Fremtidens fiskeri skal skabe dynamik
Lad mig erindre om, at uhensigtsmæssige strukturer i fiskeriet tidligere har skabt økonomiske problemer i Grønland. Det skete i 1980’erne og kaldte også dengang på store ændringer, især i rejefiskeriet. Ændringer, der betød vækst og fremgang. Det er nu på høje tid at foretage justeringer, der skal bringe den øvrige del af fiskeriet i overensstemmelse med de forhold, markedet og aktørerne har brug for.
Fredag d. 15. oktober 2010
Ane Hansen
, Borgmester, Kommune Qeqertalik
Emnekreds:
Fiskeri
,
Økonomi
.
Indholdsfortegnelse:
Fremgang i udvikling
Økonomien i fiskeriet skal stabiliseres
Tilskud skaber dårligere økonomi
Tilskud til fremmende initiativer
”Angsten for forandring er ofte større end frygten for fiasko”
Landsstyret lovede forandringer efter vi tiltrådte ved det sidste valg til Inatsisartut i 2009. Vel at mærke forandringer baseret på omhyggelige vurderinger og grundige analyser. Politisk zig-zag kurs og uigennemtænkte hovsa-løsninger har igennem årene forhindret langsigtede løsninger på en række områder, hvilket har kostet det grønlandske samfund dyrt. Det skal være slut, lovede vi vælgerne, og det står vi ved.
Det kræver i sagens natur, at alle nødvendige forandringer skal indgå i en overordnet helhedsplan, der ikke kun tager hensyn til enkelte gruppers ønsker, men til hele samfundets udvikling. Derfor holdt vi mere fast i de langsigtede perspektiver end vi lyttede til utålmodige røster, der krævede handling her og nu. Til dem vil jeg sige: Mange initiativer er nu taget efter de nødvendige undersøgelser, og der er sat handling bag ordene. Handling, der peger fremad.
Vi kan blot tage arbejdet med at få lavet langsigtede forvaltningsplaner som eksempel. Det vigtige arbejde blev først påbegyndt efter at vi trådte til. Nu er vi klar med en forvaltningsplan for rejer og forvaltningsplaner for hellefisk og torsk er under udarbejdelse.
Fremgang i udvikling
Fiskeriet er Grønlands vigtigste indtægtskilde, og vil være det i mange år endnu. Dog kun, hvis vi gennemfører de grundlæggende strukturændringer, der er en forudsætning for at bevare og videreudvikle en rentabel fiskerisektor på sigt. Hvis vi ikke forsvarer erhvervets fremtid nu, vil en stor del af det grønlandske fiskeri være forsvundet om få år - uden at vi har sikret en fremtid for de mennesker, der på sigt ikke længere kan leve af fiskeriet.
Lad mig nævne det kystnære fiskeri efter hellefisk som eksempel på behovet for forandringer: Der er i denne del af erhvervet 150 fartøjer på mere end 8 meter samt ikke mindre end 1.100 små enheder i form af joller, hundeslæder og snescootere, som er afhængige af fiskeriet. Opgørelser fra 2009 for i alt 1.268 fiskere og fangere viser, at kun 12 % af disse indhandlede for over 200.000 kr. - og hele 63% for under 75.000 kr. Enhver kan se, at det er vilkår, der ikke uden tilskud gør det muligt at opretholde en rimelig økonomiske tilværelse - for ikke at tale om at have råd til nødvendige materielle fornyelser/nyuanskaffelser indenfor netop dette fiskeri.
Økonomien i fiskeriet skal stabiliseres
Derfor skal ressourcerne i fremtiden udnyttes af færre enheder, der til gengæld får gode muligheder for at skabe en sund økonomi. En økonomi, som bliver langt mindre følsom overfor prisændringer samt svingende indtægter og udgifter. Det kræver bl.a. nye forvaltningsformer for at sikre denne mere optimale udnyttelse af forekomsterne. Det vil igen kræve indførelse af individuelt omsættelige kvoter, som kan sikre færre, men rentable fartøjer. Endelig skal vi bane vejen for et generationsskifte i fiskeriet. Det vil resultere i et mindre antal udøvere end nu, men til gengæld give stabile arbejdspladser og rimelige indtægter til de, der kan blive i erhvervet.
