Husker bankerne Tuusi?
Men er bankerne trygge? Er de trygge ved, at den bestyrelse, som nu siger, at den vil arbejde for at frigøre Royal Greenland for politiske bindinger, selv er bundet op af de politiske magthavere? At næstformanden hedder Josef Motzfeldt - ham, der sagde, at de offentligt ejede aktieselskabers gæld, var bankernes eget problem.
Fredag d. 15. marts 2002
Erik Holmsgaard
Emnekreds:
Erhverv
,
Politik
,
Royal Greenland i krise
.
Gad vide om Deutsche Bank kender Josef Motzfeldt? Mon de andre udenlandske storbanker, som Royal Greenland skylder penge, kender den nyslåede næstformand for bestyrelsen i Royal Greenland A/S?
Jo, bankerne kender Josef Motzfeldt, vær sikker på det. Finansverdenens internationale netværk er fintmasket; der er ikke tvivl om, at bankerne kender Tuusi. De husker, at det var Josef Motzfeldt, der som landsstyremedlem for økonomi erklærede, at de hjemmestyreejede aktieselskabers gæld var långivernes eget problem. Man skulle ikke forvente, at hjemmestyret ville hæfte, hvis det gik galt.
Sådan set var det en forvrøvlet udtalelse. Som ejer af selskaberne vil hjemmestyret komme i vanskeligheder, hvis det ikke påtager sig et ansvar for gælden. Det vidste Motzfeldt naturligvis alt om, selv om hjemmestyret ikke har en juridisk forpligtelse. Josef Motzfeldt var såmænd bare bekymret og frustreret over den stigende gæld i de hjemmestyreejede aktieselskaber - først og fremmest i kronjuvelen Royal Greenland.
Siden 1993 har selskabet haft et samlet underskud på 462 millioner kroner. Samtidig er gælden svulmet op. Næsten 1,7 milliarder kroner er kortfristet gæld eller dele af langfristet gæld, der forfalder inden for fem år. Set i det lys er det klart, at kreditorhensyn må have vejet tungt, da Landstinget sidste efterår besluttede at yde Royal Greenland et kapitalindskud på 200 millioner kroner. Siden da har selskabet fået en delvis ny bestyrelse, men uanset udskiftningerne agter den nye bestyrelsesformand, Elias Larsen, og hans hold at følge den linie, som den gamle bestyrelse har lagt: Det indebærer, at Royal Greenland får mulighed for at operere på markedsvilkår uden politiske bindinger i form af samfundspålagte opgaver. At virksomheden gennemfører tilpasninger med henblik på at sikre rentabilitet. Og at hjemmestyret fastlægger langsigtede rammer for råvareforsyningen til fabrikkerne i land.
Koncernchef Keld Askær har spillet ud med en genopretningsplan, som allerede nu ser ud til at bære frugt - og planen vil blive fulgt, forsikrer Elias Larsen.
Det er et vigtigt signal. Kun fremtiden kan vise, om den nye bestyrelse så også kan modstå det politiske pres, der utvivlsomt vil blive lagt på den, når og hvis produktionskapaciteten skal tilpasses mere, end det allerede er sket, eller hvis der skal lukkes flere fabrikker. Har bestyrelsen da rygrad til at imødegå ejeren, Grønlands Hjemmestyre, som i enhver henseende har bestyrelsen i sit brød? Har bestyrelsen da styrke til at holde fast i de driftsøkonomiske argumenter - og dermed basta!
Det korte af det lange er, at Royal Greenland har et enormt behov for at forbedre indtjeningen i selskabet. Som det fremgår, er det absolut nødvendigt alene for at kunne servicere den store gæld. Men er bankerne trygge? Er de trygge ved, at den bestyrelse, som nu siger, at den vil arbejde for at frigøre Royal Greenland for politiske bindinger, selv er bundet op af de politiske magthavere? At næstformanden hedder Josef Motzfeldt - ham, der sagde, at de offentligt ejede aktieselskabers gæld, var bankernes eget problem.
Som det nøgternt konstateres i den dugfriske redegørelse fra Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi, er det i perioder, hvor kreditorer finder det berettiget at stille spørgsmål til rentabilitet og eventuel soliditet, endnu vigtigere, at der sikres en professionel ledelse, som også kreditorerne kan have tillid til.