Man kan ikke både blæse og have mel i munden
Medlem af Landstinget, Kristian Jeremiassen, stiller en række spørgsmål til landsstyret vedr. hellefiskefiskeriet i Nordgrønland. På den ene side efterlyser han en øget forædling af hellefisk, og på den anden side slår han til lyd for, der skal indsættes indhandlingsskibe for at øge indhandlingsmulighederne og afregningspriserne.
Onsdag d. 24. august 2011
Henrik Leth
, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds:
Erhverv
,
Fiskeri
,
Økonomi
.
Indhandlingsskibe bør kun være et supplement til de landbaserede fabrikker, når det er nødvendigt - og bør samlet set generere et afkast til samfundet.
Medlem af Landstinget, Kristian Jeremiassen, stiller en række spørgsmål til landsstyret vedr. hellefiskefiskeriet i Nordgrønland. På den ene side efterlyser han en øget forædling af hellefisk, og på den anden side slår han til lyd for, der skal indsættes indhandlingsskibe for at øge indhandlingsmulighederne og afregningspriserne.
I Grønlands Arbejdsgiverforening vil vi gerne gøre opmærksom på, at netop indhandlingsskibene ikke bidrager til lokalsamfundet - måske endda tværtimod. Vi så for nyligt, at medarbejderne på fiskefabrikken i Nuuk sendes hjem, fordi fiskerne indhandler til et russisk indhandlingsskib. Et indhandlingsskib, som - så vidt vi ved - ikke betaler skat til samfundet af deres fortjeneste, eller for den sags skyld A-skat af medarbejdernes løn. Det kan godt være, at fiskerne tjener lidt mere på denne model, men samfundets udgifter til socialhjælp samt de manglende skatteindtægter gør, at det samlede regnestykke så rigeligt modsvarer den merpris, som fiskerne får.
Vores konklusion er derfor, at indhandlingsskibe kun bør benyttes til at supplere den kapacitet, vi har på fabrikkerne. I modsat fald er der ikke basis for at opretholde den landbaserede produktionskapacitet, der findes i dag.
Forvirringen bliver endnu større, når Kristian Jeremiassen ønsker at få forædlet de 15.000 tons hellefisk, der ifølge hans påstand sendes uforarbejdede ud af landet. En sådan lokal forædling er desværre ikke mulig i dag, og da slet ikke hvis den skal ske i konkurrence med udenlandske indhandlingsskibes lavtlønnede og skattefrie besætninger. Hertil kommer det faktum, at vi i Grønland ikke kan forædle fisken mere end kunderne vil have. Vi kan ikke - hverken i Landstinget eller i den grønlandske fiskeindustri - beslutte, hvilken forædlingsgrad af fisk, kunderne skal efterspørge. Her er vi naturligvis nødt til at følge markedet.
Ingen skal være i tvivl om, at vi i Grønlands Arbejdsgiverforening gerne ser, at der kan udvikles muligheder for yderligere forædling her i landet, hvis det kan ske på et økonomisk bæredygtigt grundlag. Men skal det blive en realitet, skal vi for det første opbygge et marked, der er større end det betydelige salg der allerede sker i dag, som følge af den betydelige produktion der er i Qasigiannguit. For det andet skal vi være sikre på, at råvaren er til stede, og at der kan etableres en høj grad af leveringssikkerhed. Med den hovsa politik omkring indhandlingsskibe, som blandt andre Kristian Jeremiassen lægger op til, er det ikke sandsynligt, at man altid kan få de fisk, der er behov for. For det tredje skal de nødvendige hænder være til stede, og der må vi konstatere, at vi allerede med den produktion, vi har i dag, har oplevet mangel på arbejdskraft i eksempelvis Uummannaq.
Skal der laves en politik, der i højere grad sikrer det samfundsøkonomiske udbytte af vores hellefiskeressource skal det ske med udgangspunkt i hele samfundet interesse og ikke som i dag kun i fiskernes interesser. Den hidtidige politik har medført betydelig overkapacitet i industrien, mest på grund af politisk pres gennem trusler om indsættelse af indhandlingsskibe, hvis der ikke bygges fabrikskapacitet til at klare alle spidsbelastningsperioder. En politik der efter vor opfattelse har kostet samfundet og ikke mindst fiskerne penge, da renter og afdrag på overkapaciteten kun kan betales over indhandlingsprisen.