Tilskud skaber dårligere økonomi
I flere områder, hvor fiskeriet efter hellefisk er dominerende, er der på kort sigt ikke mange alternative erhvervsmuligheder. Derfor oplever vi et stort pres fra oppositionen samt lokale politikere og fiskere for at opretholde aktiviteter, som kun kan drives med offentlige tilskud. Det er fx urentable produktionsanlæg, tilskud ved køb af sælskind etc.
Det er ikke alene en kortsigtet, men en direkte ødelæggende politik at yde tilskud til erhvervsforetagender. Grønland er gået ind i en ny æra ved at indføre selvstyre. Grønland skal udvikle en selvbærende økonomi - og vi skal således også selv sørge for at være økonomisk selvbærende. Det er derfor nødvendigt at skabe flere arbejdspladser, der kan klare sig uden offentlige tilskud. At fastholde mennesker i en økonomisk udsigtsløs eller tilskudsafhængig beskæftigelse er hverken værdigt for den enkelte eller nationaløkonomisk forsvarligt. Derfor skal vi tilbyde mennesker i fiskerierhvervet uddannelse og omskoling til de brancher, som i de kommende år vil komme til at mangle arbejdskraft. Det kan fx være inden for turisme og råstofsektoren. Landsstyret er naturligvis indstillet på at yde den hjælp, der er nødvendig for at opnå disse mål.
Tilskud til fremmende initiativer
Overalt i verden har man lavet udvikling indenfor fiskeriet. Ikke mindst i fiskerinationer som Island og Norge, som indenfor de maritime område er vore naboer og derfor også har lignende interesser indenfor fiskeriet. I Island har man opbygget teknologisk avancerede fiskebåde. I Norge har man opbygget en højteknologisk fiskeflåde. Teknologien har gjort, at der er færre mennesker til at udføre arbejdsopgaverne og det må vi erkende.
Tilskud skal vi bruge på områder, hvor fx forsyning til bygder og yderdistrikter eller andre vigtige samfundsopgaver ikke kan løses på kommerciel basis. Derudover skal vi anvende vores begrænsede midler til uddannelse og kompetenceudvikling, til et bedre sundhedssystem, til sociale forbedringer, til investeringer i infrastruktur - og til ordentlige boliger, som alle kan betale. Vi skal med andre ord skabe rammerne for, at erhvervslivet kan udvikle de aktiviteter, der skal være med til at bære vores samfund ind i en ny tid.
”Angsten for forandring er ofte større end frygten for fiasko”
I landsstyret er vi fuldt ud klar over, at gennemgribende ændringer på kort sigt kan opleves smertefuldt for disse, der berøres af dem. Men at undlade at foretage indlysende nødvendige strukturreformer vil uundgåeligt få langt værre konsekvenser. Ikke alene for de enkelte fiskere og fangere, men for hele fiskerisektoren og for samfundsøkonomien.
Lad mig i den forbindelse erindre om, at uhensigtsmæssige strukturer i fiskeriet tidligere har skabt økonomiske problemer i Grønland. Det skete i 1980’erne og kaldte også dengang på store ændringer, især i rejefiskeriet. Ændringer, der betød vækst og fremgang. Det er nu på høje tid at foretage justeringer, der skal bringe den øvrige del af fiskeriet i overensstemmelse med de forhold, markedet og aktørerne har brug for.
Husk på, at disse forandringer ikke kun er til gavn for fiskerierhvervet selv, men er selve fundamentet for de samfundsindtægter, der skal sikre vækst og velfærd i fremtiden. Vi skal derfor ikke se forandringer som en trussel, men som en mulighed for at gøre samfundet mere dynamisk. At omstille os til nye vilkår er i øvrigt ikke noget nyt i Grønland. Tværtimod har vi som folk altid formået at indrette os efter de betingelser, vi mødte. Vi skal med andre ord ikke stikke hovedet i busken og tro, at status quo er en mulighed, men vise mod til at gøre op med forældede strukturer.