Hooligans på stoffer
Jeg tror ikke, Marie Krarup har haft fantasi til at forestille sig, hvad hun ville blive præsenteret for. Det her ligner en mellemting mellem hooligans på stoffer og en gruppe gorillaer, der gør deres bedste for at skræmme en anden gruppe væk.
Søndag d. 14. april 2013
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Nyhedsbreve
,
Oprindelige folk
.
Indholdsfortegnelse:
En tiltrængt anledning til New Zealandsk eftertanke
Hvad har det med Grønland at gøre?
Om at vise respekt
Det vakte opsigt, da medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, Marie Krarup, beskrev sin oplevelse af et ritual udført af maorier under hendes besøg i New Zealand. Det har affødt mange, stærkt nedsættende kommentarer og tilmed fået hendes folketingskollega, Søren Espersen, til at undskylde på Dansk Folkepartis vegne.
Omdrejningspunktet er Marie Krarups ”manglende respekt for et oprindeligt folks kultur”. Der er ikke skrevet meget om New Zealands mangel på respekt for gæsterne.
Original maori haka dance
Du kan her få et indtryk af, det folketingsgruppen blev udsat for:
Original maori haka dance
.
Det har været nævnt, at Marie Krarup på forhånd var advaret og havde accepteret.
Jeg tror ikke, Marie Krarup har haft fantasi til at forestille sig, hvad hun ville blive præsenteret for. Det her ligner en mellemting mellem hooligans på stoffer og en gruppe gorillaer, der gør deres bedste for at skræmme en anden gruppe væk.
Hvis du har læst ”Den nøgne Abe” af Desmond Morris, så ved du præcis, hvorfra maoriernes ritual stammer, ellers kan bogen stærkt anbefales.
Jeg har set en video af den ceremoni, Marie Krarup blev udsat for, og jeg havde reageret på samme måde: skrevet åbent om det.
Hvad gjorde de øvrige deltagere fra Danmark? – De har sikkert klappet høfligt, mens de allerede under klapperiet så frem til at vise den video, som de netop havde optaget, frem for alle deres venner og bekendte. Den ville forventeligt ved venskabelige lejligheder afføde både latterbrøl og hovedrysten. Det ville blive opfattet som skjult kamera af højeste klasse, finansieret af staten New Zealand.
Det er forskellen på et ærligt menneske og en flok hyklere.
Tanken tænkt til ende, så kunne Marie Krarup – når alle andre lægger så meget vægt på ubetinget respekt for oprindelige kulturer - foreslå at vi fra også dansk side udsætter officielle gæster for gamle danske traditioner: løbe spidsrod, få buksevand eller bare sige til dem: ”Hvad er det du har der på trøjen?” – Og give dem én op under næsen med en krum pegefinger, når de vender hovedet ned for at se.
Utilfredse med den behandling? – Det opfatter vi som en fornærmelse mod den oprindelige, danske kultur og forlanger en undskyldning :-)
En tiltrængt anledning til New Zealandsk eftertanke
Marie Krarup har med beskrivelsen af sin oplevelse gjort New Zealand en tjeneste. Hun har givet landet en tiltrængt anledning til eftertanke:
Er dette maori-ritual virkeligt kronjuvelen i maoriernes kultur?
Hvordan påvirker sådan en optræden gæsternes opfattelse af New Zealand, når klapsalven er overstået, og folk er vendt hjem til deres egen oprindelige kultur?
De kan benytte sig af anledningen, eller de kan lade være. Deres kultur er deres egen, og de kan præsentere den, som de vil.
Gæsternes reaktioner kan være ærlige og fremlægges til åben debat, eller de kan være skjulte, til moro for vennekredsen derhjemme og til skade for New Zealand.
Hvad har det med Grønland at gøre?
Jeg deltog engang som medlem af Sundhedsudvalget i et landsmøde for lægerne i Grønland. Det foregik i Jakobshavn og ved afslutningsmiddagen skulle vi ”underholdes af en grønlandsk trommedanser”. Han kom ind – malet sort i hovedet og strammet op forskellige steder og iført noget, der skulle ligne en åndemanerdragt fra gamle dage.
I det udstyr bevægede han sig rundt mellem gæsterne og gjorde forskellige stærkt seksuelle bevægelser med hænder og hofter, mens han udstødte dyriske brøl. Han kravlede på den måde op på forskellige damer, der ikke turde rejse sig, stikke ham en flad og gå, men i stedet smilede hysterisk anstrengt.
Jeg blev meget vred og forlod lokalet.
Om at vise respekt
Man viser ikke respekt for en kultur ved passivt at iagttage en gruppe, der optræder på løn eller efter kommando, eller en udklædt person, der for betaling optræder med et nummer, han kun har hørt om eller læst om.
Det er som regel gabende kedsommeligt at overvære, og i de her nævnte tilfælde direkte pinligt og skadeligt for det folks omdømme, hvis kultur de hævder at præsentere.
Man bør derimod have respekt for de mennesker, man er gæst hos. Og hvis man kommer ud for noget, som de ikke ved, er skadeligt for deres anseelse og omdømme, så bør man anstændigvis gøre opmærksom på det.
Det har Marie Krarup gjort i denne sag, og det fortjener hun tak for.