Forslag til tværpolitisk sundhedsforlig
Sundhedsvæsenet bør skilles ud med sin egen administrerende direktør. Denne direktør skal have en solid faglig baggrund for sit arbejde, og skal lønnes derefter. Det er en overvejelse værd, om der skal indsættes en bestyrelse som buffer mellem det politiske system og sundhedsvæsenets øverste ledelse.
Onsdag d. 26. januar 2000
Daniel Skifte
Emnekreds:
Politik
,
Sundhedsvæsenet
.
Indholdsfortegnelse:
Sundhedsvæsenet organiseres, så det fungerer optimalt under skiftende muligheder for at rekruttere ansatte i de forskellige personalegrupper
Anvendelse af vikarer skal minimeres
De ydre rammer for vort sundhedspersonale skal gåes efter i sømmene
Regionalisering
Ventelisteafvikling
Som en nettostyret virksomhed
Sundhedsmedhjælperuddannelsen
Sygeplejerskeautorisation
Telemedicin
En væsentlig afdæmpning af spiritusmisbruget
Fra teori til praksis
Det er vigtigt at alle partilederne er med ved første møde. Initiativtageren for mødeindkaldelse er Landsstyreformanden.
Udover Daniel Skifte´s nytårsudtalelse bør nedennævnte emner drøftes. Indledningsvis skal det bemærkes, at rækkefølgen af emnerne er uprioriteret, at emnerne skal uddybes og løsningerne struktureres af fagfolk.
Sundhedsvæsenet organiseres, så det fungerer optimalt under skiftende muligheder for at rekruttere ansatte i de forskellige personalegrupper
Omsat det daglig tale betyder det, at sundhedsbetjeningen i for eksempel Qeqertarsuaq skal forestås af en læge. I de perioder, hvor det ikke er muligt at ansætte en læge i Qeqertarsuaq, skal ansvaret for lægebetjeningen automatisk overgå til Aasiaat Sygehus. Lægebetjeningen kan så foregå ved ugentlige besøg og/eller telemedicinsk opkobling.
Denne fleksibilitet skal indbygges i de forskellige overenskomster for læger, jordemødre, sygeplejersker etc - og i bemandingen af de enkelte lægedistrikter.
Anvendelse af vikarer skal minimeres
Omsat til daglig tale betyder det, at vi ikke længere - uanset udgiften - skal hyre en vikar, bare for at der skal være en læge på stedet. Befolkningen oftest være bedre betjent af det sundhedsfaglige personale i nabobyen, end af en tilfældig limousinevikar på en to-ugers ansættelse.
De uhyrlige summer vi idag anvender på vikarer skal flyttes over i den almindelige lønpulje, og anvendes til opnormeringer og lønforhøjelser.
Specielt de meget dyre vikarbureauer skal vi så vidt muligt undgå. Det skal undersøges om vi kan gøre fælles front med sundhedsvæsenet i Norge, Sverige og amterne i Danmark med henblik på en blokade af vikarbureauerne. Eventuelt kan sådan et samarbejde lede frem til et fælles "vikarbureau", hvorigennem korttidsansættelser skal formidles til de områder, der idag plyndres af de eksisterende vikarbureauer.
De ydre rammer for vort sundhedspersonale skal gåes efter i sømmene
I diskussionen om problemerne med at skaffe personale er der en tilbøjelighed til at fokusere på lønnen. Og det er uafviseligt at vi for flere af personalegrupperne er nødt til at hoste op med en højere løn.
Lønnen bør som minimum svare til lønnen i en tilsvarende stilling i Danmark
. Men herudover er det en gammel erkendelse at utilfredshed med arbejdsvilkår ofte munder ud i et krav om mere i løn. Det betyder at en forbedring af arbejdsvilkårene i sig selv vil mindske utilfredsheden med lønnen.
Undernormering:
De enkelte arbejdspladser i sundhedsvæsenet skal normeres, så arbejdsbyrden er rimelig for personalet - også når der tages hensyn til ferie, barselorlov, sygefravær og periodevis ubesatte stillinger.
Vagtbelastning:
Hvis vi kigger ud over sundhedsvæsenet i de forskellige dele af landet, så falder det i øjnene, at der er ét sted, hvor man ikke har nævneværdige problemer. Det er Lægeklinikken i Nuuk. Her har man et stabilt personale med en stor gennemsnitlig anciennitet. Afdelingen er rimeligt normeret og vagterne fordelt på så mange ansatte at det ikke opleves som nogen speciel belastning.
Ud over en rimelig vagtbelastning, der naturligvis honoreres efter gældende aftaler, så betyder det også meget, at der på Lægeklinikken er et kollegialt fællesskab og et fagligt miljø.
Selv om vi ikke helt kan etablere lignende vilkår alle andre steder i sundhedsvæsenet, så vil en fuld udbygning af Telemedicin medføre en tilnærmelse til arbejdsvilkårene på Lægeklinikken også for de øvrige distrikter.
Adgang til Telemedicin betyder, at sundhedspersonalet kan indgå i vagtordninger på tværs af sundhedsdistrikterne. Det vil for lægerne betyde, at de for første gang kan få en normal arbejdsdag, hvor de kan gå hjem til fyraften og holde fri i weekenden lige som alle andre mennesker.
