Et grønlandsk sundhedsvæsen

Som distriktslæge på Kysten vil jeg hellere undvære lægekolleger end dygtige sundhedsmedhjælpere. For min skyld må man gerne give dem titel af sygeplejersker. Bare de vil se bort fra danske faggrænser. Det vil de eller tør de ikke, når de har været vejen rundt om Peqqissaanermut Ilininniarfik (PI)

Onsdag d. 27. marts 2002
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Kære Lene Jeg har brugt de bedste år af min professionelle karriere til at uddanne mig som grønlandsmediciner og arbejde for Sundhedsvæsenet i Grønland. Det er blandt andet kommet Maniitsoq til gode, vil jeg være så ubeskeden at mene. Det er dejligt for dig og befolkningen, at personalesituationen på sygehuset i Maniitsoq er så lys, som du skriver. Hjemmesiden www.pilattuut.suite.dk<> har de sidste to år haft mere end 6000 besøg. Det vidner om interesse for sygehuset i Maniitsoq. Lad mig for læsernes skyld forklare, hvori uenigheden mellem dig og mig består. Du vil gerne have et dansk sundhedsvæsen i Grønland med sygeplejersker uddannet efter danske normer. Jeg vil gerne have et grønlandsk sundhedsvæsen i Grønland. Hvordan det skal skrues sammen, har jeg gjort rede for i en række artikler i de grønlandske aviser. Nok om det (for denne gang?). Over til noget andet. I Maniitsoq ved I ikke engang, hvad en limousinesygeplejerske er. Jeg forstår godt, at andre steder i Grønland er det tilbageværende lokalt ansatte personale, sygeplejersker, sundhedsmedhjælpere og andre meget utilfredse med at skulle oplære korttidsvikarer, der tjener dobbelt så meget i løn som dem selv. En del, heraf nogle af de dygtigste grønlandske medarbejdere, er så utilfredse, at de har forladt sundhedsvæsenet eller alvorligt tænker på at gøre det. " Jo mere landsstyret vælger at være kunde i vikarbutikken, jo sværere bliver det at ansætte personale på almindelige vilkår". Sådan skrev din formand sygeplejerske Birtha Bianco i en artikel i samme nummer af Sermitsiaq, som din artikel. Overskrift: Hvor køber du din sygeplejerske? Jeg er enig med formanden. Du bliver nødt til at læse den artikel. Som distriktslæge på Kysten vil jeg hellere undvære lægekolleger end dygtige sundhedsmedhjælpere. For min skyld må man gerne give dem titel af sygeplejersker. Bare de vil se bort fra danske faggrænser. Det vil de eller tør de ikke, når de har været vejen rundt om Peqqissaanermut Ilininniarfik (PI) Det er ikke kun PI jeg kritiserer. Lægerne i Grønland har jeg også kritiseret. Nogle accepterer det, andre ikke. Tak har jeg ikke fået. Tværtimod. Der er også lægekolleger, der ønsker at holde mig væk fra debatten om sundhedsvæsenet i Grønland, måske helst een gang for alle. Din artikel er illustreret med et billede af en læge, formodentligt i Nuuk, der udfører en kikkertoperation. Det er jeg lodret modstander af. Kirurgi i Grønland bør være af den klassiske slags, så man kan optræne unge læger, der skal ud på Kysten og operere. For kort tiden siden var det min hensigt at trække mig ud af sundhedsvæsenet i Grønland og dermed ud af debatten i Grønland. Nu må jeg alligevel skuffe dig og andre. Under mit arbejde som børnelæge i Norge blev jeg opfordret til med kort varsel at rejse til Upernavik. Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han gerne hele hånden. Jeg blev bedt om at fortsætte til Nanortalik, hvor jeg er nu. For at det ikke skulle være løgn, blev jeg senere spurgt, om jeg også kunne rejse til Paamiut. Der skal jeg arbejde i næste måned. Det er ikke stillinger jeg har søgt. Jeg har taget stillingerne som en udfordring. Den går ud på sammen med de medarbejdere, der er tilbage, blandt andet nogle få sygeplejersker og sundhedsmedhjælpere, at få SHV til at fungere tåleligt.