Niels Thomsen stopper

Demokraternes formand Jens B. Frederiksen er ked af, at Niels Thomsen stopper, men har på den anden side forståelse for hans prioritering.
− Niels er en regulær stemmesluger, der med 100 procents sikkerhed ville blive genvalgt til Landstinget, hvis han stillede op.

Fredag d. 2. december 2011
Demokraterne  
Emnekreds: Politik.

Niels Thomsen trækker sig fra Landstinget med virkning fra den 15. december for at hellige sig en karriere som direktør for Halibut Greenland ApS. Karriereskiftet betyder, at han sammen med sin familie flytter hjem til Ilulissat, hvor både han og hans kæreste er vokset op.

Niels Thomsen er pr. 15. december blevet ansat som direktør i Halibut Greenland. Det betyder, at han stopper sin politiske karriere.

− I min verden er det ikke muligt både at være direktør og politiker. I den slags stillinger er man nødt til at være til stede 100 procent for at kunne yde en optimal indsats. Det er kort fortalt baggrunden for, at jeg trækker mig fra politik og dermed også fra Landstinget, siger Niels Thomsen.

Han understreger, at karriereskiftet sker på baggrund af længere tids overvejelser.

− Både min kæreste og jeg har i lang tid haft et ønske om at vende hjem til Ilulissat for at komme tættere på vores familier. Derudover synes jeg, at jobbet som direktør i Halibut Greenland er en udfordring, som det er umuligt for en person som mig at sige nej til. Hele Halibut Greenlands eksistens er for mig et tegn på, at markedskræfterne også kan eksistere her i landet, og den proces vil jeg gerne være en del af.

Tak til vælgerne
Niels Thomsen har været glad for at være medlem af Landstinget, og håber på, at hans mange vælgere vil have forståelse for, at han har valgt at prioritere erhvervskarriere og familie frem for politik.

− Jeg vil gerne takke alle de mennesker, der har stemt på mig både ved sidste valg til Landstinget og til folketingsvalget. Jeg er beæret over, at så mange af mine landsmænd har haft så meget tiltro til mig, at jeg er blevet beæret med deres stemmer. Jeg håber virkelig på at møde forståelse for mit valg, men kan på den anden side godt forstå, hvis nogle mennesker er skuffede over mig.

Demokraternes formand Jens B. Frederiksen er ked af, at Niels Thomsen stopper, men har på den anden side forståelse for hans prioritering.

− Niels er en regulær stemmesluger, der med 100 procents sikkerhed ville blive genvalgt til Landstinget, hvis han stillede op. Og hvis Demokraterne efter et valg fortsat er en del af koalitionen, ville han naturligvis have været en meget stærk kandidat til at blive medlem af landsstyret. På den baggrund synes jeg et eller andet sted, at det er stærkt gået, at han prioriterer, som han gør. Men jeg er naturligvis ked af, at jeg ikke længere har Niels i gruppen. Han har været utrolig dygtig til at profilere Demokraterne i medierne og i befolkningen, og det har jeg sat meget stor pris på.