På en skala fra nul til ti

Havde det været en facebookgruppe med medlemsbase i Danmark - måske oven i købet med et par fremtrædende repræsentanter for Dansk Folkeparti - der var grebet i afgørende forhandlinger med Grønlands landsstyre om positive særregler for folk af dansk afstamning med fast bopæl i Grønland, så havde den fået det fulde trut i trompeten på forsiden af både grønlandske og danske medier.

Onsdag d. 14. august 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Journalistik, Nyhedsbreve, Pressens vilkår.

Indholdsfortegnelse:
På en skala fra nul til ti
På en skala, hvor nul er nok
De overfyldte anstalter
Folkestyret parkeret på et sidespor
Manu Sareen forhandler også med en facebookgruppe
Betalende medlemmer af Folkekirken
Et journalistisk svigt i Titanic-klassen


På en skala fra nul til ti
Kamikposten og på Kamikpostens facebookside har der gennem de sidste par uger været linket til nogle fremragende artikler i Information.
Artiklerne er skrevet af journalist Emil Rottbøll.

De er blevet til på baggrund af en rundrejse i Grønland. De er blændende godt skrevet, med en forbløffende indsigt i det grønlandske samfund. Det mest usædvanlige er, at artiklerne er skrevet i øjenhøjde med samfundet og de mennesker, der interviewes.
Det er dejlig læsning.

Du finder artiklerne her:

Det journalistiske niveau i disse artikler er opløftende højt i forhold til dansk dagbladsjournalistik, og det er svimlende højt i forhold, hvordan der ellers skrives om Grønland i den danske presse og i den grønlandske presse især.

På en skala fra nul til ti, er det journalistik helt der oppe, hvor klokken ringer.

På en skala, hvor nul er nok
Ellers har man som læser vænnet sig til at holde næsen helt nede i den brede sprække i gulvet for at komme på niveau med journalisterne.

De overfyldte anstalter
Tag for eksempel denne nyhed Ingen står længere i straf-kø til anstalterne.

Journalisten mener, at køen er skrumpet ind, fordi der er skaffet flere pladser i anstalterne. Det skriver han mandag den 12. august, selv om han hos konkurrenten, www.knr.gl, allerede om fredagen har kunnet læse, at 8.000 venter på dom ved kredsretterne.

Hverken hos Sermitsiaq eller KNR kæder man den formindskede kø til anstalterne sammen med en venteliste på dom ved kredsretterne, der er eksploderet. Den sammenhæng må det ansvarlige landsstyremedlem, Martha Lund Olsen, selv gøre opmærksom på: Flaskehalse i grønlandske kredsretter medvirker til at nedbringe ventetiderne i anstalterne.

At det virkelige problem er, at den fængselsgivende kriminalitet pr indbygger er to-tre gange højere i Grønland, sammenlignet med Danmark (ifølge en løs udregning foretaget af Kamikposten), det er der ingen i den grønlandske presse, der har fundet på at interessere sig for.

Desværre kaster de folkevalgte i Grønland ansvaret fra sig og går i disse dage passivt og venter på, hvad Rigsfællesskabet i skikkelse af Morten Bødskov kan komme med af brugbare forslag.

Folkestyret parkeret på et sidespor
Nogen har i længere tid arbejdet på, at der oprettes en stilling til en grønlandsksproget præst i Den danske Folkekirke. Sagen udvikler sig mere og mere grotesk.
  • Grønlandsk præst skal sikres
    Den danske kirkeminister Manu Sareen lover at sikre, at der bliver ansat en præst til den grønlandske menighed i Danmark.

Doris Jakobsen har holdt møde med Manu Sareen og siger efterfølgende: ”Det var betryggende at møde en minister, der på grund af sin egen baggrund, fuldt ud forstår vores behov for en præst, der kan tale vores eget sprog.”

Den baggrund hos Manu Sareen, som Doris Jakobsen henviser til, må være hans manglende forståelse af det danske folkestyre. Og den mangel på forståelse deler han med de to folketingsmedlemmer fra Grønland.

Hverken Doris Jakobsen eller Sara Olsvig har politisk mandat til at forhandle på vegne af mennesker, der er fast bosiddende i Danmark. Manu Sareen bør derfor ikke forhandle med Doris Jakobsen om ansættelse af grønlandsksprogede præster i Den danske Folkekirke.

For at skære det ud, så selv Doris Jakobsen må kunne forstå det, så svarer det til, at landsstyret indrettede sin politik med særregler for folk af dansk afstamning med fast bopæl i Grønland ud fra forhandlinger med personer, der er valgt på et politisk mandat i Danmark.

