olieindtægterne. Overklassen i Nuuk vil rage endnu mere til sig og ude i reservaterne på kysten vil man stadigt skulle tigge sig til en meget nøjsom tilværelse.
Der er ikke erhvervsmuligheder nok i Grønland til at brødføde befolkningen på et niveau, som de selv og vi andre vil acceptere som anstændigt. Det samme har vi kunnet se i Nordnorge, hvor der har været en konstant fraflytning mod syd i de sidste mange år. Internt i Grønland kan man ikke flytte til områder med arbejde og bolig. Hvis man bor i en bygd i grønland, så er den realistiske løsning at flytte ud af Grønland, hvis man vil klare sig selv.
Det er derfor vi ser en stigning i antallet af fattige familier, der flytter til Danmark fra Grønland.
Når Lars-Emil Johansen og andre taler om udstødte grønlændere i Danmark, så har de ganske ret. Det er grønlændere, der er udstødt fra Grønland.
Vi bør tage bedre hånd om disse mennesker. De skal hjælpes ud af de grønlandske fattigdomsfælder. For folk, der selv ønsker det, skal der være hjælp til at flytte til områder med arbejde og bolig uden for Grønland. Når man i Grønland helt tydeligt ikke selv magter opgaven.
Der vil naturligvis fra den politiske elite i Grønland rejse sig et ramaskrig, hvis vi i Danmark begynder at hjælpe fattige familier til Danmark. Hvorfor skal de fattige nu have den samme mulighed for at emigrere, som hovedparten af de uddannede og de rige grønlændere altid har gjort brug af, når de blev ældre?