Det vil også betyde at der opstår muligheder for et kollegialt fællesskab via den telemedicinske opkobling, ligesom man kan drøfte faglige problemer og komplicerede tilfælde med kolleger i resten af landet.
Boligvilkår:
Specielt for Nuuk har det i snart mange år været et problem at skaffe boliger til det tilkaldte sundhedspersonale, ligesom der har været problemer med at sikre arbejde til ægtefællen og institutionspladser til eventuelle børn.
Vi skal udnytte den mulighed, der blev skabt, da vi åbnede for afskrivningsret på erhvervsmæssigt boligbyggeri. En af tankerne bag forslaget var, at pensionskasser og andre investorer kunne bygge familieboliger og boligblokke, som Hjemmestyret kunne leje på 10-15 årige lejemål. Det ville sikre Dr. Ingrids Hospital sin egen pulje af tjenesteboliger på linie med for eksempel de store hjemmestyreejede virksomheder. For hjemmestyret ligger der betydelige besparelser i sådan en ordning sammenlignet med de vakantboliger vi har stort besvær med at skaffe og som betales med uhyrlige priser.
Børnehave- og vuggestuepladser:
Det er oplagt at der i dette byggeri skal være børnehaver og vuggestuer til personalets børn.
Job til ægtefællen:
Det er erfaringen at der ofte er en højt uddannet ægtefælle, som samfundet har brug for i andre sammenhænge. Det skal derfor sættes i system, at der skaffes job til ægtefællen.
Modersmålsundervisning:
De tilkaldte, der bliver i Grønland over det længste åremål, er netop familier, hvor begge arbejder i gode job og børnene er faldet til i vuggestuer, børnehaver og skole. Et af problemerne har været afskaffelsen af adgang til undervisning på dansk i skolerne. Vi har set mange familier rejse fra landet, kun fordi det tidspunkt nærmede sig, hvor børnene skulle begynde i skolen.
Sammenfatning:
Hvis vi skal ud over de tilstande, hvor sundhedsvæsenet kun kan tiltrække meget unge og nyuddannede mennesker, eller ældre mennesker, der er gået på pension eller korttidsvikarer, så må vi kunne tilbyde bedre vilkår mht bolig, arbejde til ægtefælle, institutionspladser til børnene og modersmålsundervisning i skolen.
Regionalisering
Der er ingen fornuft i at regionalisere efter de hidtidige planer. Vi har store problemer med bare at bemande Dr. Ingrids Hospital. Det kan ikke lade sig gøre at opretholde et akut-kirurgisk beredskab i hverken Diskobugten eller Sydgrønland.
Traumebehandling:
Ude i de enkelte sundhedsdistrikter skal vi regne med at der kun kan foretages almindeligt forebyggende sundhedsarbejde og lægefagligt arbejde på familielægeniveau. Der vil være tilfælde, hvor et lægedistrikt har et personale, der kan klare mere, og det er fint nok, men det samlede sundhedsvæsen skal struktureres efter de fremherskende vilkår.
Det betyder at det lokale sundhedspersonale under ledelse af en læge, skal kunne udføre almindeligt sundhedsfarligt arbejde på lægehusniveau.
Derudover er det ønskeligt at lægen og det øvrige sundhedspersonale har viden om og rutine i stabilisering af alvorligt tilskadekomne patienter med henblik på evakuering eller afventning af et specialisthold, der bringes ind ude fra.
Der skal undervises i traumebehandling
- dvs stabilisering af alvorligt syge patienter.
Patientevakuering skal systematiseres. Transporten af patienter skal ud i licitation for at skære ned på udgifterne og sikre klare retningslinier.
Sammenfatning:
Den primære sundhedssektor skal tage sig af forebyggende sundhedsarbejde - skolelægearbejde, sundhedspleje, hjemmesygepleje, jordemoderarbejde etc. Mere komplicerede ting behandles under ansvar af den sekundære sundhedssektor, der har hjemme på Dr. Ingrids Hospital.
Ventelisteafvikling
Der etableres en strategigruppe på Dr. Ingrids Hospital mellem hospitalets speciallæger. Denne strategigruppe administrerer bevillingen til den sekundære sundhedssektor.
Det er strategigruppen, der visiterer patienter til behandlinger, der falder uden for den primære sundhedssektors arbejdsområde.
Der vil dels være tale om akut behandlinger, hvor der skal evakueres patienter eller flyves specialister ud.
Og der vil være tale om afvikling af patientventelisterne. Målet for afvikling af patientventelisterne skal være en langsigtet planlægning af hvilke lidelser, der skal behandles hvor. Afhængig af hyppighed og sværhedsgrad etc, vil der være tale om
at sende specialhold ud i sundhedsdistrikterne,
at samle grupper af patienter til behandling centralt i de enkelte distrikter, (3)
at indkalde patienterne til behandling på Dr. Ingrids Hospital eller
at nedsende patienter til behandling i Danmark eller andre steder uden for Grønland.
