I morgen flyttes aben, og det bliver strafbart ikke at fodre den
Hvorfor er dét, der i alle andre udviklede samfund er en offentlig opgave, nu i det selvstyrede Grønland blevet en arbejdsgiveropgave?
Tirsdag d. 9. august 2011
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Erhverv
,
Luftkasteller
,
Politik
,
Sprog
,
Sådan set
,
Økonomi
.
I morgen den 10. august 2011 skal private virksomheder med mere end 10 ansatte samt offentlige myndigheder og virksomheder have fremsendt en redegørelse for deres sprogpolitik til Selvstyret til godkendelse.
I henhold til landstingslov nr. 7 af 19. maj 2010 om sprogpolitik § 4, stykke 3 skal der redegøres for følgende opgaver:
Det påhviler arbejdsgiveren at foretage en individuel og personlig samtale med medarbejderen om medarbejdernes behov for sprogundervisning samt indføring i grønlandsk kultur, historie og samfundsforhold.
Formålet med samtalen er at foretage en afdækning af medarbejderens behov for herigennem at få et grundlag for iværksættelse af tiltag til imødekommelse af disse behov.
Med formuleringen ”individuel og personlig” er det præciseret, at samtalen skal ske med hver enkelt medarbejder for sig og således alene omhandle den pågældende medarbejders behov.
”Behov for sprogundervisning” skal forstås på den måde, at der også kan være tale om behov for sprogundervisning i andre sprog end grønlandsk, dansk og engelsk.”
Det lyder som noget der er klippet ud af en formålsparagraf for folkeskolen eller noget, der er sakset fra de public service forpligtelser KNR er underlagt til gengæld for et årligt landskassetilskud på 61 millioner kroner.
Om disse forpligtelser hedder det i Finanslov for 2011 (side 32):
KNR har til formål via tv, radio og Internet eller lignende at sikre hele den grønlandske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning (Public Service forpligtelserne).
Hvorfor er dét, der i alle andre udviklede samfund er en offentlig opgave, nu i det selvstyrede Grønland blevet en arbejdsgiveropgave?
Det er det, fordi opgaven er uløselig. Der er ikke hverken lærerkræfter eller materiale til at levere undervisning i det grønlandske sprog samt grønlandsk kultur, historie og samfundsforhold.
Opgaven har det tidligere Hjemmestyre og det nuværende Selvstyre da heller aldrig taget alvorligt fat på at løse. Det har kun været uforpligtende snak i Landstinget, der skulle understrege et nationalt sindelag, og så bruges sproget flittigt til mobning af folk, der ikke taler grønlandsk.
Kunne opgaven være løst? – Nej, det kunne den ikke, og det ved alle med bare den mindste indsigt i emnet.
Med den nye lov forbliver alt ved det gamle. Kun én ting er ændret. Nu er det ikke længere en politisk opgave at tvinge / gøre det muligt for folk at lære grønlandsk. Nu er det en arbejdsgiveropgave, og der er tilmed udsigt til landskasseindtægter i form af bøder, hvis opgaven ikke løses.
Som det allerede for mange år siden er skrevet, så koster det penge at lære sprog. (Grønlandsk som arbejdssprog er for dyrt)
Men med den nye lov er det ikke længere en samfundsopgave og en landskasseudgift. Nu er det blevet en udgift for erhvervslivet, og i det omfang erhvervslivet forsøger at løse opgaven vil det forøge udgifterne og svække konkurrenceevnen.
Internetbutikker uden for Grønland får kronede dage, og endnu flere opgaver vil blive placeret uden for Grønland.
Sermitsiaq og Atuagalliutits udflytning af avistrykningen til Island er kun en lille sten på den bulede vej ind i fremtiden for grønlands trængte erhvervsliv, med færre lokale arbejdspladser og vigende indtægter i Landskassen.
Og det kun fordi ingen tør optræde som drengen i ”Kejserens nye Klæder” og sige, hvad alle godt ved: at der er rigeligt med folk i Grønland, der taler grønlandsk og alt for få, der taler dansk eller engelsk.
Dét er problemet, og det skal løses i skolen og gennem KNR’s public service forpligtelser.
Den rigtige abe skal fodres i det rigtige bur.