Forbrydelse og straf i Grønland

Den egentlige handling og drive i dokumentarfilmen bliver ikke det grønlandske retsvæsen eller sagerne, men en nyfigenhed i de involverede mennesker, der flere gange overskrider grænsen til en ubehagelig snagen. Det underbygges med nærgående kameraoptagelser af de involverede og hvor der dvæles et-to sekunder for længe ved hovedpersonerne, når de foran et rullende kamera bryder sammen i gråd

Fredag d. 4. oktober 2002
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Etik.

At henvise til en af verdenslitteraturens mesterværker, Fjodor Dostojevskis "Forbrydelse og straf" (1866) i titlen på denne dokumentarfilm, kræver en næsten monumental dumdristighed eller også bliver titlen på Dostojevskis roman brugt her som ren blikfang, som et overfladisk salgskneb. I begge tilfælde lige deprimerende.

Deprimerende er det også at overvære Sasha Snows og David Katznelsons dokumentarfilm om det grønlandske retsvæsen, hvor vi følger to sager; den ene hustruens manddrab på manden og den anden et tilfælde af mandens grove vold mod hustruen. Disse personer identificeres selvfølgelig ved navns nævnelse og i øvrigt let genkendelige og begge deltager aktivt i dokumentarfilmen, så man må da gå ud fra, at de begge har givet deres samtykke. Samtidig har man formået at få politifolk og familiemedlemmer til at udtale sig mere eller mindre frit til kameraet ikke kun om sagerne men mere problematisk også om dybt private forhold.

Den egentlige handling og drive i dokumentarfilmen bliver ikke det grønlandske retsvæsen eller sagerne, men en nyfigenhed i de involverede mennesker, der flere gange overskrider grænsen til en ubehagelig snagen. Det underbygges med nærgående kameraoptagelser af de involverede og hvor der dvæles et-to sekunder for længe ved hovedpersonerne, når de foran et rullende kamera bryder sammen i gråd. Eller den voldsdømte mand, der får lov til at tage på jagt en gang om ugen, og hvor kameraet fokuserer på det blod fra den skudte og slagtede sæl, der skylles overbord bagefter. Har alle fattet pointen? Dokumentarfilmen reducerer sig selv her til en smagløs docu-soap, der for tiden er meget populære.

Kredsretten det pågældende sted har i begge sager givet tilladelse til at filme fra retssagerne, og specielt problematisk bliver det i sagen om hustruens manddrab på manden. Den afdøde mand, der af gode grunde ikke kan forsvare sig, bliver i optagelserne fra kredsretten anklaget for alvorlige forhold, uden korrektiv. Om det skyldes filmens klipning eller om der ikke blev ført vidner, der kunne forsvare manden, skal lades være usagt, men lige ubehageligt er det.

Både instruktør og fotograf kommer primært fra en anglosaksisk referenceramme, hvor ikke kun retssystemet er meget forskelligt, både fra det grønlandske og det danske, men hvor også grænserne for, hvad der er tilladeligt for pressen (dokumentarfilmen?) i relation til privatlivets fred er noget anderledes end det danske eller det grønlandske, for nu at formulere det mildt. Det kan måske forklare tonen i filmen samt det noget mangelfulde kendskab til aktuelle og historiske forhold i Grønland. Blandt andet nævnes centraliseringspolitikken i 1970'erne eller højesteret i Danmark, der presser det grønlandske retssystem . Med det sidste menes vel retsvæsenskommissionens arbejde under forsæde af en højesteretsdommer, der jo er et fælles dansk-grønlandsk reformarbejde.

Rodion Raskolnikov, den fallerede og plagede student i Dostojevskis roman, der begår mordet på pantelånersken, får sin straf, også før han bliver sendt til Sibirien, ja måske før han overhovedet begår mordet. Han er i en vis forstand sin egen jury og dommer, men det er vel lidt for meget at forlange af Forbrydelse og straf i Grønland.

Dokumentarfilm 60 min. (TV 49 min.)
Sasha Snow (instruktør og fotograf)
David Katznelson (fotograf og producer)
Co-produktion mellem Diverse Production/England og Angel Production/Danmark
Distribueres af Det Danske Filminstitut.