Skærpede krav til sejladsen ved Grønland

Hverken Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik, eller dele af det grønlandske erhvervsliv, var særligt positivt stemt overfor de skærpede danske krav til krydstogtskibssejladsen ved Grønland

Torsdag d. 2. oktober 2014
Bjarne Rasmussen    
Emnekreds: Sikkerhed til søs.

Til Landstingets efterårssamling i efteråret 2014 kan man på nedenstående link læse dagordenspunkterne nr 24 og 25, der omhandler skærpede krav til sejladsen i det grønlandske søterritorium:

Grønlands Selvstyres udtalelse om ikrafttræden for Grønland af dele af lodsloven
og
Grønlands Selvstyres udtalelse om ikrafttræden for Grønland om ændringer af lov om sikkerhed til søs

Bemærk i punkt 24:
Citat
Lovændringen indebærer, at lovpligtig lodsning ved Grønland alene skal udføres af godkendte lodser. Efter lovændringen vil det fortsat være muligt at anvende ”kendte mænd” til rådgivning i forbindelse med sejlads ved Grønland. Hvor der er foreskrevet lodspligt, stilles dog krav om anvendelse af en godkendt lods. Lodsningerne er ikke forbeholdt det statsejede DanPilot, men vil kunne udføres af andre lodserier, herunder grønlandske lodserier.
citat slut

Så vidt jeg ved betyder ”Godkendte lodser” at vedkommende for at blive godkendt som lods skal have kvalifikationer, som ville give vedkommende ret (Sønæringsbevis) til at føre det pågældende skib samt gennemført en supplerende uddannelse til lods (fx simac.dk) – og ikke mindst erfaring og viden om sejlads i grønlandske øde og isfyldte farvande

Det synes jeg alt sammen lyder som helt rimelige krav – nu er jeg spændt på om nogen i Grønland eller i Danmark kan fortælle hvilke farvandsområder i det grønlandske søterritorium, der vil få ovennævnte foreskrevne lodspligt – ligeledes er jeg spændt på hvilke kvalifikationskrav myndighederne vil stille til de personer, der vil virke som ”kendte mænd” jvf punkt 24; vil de blive ringere end kravene der stilles til de ”Godkendte lodser” ? og i hvis ja; hvorfor det ?

Bemærk i punkt 25:
Citat
Konkret er det planen, at der gennem bekendtgørelser skal indføres følgende skærpelser for 
passagerskibe over 250 passagerer ved etablering af sejladszoner, krav om isklasse, skærpede krav til 
sejladsplanlægning og beredskabsplaner, skærpede krav til uddannelse og træning af besætningen, 
krav om koordineret sejlads samt indførelse af lodspligt

citat slut

Det forlyder at den kommende IMO Polarkode for skibes sejlads i polarfarvandene nærmer sig sin færdiggørelse i IMO, hvorefter den skal godkendes og implementeres i medlemslandene, herunder Danmark og dermed Grønland.

I IMO Polar code draft January 2014 kan man læse et foreløbigt udkast til denne IMO Polarkode, og det fremgår jo tydeligt at kravene til såvel skibe som rederier skærpes ganske betydeligt når skibe skal besejle polarfarvandene, herunder farvandene ved Grønland, efter denne implementering – faktisk er kravene i IMO Polarkoden langt mere omfattende og skærpede end de danske krav, der omtales i punkt 25.


PS:
Gad vide hvad det vil medføre af internationale reaktioner såfremt man i Landstinget afviser at godkende punkt 24 og 25 under en samling, thi hverken Departementet for Boliger, Infrastruktur og Trafik (IAAN), eller dele af det grønlandske erhvervsliv, var særligt positivt stemt overfor de skærpede danske krav til krydstogtsskibs sejladsen ved Grønland jvf disse høringssvar