Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Ideelt skulle man gå efter de bedst begavede, men de er svære at indkredse, hvor nøden er stor. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.
Danmark undskylder over for det grønlandske folk, at vi ikke i sin tid modsatte os et forslag om at give en gruppe underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning.Forslaget opstod i Grønland og blev behandlet og godkendt i Grønlands Landsråd, så vi handlede i god tro og tillid til at det var et gennemtænkt forslag uden forudseelige negative bivirkninger. I dag kan vi se, at Danmark aldrig skulle have støttet det forslag.