Sammenfatning
I princippet skal hver eneste patient på ventelisten meddeles et sted og et tidspunkt for den foreskrevne behandling.
Som en nettostyret virksomhed
Det vil være fornuftigt at lægge større afstand mellem det politiske system og sundhedsvæsenet. Det er ikke hensigtsmæssigt, at den øverste ansvarlige for driften af sundhedsvæsenet samtidig er direktør for landsstyreområdet for sundhed, miljø og kirke..
Sundhedsvæsenet bør skilles ud med sin egen administrerende direktør. Denne direktør skal have en solid faglig baggrund for sit arbejde, og skal lønnes derefter. Det er en overvejelse værd, om der skal indsættes en bestyrelse som buffer mellem det politiske system og sundhedsvæsenets øverste ledelse. En bestyrelse vil på den ene side have et ansvar overfor hjemmestyret for at sundhedsvæsenet drives så rationelt og effektivt som muligt, på den anden side vil den have et klart ansvar over for det sundhedsvæsen, der bestyres.
Sammenfatning
Vi er nødt til at etablere os med et sundhedsvæsen, der ikke ustandseligt tvinges til alle mulige lokalpolitiske, beskæftigelsesmæssige og andre for sundhedsvæsenet irrelevante hensyn.
Sundhedsmedhjælperuddannelsen
For de enkelte lægedistrikter - og for især Dr. Ingrids Hospitals nattevagter - har afskaffelsen af sundhedsmedhjælperuddannelsen været en katastrofe.
Fra alle sider i sundhedsvæsenet beklager man afskaffelsen af sundhedsmedhjælperuddannelsen, og den sygeplejerskeuddannelse, der skulle træde i stedet for, har ikke været den succes, vi blev stillet i udsigt. Der er til dato kun uddannet nogle og tyve grønlandske sygeplejesker - og heraf er hovedparten i forvejen uddannede sundhedsmedhjælpere.
Sammenfatning:
Sundhedsmedhjælperuddannelsen skal genindføres.
Sygeplejerskeautorisation
De nordiske landes forskellige sygeplejerskeautorisationer skal uden videre være gyldige i Grønland. Det er et urimeligt og unødvendigt bureaukrati, at kræve en gyldig skandinavisk autorisation som sygeplejerske erstattet af en midlertidig grønlandsk autorisation. For resten når man sjældent at snøvle sig færdig, før vikaren er rejst igen, så den grønlandske midlertidige autorisation må eftersendes til den hjemrejste sygeplejerske.
Telemedicin
Telemedicin, der stadig kører som et forsøgsprojekt, skal løftes vuggen og implementeres i hele landet. Alle sygehuse og alle sygeplejestationer skal bindes sammen i et landsdækkende netværk. I netværket skal også medtages vore kontaktflader uden for Grønland: Relevante afdelinger på Rigshospitalet. Amtssygehuset i Vordingborg etc.
En væsentlig afdæmpning af spiritusmisbruget
Det er nødvendigt at vi får taget toppen af spiritusmisbruget. Bortset fra den generelle skade misbruget dagligt forvolder i alle dele af samfundet, så medfører spiritusmisbruget unødvendige og voldsomme merudgifter for sundhedsvæsenet, som vi her diskuterer løsninger for.
Smukke hensigtserklæringer har ingen virkning. Det mest nærliggende er at vende tilbage og studere den gamle rationeringsordning nærmere. Den havde muligvis nogle mindre ulemper, men der kan ikke rejses tvivl om at den havde en gavnlig virkning på en række vitale områder i samfundet. Rationeringsordningen fjernede det værste pres fra sundhedsvæsenet, socialområdet og politiet. Skolerne kunne også mærke rationeringen - børnene mødte op i skolen, havde spist hjemmefra og havde sovet om natten.
Det er nærliggende at foreslå en ny rationeringsordning, hvor rationeringsmærkerne, der ikke havde nogen egen værdi, erstattes af et møntsystem med en indbygget del af spiritusafgiften. Det vil gøre uregelmæssig formidling af "spiritusmønter" til bedrageri overfor det offentlige. Mønterne er nemme at håndtere og vil cirkulere i relativt snævert kredsløb fra kommunekontor, til forbruger, til detailhandel/udskænkningssted, til engrosled og tilbage til kommunekontor.
Sammenfatning:
Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal finde frem til en ordning for begrænsning af spiritusmisbruget, der ikke er mindre effektiv end den gamle rationeringsordning fra begyndelsen af firserne. Efter Atassuts opfattelse bør en sådan ordning kombineres med en generel nedsættelse af priserne på øl, vin og spiritus.
Fra teori til praksis
Når vi er blevet enige om hovedpunkterne i denne handlingsplan, skal den sættes i gang.
Handlingsplanen skal offentliggøres
Der skal etableres de nødvendige grupper
af fagfolk
, med klare arbejdsopgaver og tidsterminer.
De forskellige arbejdsgrupper skal rapportere tilbage til den tværpolitiske gruppe, der står bag sundhedsforliget.
Det bliver den tværpolitiske gruppes opgave at forsvare og forklare forliget og dets konsekvenser for offentligheden.