Manu Sareen forhandler også med en facebookgruppe
Helt aktuelt forgår der faktisk noget endnu værre, som svarer til, at landsstyret indrettede sin politik med særregler for folk af dansk afstamning med fast bopæl i Grønland ud fra forhandlinger med et par repræsentanter for en facebookgruppe: Plads til forbedring.

To repræsentanter for facebooksiden ”Den Grønlandske menighed i Danmark” mener, at der er plads til forbedring med hensyn til kirkebetjening af de fastboende grønlændere i Danmark. Som Henriette Berthelsen - den ene de to repræsentanter - udtrykker det: ” Håber der snart sker forbedringer, og at vi ikke skal ansøge om det hver gang vi skal i kirke.”

Nu ved jeg ikke, hvor i verden Henriette Berthelsen har bosat sig. Men jeg ved, at i Danmark kan hvem som helst gå ind i en hvilken som helst folkekirke og deltage uden at skulle ansøge om noget som helst. Også selv om man ikke er betalende medlem af Folkekirken.

Problemet er da heller ikke den manglende adgang, men det forkerte sprog: der tales dansk i Folkekirken, og det piner den fuldt dobbeltsprogede Henriette Berthelsen og den anden fuldt dobbeltsprogede repræsentant, Bitha Metelmann, formand for Fællesforeningen Inuit.

De vil gerne betjenes på grønlandsk, og det skal være muligt i hele Danmark.

Og de støttes af en facebookgruppe på 1.189 medlemmer.

Lad os se lidt på den facebookgruppe.

Man skal ikke have boet ret mange år i Grønland for at kunne se, at de fleste i facebookgruppen er fast bosiddende i Grønland. Hvilke personlige interesser har de i adgang til kirkebetjening på grønlandsk i en kirke i Danmark?

En del af dem ville ikke engang kunne forstå, hvad den grønlandsksprogede præst siger.
Det gælder for eksempel Poul Krarup, redaktør på Sermitsiaq.
Det gælder sikkert også Christian Schultz-lorentzen, redaktør på Atuagalliutit­/Grønlands­posten, selv om han er ud af en familie med flere generationer på Grønland

Find selv flere eksempler.

Betalende medlemmer af Folkekirken
Det er mit gæt, at hovedparten af de fastboende grønlændere i Danmark er medlemmer af Folkekirken. Tilsammen betaler de nok så meget i kirkeskat, at man for beløbet sagtens kunne ansætte både tre, fire eller fem præster.
Når det ikke er sket, så er det nok fordi interessen mangler.

Hvis interessen var til stede i nævneværdigt omfang, så kunne man gå sammen i en gruppe af folkekirkemedlemmer og arbejde internt i Folkekirken for, at der blev ansat grønlandsksprogede præster.

Jeg er sikker på, at det ville kunne gennemføres. Eller rettere: jeg er sikker på, at ingen i Folkekirken ville sætte sig imod, at det blev gennemført.

Skulle det vise sig umuligt eller besværligt, så kan gruppen vælge at træde ud af Folkekirken og bruge den sparede kirkeskat i en frimenighed, der kan ansætte de ønskede grønlandsksprogede præster.

Der er i Danmark en solid tradition for frimenigheder. En del af dem udfører som et led i deres kirkelige arbejde et værdifuldt arbejde blandt socialt udsatte.

”Den grønlandske frimenighed i Danmark” kunne – ud over ansættelse af grønlandsksprogede præster - arbejde med de mange sociale flygtninge fra Grønland. Menighedens medlemmer taler sproget og de kender samfundet og kulturen fra deres egen opvækst i Grønland.

Et journalistisk svigt i Titanic-klassen
Indtil nu er forhandlingerne om en grønlandsksproget præst i Den danske Folkekirke foregået mellem Manu Sareen og hans embedsmænd og folk uden politisk mandat med afsæt i målgruppen: de fastboende grønlændere i Danmark.

Rent bortset fra, at det er udtryk for obstruktiv ligegyldighed over for de demokratiske spilleregler, så er det – for en begavet journalist – en fantastisk historie at kunne blotlægge for sine læsere.

Havde det været en facebookgruppe med medlemsbase i Danmark - måske oven i købet med et par fremtrædende repræsentanter for Dansk Folkeparti - der var grebet i afgørende forhandlinger med Grønlands landsstyre om positive særregler for folk af dansk afstamning med fast bopæl i Grønland, så havde den fået det fulde trut i trompeten på forsiden af både grønlandske og danske medier.

En skala fra nul til nul kan rigeligt rumme spændvidden i den grønlandske presse.