På tynd is
Når medlem af landsstyret, Jens B. Frederiksen, i et par sager i den sidste tid har bevæget sig ud på tynd is, så skyldes det ikke global opvarmning, men dårlig juridisk rådgivning.
Torsdag d. 22. december 2011
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Forbrugerspørgsmål
,
Love og konventioner
,
Politik
,
Sådan set
.
Når medlem af landsstyret, Jens B. Frederiksen, i et par sager i den sidste tid har bevæget sig ud på tynd is, så skyldes det ikke global opvarmning, men dårlig juridisk rådgivning.
Først var der sagen om de varslede huslejestigninger, der kun blev annulleret, fordi medlemmer fra begge sider af landstingssalen gjorde opmærksom på, at huslejestigningerne var i strid med gældende lovgivning. I sig selv en positiv overraskelse i et landskab af politisk ørkenvandring (stor ros til de vakse!).
Men det var først da advokat Lissi Olsen i klare vendinger bakkede op om kritikken, at Jens B. Olsen opdagede, at isen knagede under ham. De varslede huslejestigninger blev annulleret, men – som forventeligt - uden en erkendelse af, at de var ulovlige (
Huslejestigninger til skimmelsvamp sættes i bero
).
Og nu er det udgifterne til voldgiftssagen om vandkraftværket ved Qorlortorsuaq, som forbrugerne i Narsaq og Qaqortoq er blevet pålagt at betale. Her forsvarer Jens B. Frederiksen sig med en henvisning til
hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 10. august 2006 om fastlæggelse af principper for fordeling af omkostninger til udregning af enhedsomkostninger for el, vand og kollektiv varme
. Det er muligvis §7 og/eller §12, der tænkes på. Men det virker nu mest som ønsketænkning.
Hvad Jens B. Frederiksen springer let hen over (pas på, for isen er tynd) er voldgiftssagens placering:
Det er en sag mellem Nukissiorfiit som bygherre og den virksomhed, der har opført vandkraftværket.
Med voldgiftssagen er den endelige udgift endnu ikke fastlagt og ansvaret for merudgiften og sagsomkostningerne er heller ikke placeret. Det kunne måske ende med at være dårligt arbejde i Nukissiorfiits bygherresektion, der har skabt problemet. Det skal en tilfældig forbrugergruppe vel ikke bøde for?
Uanset hvad, så kan man ikke betragte vandkraftværket som leveret og fuldt overdraget, før den endelige udgift ved opførelsen er fastlagt. Og merudgifter, der for eksempel skyldes grov uagtsomhed, enten hos leverandøren eller bygherren, vil man ikke kunne påtvinge en enkelt gruppe forbrugere. Sådanne udgifter må afholdes af leverandøren og/eller bygherren Nukissiorfiit efter en voldgiftsafgørelse.
For at skære det ud i pap, så kan man spørge Jens B. Frederiksen, hvem der skal betale udgiften til et mobilt elværk, der tabes i havet under transport ind til en bygd. Skal beboerne i bygden betale merudgiften på en million kroner over el-regningen eller skal det være en sag mellem bygherren Nukissiorfiit og transportøren?
Læs også
Hvorfor er det kun borgerne i Qaqortoq og Narsaq, der skal betale
Besvarelse af § 37 spørgsmål vedr. omkostninger til voldgiftssag Qorlortorsuaq