Politisk analyse fra en tysk pornokiosk

For i bund og grund, og hvor meget man ikke ønsker at erkende det, så er Danmark - uden Grønland og Færøerne - jo kun en pornokiosk i Nordtyskland, som et færøsk folketingsmedlem sagde for år tilbage.

Fredag d. 19. december 2014
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Plattenslageri, Rigsfællesskab og selvstyre.


Butikken i Isortoq 1998 - en del af Nordtyskland?
(an)

I denne artikel i Sermitsiaq Landsstyret afgiver løfter for milliarder kan man læse denne kommentar fra Simon Uldum:

Henrik Bjørn Hansen Hvad for en offerrolle? Alle ved jo, hvem der bliver offer, hvis Grønland en dag påberåber sig som selvstændig stat? Kort og godt, Danmark. Så er det slut med at mænge sig med verdens topledere. For i bund og grund, og hvor meget man ikke ønsker at erkende det, så er Danmark - uden Grønland og Færøerne - jo kun en pornokiosk i Nordtyskland, som et færøsk folketingsmedlem sagde for år tilbage. Det er for billigt af danskere, evig og altid sige, at grønlændere befinder sig i en offerrolle (hvilket de i øvrigt har fuld ret til, som tidligere koloniseret og udplyndret sekundært land), når det i realiteten er danskerne, der er bange for at ende i en situation, hvor man som miniputland i Euroland ikke længere har Grønland som sit største trumfkort på den udenrigspolitiske arena. God aften!

Synspunktet er ikke nyt. Det er også fremsat af den nyindsatte formand for Landstinget, Lars-Emil Johansen, der nok ikke var klar over, at det var en pornokiosk, men kaldte Danmark en udvækst. Martin Breum gør også en del ud af den storhed, som han mener, at Danmark løfter sig op til ved hjælp af Grønland.

hvem er dette stakkels menneske, Simon Uldum?
Men hvem er dette stakkels menneske, Simon Uldum, i et tidligere koloniseret og udplyndret sekundært land?

Han arbejder som tolk for KNR, Grønlands Radio. Men han bor slet ikke i Grønland, han bor 4.000 kilometer væk - midt i den nordtyske pornokiosk, og det er han godt tilfreds med:

I et lille hvidkalket hus på Havnevej er Simon Uldum netop gået i gang med dagens arbejde. Kaffen er friskbrygget på kanden, og mailsene tikker med jævne mellemrum ind på computeren. Simon Uldum hilser god morgen til sine kolleger, ligesom man gør på alle andre arbejdspladser. Forskellen er bare, at Simon gør det pr. mail, da hans kolleger sidder 4000 kilometer væk - i Nuuk.

Simon Uldum har indrettet sig en arbejdsplads hjemme i stuen, og selv om både konen og de tre børn tit er hjemme, mens han er på arbejde, kan han sagtens få det til at fungere. - Når man er uddannet tolk, så kan man altid lukke af for omgivelserne, griner Simon Uldum.


Ak ja, lukke af for omgivelserne. Den kunst mestrer Simon Uldum ikke kun i tankerne, men også i høj grad geografisk. 4.000 kilometer væk fra det koloniserede og udplyndrede fædreland. Midt i den nordtyske pornokiosk.

Har hemmelige agenter fra den ondsindede kolonimagt hjernevasket ham til at tro, at han har et godt i Danmark: man kan altid lukke af for omgivelserne, griner Simon Uldum.

Nej, Han er nok flyttet til Danmark efter eget ønske, fordi han der finder tilværelse lettere, tryggere og mere behagelig. Og så er der jo altid frit slag til - som "kommentator" til en artikel i Sermitsiaq - at gøre sig politisk interessant på forskellige måder.