Gustav Holms konebådsekspedition til Ammassalik 1883-85
Ekspeditionen var baseret på et fremragende samarbejde med kvinderne i de tungt lastede konebåde, som leverede den fysiske fremdrift, kajakmændene, som stod for fangsten, og de to søofficerer, der med hjælp fra to tolke, som havde lært dansk under et ophold i Danmark, var ledere af ekspeditionen
Lørdag d. 11. november 2023
Anders Nilsson
, Redaktør for Kamikposten.dk
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
,
Bøger
,
Grønlands historie
.
Leif Aidt, som tidligere har begavet os med bøgerne ”Sonja kalippoq - Staten driver fangst af storhvaler” og ”Misigssût - kampen mod TB i Grønland fra 1950'erne til i dag”, har nu skrevet bogen ”Gustav Holms konebådsekspedition til Ammassalik 1883-85”.
Bogen er baseret på gamle skrifter om konebådsekspeditionen, som Leif Aidt har samlet og genfortalt i et let læseligt sprog og med glimrende illustrationer udført af Jette Jørgensen.
Det første jeg hæftede mig ved, da jeg tog fat på at læse bogen, var en beskrivelse af, hvordan grønlændere med to konebåde padlet af mænd, med lange lanser kunne nedlægge en grønlandshval, som kunne veje op til 100 tons og være op til 18 meter lang.
Det viser, hvad mennesker formår, når de arbejder sammen, og det vel at mærke uden de hjælpemidler vi i dag tager for givet.
Dette første afsnit lovede godt for resten af bogen, og den forventning blev indfriet til overmål
Et fremragende samarbejde
Ekspeditionen udgik fra Nanortalik. Den var baseret på et fremragende samarbejde med kvinderne i de tungt lastede konebåde, som leverede den fysiske fremdrift, kajakmændene, som stod for fangsten undervejs, og de to søofficerer, der med hjælp fra to tolke af blandet herkomst, som havde lært dansk under et ophold i Danmark, var ledere af ekspeditionen.
Alledere dengang magtede man i Grønland at samarbejde på tværs af køn, oprindelse og sprog :-)
I ekspeditionen deltog også mineralogen kandidat Knutsen fra Norge og botanikeren student Eberrlin.
I 12 spændende og flot illustrerede kapitler beskrives hele ekspeditionen med de folk, man mødte, med ugelange nødvendige ophold på land og med problemer, der opstod med isen, og meget mere.
Bogen afsluttes med en beretning om, hvad der skete i forhold til Østgrønland og Ammassalik de efterfølgende mange år.
Bogen er et vidunderligt fund for enhver med interesse for Grønlands historie og fællesskabet med Danmark.
____________________________________
Set til kr. 234,95 hos
Saxo