"Den danske stat brugte grønlandske børn som forsøgskaniner"

Historien kan bruges. Nogle vil have undskyldninger, andre vil have erstatninger. Nogle mener bare, at Danmark er et kolonialistisk lorteland og andre har en interesse i at ”dokumentere” at Danmark har behandlet grønlænderne lige så skidt som de behandler de afviste irakiske asylansøgere. Og så er der selvfølgelig filmfolkene, der gerne vil skrue forventningerne op i højeste gear til deres kommende film.
Under sådanne betingelser har sandheden trange kår.

Mandag d. 10. august 2009
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Børns vilkår, Grønlands historie, Sprog, Sådan set.

Indholdsfortegnelse:
Her er Dansk Filminstituts foromtale af filmen
Brugte den danske stat de grønlandske børn som forsøgskaniner?
Indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole
Sammenfatning
På de betingelser har sandheden trange kår
Skidegodt, Egon?


Sydgrønland 1918
fotograf ukendt
I disse uger koger KNR-Online suppe på en gammel historie om 22 børn, der i begyndelsen af 50’erne blev sendt et år til Danmark.

Nu cirkulerer den i den danske presse under overskrifter som "Den danske stat brugte grønlandske børn som forsøgskaniner",

Anledningen er en film bygget over Tine Brylds bog fra slutningen af 90’erne ”I den bedste mening”. En relativt nyuddannet filminstruktør ledte efter et egnet manuskript og kastede sig over det nærmeste hun kunne komme en fortælling om brutal undertrykkelse af et etnisk mindretal udført af en brutal kolonimagt.

Og den får ikke for lidt.

Her er Dansk Filminstituts foromtale af filmen

(Citat:)

Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte til Louise N.D. Friedbergs "I den bedste mening".
Filmen er baseret på virkelige begivenheder: I begyndelsen af 50´erne blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres hjem. Den danske stat havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation, og disse børn skulle være spydspidser i det nye Grønland. Efter et års ophold i Danmark, skulle de skibes tilbage til Grønland, veluddannede, danske og oplyste. Snart skulle det vise sig, at fordanskningen havde voldsomme konsekvenser for de grønlandske børn.

Hovedpersonen i "I den bedste mening" er sygeplejersken, Gert, som har fået ansvaret for at lede børnehjemmet i Nuuk, der skal videreudvikle de grønlandske børn efter endt ophold i Danmark. Hun tror på, at projektet kan gøre en forskel i det forarmede Grønland, hvor hun har arbejdet igennem mange år. Børnene er nu vendt tilbage til Grønland for at påbegynde deres mission som mønstereksempler for deres landsmænd. Efterhånden som det viser sig, at de ikke lever op til forventningerne, fordamper velviljen omkring projektet.

Ellen Hillingsø spiller hovedrollen som forstanderinden, Gert. Rikke de Fine Licht har skrevet manuskript, og Birgitte Skov og Signe Jensen producerer for Nimbus Film. Filmkonsulent Molly Malene Stensgaard, Det Danske Filminstitut, har givet filmen betinget støtte på 6,2 mio. kr. Optagelserne indledes i juni, og der er forventet premiere i 2010.

(Citat slut)
Kilde: DFI (04-02-2009).

Filmen er som nævnt baseret på Tine Brylds bog ”I den bedste mening” (Atuakkiorfik 1998). Bogen vakte en vis opsigt, da den udkom, men knap så meget som nu, hvor det ikke er en bog men en film, og hvor det er agurketid.

Brugte den danske stat de grønlandske børn som forsøgskaniner?
Nej, naturligvis ikke.

Baggrunden for ønsket om undervisning i dansk findes beskrevet her:

(Citat:)

Før den danske kolonisering af Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på øen. Det grønlandske sprog var dog på dette tidspunkt langtfra homogent, men varierede meget i dialekter i de forskellige egne af landet.
Efter koloniseringen oprettede den danske kolonimagt skoler rundt omkring i landet, hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Det officielle argument var, at grønlandsk sprog og kultur skulle bevares og alle udsendte fra Danmark blev således nødt til at lære sig grønlandsk. Denne politik blev imidlertid ophævet efter 2. verdenskrig. Selvom det grønlandske sprog var velbevaret, havde sprogpolitikken samtidigt virket isolerende for den grønlandske befolkning. Den grønlandske elite stillede derfor krav om at få indført danskundervisning i folkeskolen.

Danskundervisning blev indført, men dog af svingende kvalitet. I mange bygder var det svært at finde lærerkræfter og projektets succes var begrænset.

(Citat slut)
Kilde: Kampen om sproget

Ønsket om undervisning i dansk kom således fra det politiske system i Grønland – ”den grønlandske elite”.

