Dilemmaet vedrørende Kvanefjeldet
Vi synes, det er naturligt, at man politisk vælger at sige fra overfor visse projekter, men vi mener til gengæld også, at man har pligt til at få belyst de valg, man træffer. På den ene side skal Grønland ikke lade sig presse af en international koncern, der har investeret store beløb i foreløbige undersøgelser. På den anden side er det heller ikke sund fornuft, at et land, der er afhængig af nye, fremtidige indtægter, på forhånd afskærer sig fra nogle af disse muligheder på grund af et mere end 20 år gammelt princip, der måske kan vise sig ikke at have videnskabeligt og praktisk gyldighed længere.
Tirsdag d. 17. august 2010
Grønlands Arbejdsgiverforening
Henrik Leth
, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds:
Erhverv
,
Miljø og natur
,
Minedrift
,
Uddannelse
,
Økonomi
.
Grønlands Arbejdsgiverforening og det grønlandske erhvervsliv ser med spænding frem mod den uafhængige rapport fra bl.a. GEUS og DMU vedr. miljø- og sundhedsaspekter ved en uran-holdig minedrift - samt til landsstyrets egen information om Kvanefjeldsprojektet ved Narsaq. Forhåbentligt giver det anledning til en afklaret debat på et oplyst grundlag - og til at fjerne misforståelser og gensidig mistillid.
Kvanefjeldsprojektet er et af de vigtigste projekter i Grønland netop nu. Det er det af flere grunde: For det første har projektet en afgørende rolle i relation til at afdække omfanget af specielle og værdifulde forekomster i den grønlandske undergrund. For det andet er det blevet katalysator for en central debat om minedrift, arbejdspladser og samfundsindtægter kontra hensynet til mennesker og miljø.
Landsstyret har for nylig vedtaget, at man ikke føler sig tilstrækkeligt velinformeret til at træffe en beslutning om, hvorvidt nul-tolerancen overfor uran skal opgives. Desværre har kommunikationen af budskabet ikke været helt klart. Derved har offentligheden - inklusiv pressen - fået den opfattelse, at der var tale om et definitivt nej til projektet, hvilket ikke er tilfældet.
GA bakker 100% op om, at vi skal have belyst så mange aspekter som overhovedet muligt, før en endelig beslutning om minedrift kan træffes. Det skal vi, da brydning af uran (selv som biprodukt) i lighed med andre råstof- og storindustriprojekter kan indebære en risiko for vores miljø. Heri tror jeg, at alle kan være enige.
Det er fortsatte undersøgelser og ikke minedrift, der er aktuelt
Men netop derfor er fortsatte undersøgelser af de forskellige forekomster samt konsekvensberegninger vedr. en eventuel udvinding af helt central betydning. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at det ikke en mine, som Greenland Mining Energy ønsker at åbne i Narssaq. Derimod har selskabet brug for en tilladelse til at fortsætte de undersøgelser, man har brugt flere hundrede millioner kr. på indtil nu. Med andre ord har GME ikke søgt om tilladelse til minedrift, men om tilladelse til, at uran kan indgå i det undersøgelsesprogram, som man forventer at investere 250 mio. i i de kommende tre år. Uden en officiel udmelding kan GME ikke finde investorer til at fortsætte projektet. Derved må Grønland allerede nu konstatere, at kommende arbejdspladser og indtægter ikke vil kunne blive til virkelighed i dette tilfælde.
Det er GA’s opfattelse, at en sådan undersøgelse er en nødvendig del af de samlede analyser for, at landsstyret kan få de oplysninger, der er nødvendige. Derfor befinder vi os i et dilemma: På den ene side ønsker vi mere viden, og på den anden side vil vi ikke tillade selskabet, som står for undersøgelserne, at skaffe denne viden.
Fra GA’s side vil vi foreslå et kompromis, der tilgodeser begge parters interesser. Nemlig at man giver GME dispensation til at fortsætte deres undersøgelser de næste tre år, herunder at få kortlagt uranforekomsten. Først derefter tager Landstinget stilling til, om man skal opgive nul-tolerancen. Derved kan de fremtidige beslutninger forhåbentligt ske på et grundlag, der sikrer den allerhøjeste grad af viden. Det værste, der efter vores mening kan ske er, at en forhastet beslutning betyder, at vi aldrig finder ud af, om projektet kunne have været gennemført på et økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt grundlag. Efter GA’s mening bør man derfor finde en ordning, der muliggør fortsat efterforskning - uden at man derved har forpligtet sig til at tillade egentlig minedrift. Det skylder landsstyret også befolkningen i Sydgrønland, hvor aktiviteten stort set er gået i stå.
Vi synes, det er naturligt, at man politisk vælger at sige fra overfor visse projekter, men vi mener til gengæld også, at man har pligt til at få belyst de valg, man træffer. På den ene side skal Grønland ikke lade sig presse af en international koncern, der har investeret store beløb i foreløbige undersøgelser. På den anden side er det heller ikke sund fornuft, at et land, der er afhængig af nye, fremtidige indtægter, på forhånd afskærer sig fra nogle af disse muligheder på grund af et mere end 20 år gammelt princip, der måske kan vise sig ikke at have videnskabeligt og praktisk gyldighed længere.
Med andre ord: Vi har fortsat tillid til landsstyrets egne udmeldinger i forbindelse med deres tiltræden for godt et år siden: at beslutninger i højere grad skal tages ud fra facts og viden end på basis af følelser og formodninger. Her er Kvanefjeldsprojektet en god eksamen.
Kilde:
Grønlands Arbejdsgiverforening