Hvorfor deltager politikerne ikke i debatten
Til trods for efterhånden massive læserindlæg i både Sermitsiaq og AG, på baggrund af bl.a. huslejereformen, vederlagsforhøjelse for landstingsmedlemmerne og de studerendes vilkår, så har i skrivende stund end ikke et eneste parti-/medlem i landstinget-/styret taget sig tid til at besvare læserindlæggene
Fredag d. 30. november 2001
Hans Boassen
Emnekreds:
Politik
.
Til trods for efterhånden massive læserindlæg i både Sermitsiaq og AG, på baggrund af bl.a. huslejereformen, vederlagsforhøjelse for landstingsmedlemmerne og de studerendes vilkår, så har i skrivende stund end ikke et eneste parti-/medlem i landstinget-/styret taget sig tid til at besvare læserindlæggene (på nær et medlem, der dog desværre misforstod et læserindlæg angående huslejereformen)!
Jeg håber ikke, dette er en taktik, partierne har lagt for ikke at deltage i debatten, fordi de håber, at deres vælgere vil glemme de seneste begivenheder!
Når man stiller et spørgsmål, forventer man at få svar på spørgsmålet! Nogle politikere ynder at sige, at deres dør altid er åben for vælgerne, når man f.eks har et spørgsmål til dem. Nu har mange vælgere via pressen "banket på politikernes døre" og stilet spørgsmål angående ovennævnte. Men politikerne har desværre ikke svaret på deres vælgeres spørgsmål!
Dette må tolkes som, at partierne-/politikkerne løber fra deres ansvar! Der skal muligvis være landstingsvalg inden længe. Selvom jeg har demokratisk ret til at stemme, har jeg personligt, ud af mange spørgsmål pt. minimeret spørgsmålene til to stk. (for at have større chance for besvarelse tror jeg).
Hvis mine spørgsmål til de politiske partier heroppe, heller ikke besvares som så mange andre læserindlæg, kan jeg ikke se, hvem jeg skal stemme på ved næste landstingsvalg. Så kan det selvfølgelig ende med, at jeg ikke kan være med til præge valgets resultat ved at undlade at stemme og det håber jeg selvfølgelig ikke! Og så håber jeg selvfølgelig, at hvis nogle af partierne lover noget ved besvarelsen af mine spørgsmål, at disse også føres ud i livet efter evt. et landstingsvalg! Mine to spørgsmål er:
Hvad vil partierne hver især gøre efter huslejereformen for de børnefamilier, hvor forældrene fordi de typisk har taget sig en uddannelse tjener over kr. 440.000?
Forældrene yder en indsats på arbejdsmarkedet og betaler skat til den Grønlandske stat o.s.v., men føler at de ikke får modydelse fra staten! Ved evt. besvarelse af dette spørgsmål, vil jeg ikke godtage en "Robin Hood" udtalelse om, at de "rige" skal give til de "fattige", for det gøres der i forvejen!
Hvilke tiltag vil partierne hver især gøre for de studerendes vilkår?
Her tænkes bl.a. på manglende kollegiebyggerier og studiestøtten der ikke er forhøjet de sidste 10-15 år tiltrods for inflationen gennem årene!