Det var ikke "den danske stat der havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation”, som det ellers hævdes i Dansk Filminstituts foromtale af filmen.

Indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole
Else Lidegaard har skrevet følgende om indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole fra begyndelsen af 1950’erne:

(Citat:)

Resultatet var en klassedeling, der mindre var baseret på begavelse end på danskkundskaber. En deling der, næsten automatisk, også førte til en social opdeling. Det er på denne baggrund, man skal søge at forstå det initiativ, Tine Bryld har beskrevet i sin interviewbog: I den bedste mening (Atuakkiorfik 98). 50'ernes Grønland var endnu præget af tuberkulose og mange steder stor nød. Mistede en fangerkone sin forsørger, var både hun og børnene ilde stedt. Et geografisk marginalt samfund som det eskimoiske har kun kunnet overleve ved en barsk efterleven af Darwins "survival af the fittest". Det væsentlige var, at samfundet overlevede, ikke det enkelte menneske. Det kunne tværtimod være nødvendigt at skille de svageste individer fra.
Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Ideelt skulle man gå efter de bedst begavede, men de er svære at indkredse, hvor nøden er stor. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.

Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang.. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.

(Citat slut)
Kilde: Qaqaqaqaaq

Jeg kender et af disse 22 børn. Og vedkommende frabad sig i utvetydige vendinger at blive beskrevet som offer, da Tine Bryld førte sig frem med sin bog. Og så kender jeg en translatør, der i en kortere periode var hyret til at oversætte for Tine Bryld. Vedkommende afbrød samarbejdet med Tine Bryld i protest mod den måde hun fortolkede det skete på.

Sammenfatning
Om selve sagen ved jeg dette:

Man havde et stigende antal børn, der var eller skulle fjernes fra deres familie af forskellige sociale årsager. Dem ville man gerne give den samme mulighed for en uddannelse, som mere velstillede familiers børn havde, og det indebar, at de skulle lære dansk.

Forslaget blev, at de skulle sendes et år til Danmark, hvor de ville blive placeret i familiepleje.

Jeg tror, det var Røde Kors eller muligvis Red Barnet i Grønland, der var initiativtager og det blev gennemført med godkendelse af det daværende Grønlands Landsråd.

Staten var vist kun involveret på den måde, at man sagde god for projektet, da det var godkendt af Grønlands Landsråd.

Det bemærkelsesværdige ved denne sag - som man omhyggeligt har undgået at nævne indtil nu - er, at tilbuddet til disse 22 børn blev anset for at være så fornemt, at familier med tilstrækkelig indflydelse fik presset egne børn ind på bekostning af de i forvejen udvalgte.

Det har været fremhævet som en speciel katastrofe, at børnene under opholdet i Danmark mistede deres grønlandske sprog. De kunne ikke tale med deres egen familie, da de kom tilbage. At det kan forbavse og forarge i Danmark, skyldes mangel på viden. Min kone kom til Danmark i halvtredserne et par år senere end de her nævnte børn. Hendes forældre var nede på uddannelse. Hun mistede sit grønlandske sprog under opholdet, men fik det igen, da hun kom hjem til Grønland og blev sat til at lege med en af sine tidligere veninder, der stadig kun talte grønlandsk. Resultatet var at de alle tre (hende, der blev sendt ned som en af de 22 "børnehjemsbørn" min kone og hendes veninde) - som hundredvis af andre mere velstillede børn i den periode - blev perfekt tosprogede og fik gode uddannelser.

På de betingelser har sandheden trange kår
Men den slags udredninger, som de her gengivne, har ingen interesse.

Historien kan bruges. Nogle vil have undskyldninger, andre vil have erstatninger. Nogle mener bare, at Danmark er et kolonialistisk lorteland og andre har en interesse i at ”dokumentere” at Danmark har behandlet grønlænderne lige så skidt som de behandler de afviste irakiske asylansøgere. Og så er der selvfølgelig filmfolkene, der gerne vil skrue forventningerne op i højeste gear til deres kommende film.

Skidegodt, Egon?
Benny fra Olsen Banden – Morten Grunwald - er i en udtalelse til Atuagalliutit/Grønlandsposten (22/7.09) meget bramfri i sin fordømmelse af Danmark i denne sag:

(Citat:)

"- At forsøge at fratage så fint et folkefærd deres identitet og sprog, er sgu da en dødsyg idé ... (det) kan sammenlignes med den måde vi i Danmark behandler vores indvandrere og flygtninge på."

(Citat slut)

Han var lige et smut i Nuuk i forbindelse med filmoptagelserne - for første gang i Grønland - og var på det nærmeste over en nat blevet specialist i Grønlandske samfundsforhold og danske svinestreger.

Er det godt gået, Benny?