Jeg var stadigvæk iført fuld arktisk udrustning, og hvor jeg før var gennemkold, så var jeg nu nærmest kogt, fordi der altid var meget varmt indenfor i de amerikanske bygninger. Jeg kom ind i et rum med en del højtstående officerer - ved et hurtigt blik rundt så det ud, som om den laveste grad var colonel (oberst). I midten stod en høj, slank, let gråhåret tostjernet generalmajor. Han havde et ansigt som en klassisk romersk statue - og en personlig udstråling så stærk, at han virkede helt utrolig ubehagelig. Han gloede stift på mig, og da Colonel Copher havde præsenteret mig - og uden hverken at byde mig velkommen eller give hånd gøede han: "OK, stranger, let's hear your story!". Jeg fortalte meget kortfattet, hvad vi havde udført, og jeg rapporterede ret nøjagtigt, hvad jeg havde iagttaget ude på selve nedstyrtningsstedet. Der blev en laaaaang pause, og hele rummet var dødstille! Efter det, som føltes som en evighed, og mens han hele tiden havde nedstirret mig, gøede han igen: ”I don't believe a god damn word af that story!" Han drejede sig væk og vendte sig arrogant mod sine stabsofficerer! På dette tidspunkt havde jeg altså bare fået nok! Jeg blev pissesur - af hede, hans stødende facon og komplette mangel på høflighed. Det var altså bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg sagde for mig selv - men ikke højt: "Fuck you, General!" Og drejede om på hælen for at forlade lokalet - der var stadig dødstille! Helt henne ved døren, da jeg havde min hånd på dørhåndtaget for at lukke den op og gå ud - trådte en ung Air Force Captain hen til mig og bad mig meget venligt om at løfte den ene fod, så han kunne måle på mine støvlesåler med et instrument. Instrumentet gav en spruttende lyd fra sig, og denne Captain vendte sig om mod generalen og hans gruppe og råbte: "Sir! It's true! He has been out there!" Så skal jeg ellers lige love for, at stemningen skiftede - alle talte i munden på hinanden. Colonel Copher, som lige pludselig stod ved siden af mig, lyste op som en opgående sol og udstødte et lettelsens suk. En masse mennesker ville lige pludselig hjælpe mig af med det svære pelstøj, en eller anden stak mig en kæmpemæssig cigar - og generalen ændrede øjeblikkelig væsen og bad mig i meget positive vendinger om at briefe ham selv og hele hans stab. Samtidig udtrykte han på den mest charmerende måde: "As of right now - you are my most important man!"
Da jeg er født i 1934, har jeg oplevet såvel "den varme" anden verdenskrig, som den kolde krig. Sidstnævnte varede jo cirka 45 år og endte med Sovjetunionens kollaps, som vel for det meste skyldtes den vanvittig store økonomiske belastning, som våbenkapløbet med USA var. Det har været min hensigt med denne bog at beskrive dette våbenkapløb i en sammenhæng, således at læserne måske kunne stoppe op et øjeblik, og så tænke på, hvad man ellers kunne have fået for de penge. Det hjælper selvfølgelig ikke så meget -pengene er jo brugt og kommer ikke tilbage. Men man kunne jo håbe på, at fremtidige beslutningstagere af den ene eller den anden art måske i fremtiden kunne finde andre muligheder til at løse konflikterne på. Der er dog ikke så meget, der tyder på det. Vi ser i skrivende stund (juni 2014), at den opståede konflikt i Ukraine kun forsøges løst med de gamle midler -sanktioner og militære trusler. Den kolde krig har nu været slut i næsten 25 år, men våbenkapløbet fortsætter, omend med nedsat hast. Man påstår, at man har destrueret et stort antal atomvåben, men mon ikke man bare har adskilt dem og lagt de enkelte dele ind på nogle hylder, og så opbevarer dem der? Forresten, hvordan destruerer man Plutonium? Mig bekendt findes der ingen metode til det! Så atomtruslen eksisterer stadigvæk -der findes masser af atomvåben rundt omkring i verden! Professor Joseph M. Siracusa, direktør for Global Studies ved Royal Melbourne Institute of Technology, Melbourne, Australien udtaler, at statistisk er der i "atomalderen" -det vil sige, de sidste 60 år - totalt produceret cirka 128.000 atomvåben. Heraf er de 98 % produceret af USA og Sovjetunionen. Han påstår tillige, at de ni nuværende medlemmer af denne "Atomklub" - nemlig USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Indien, Pakistan, Kina Israel og Nordkorea - tilsammen råder over cirka 27.000 operationelle atomvåben! I 2005 bedømte eksperter fra United States Senate Foreign Relations Committee, at verden må se i øjnene, at der er 29% chance for, at der vil udbryde en atomkrig inden for de næste ti år! Jeg håber inderligt, at de måtte tage fejl! Så selvom den kolde krig er forbi, eksisterer den massive atomtrussel stadigvæk!”