Rekordresultat for Polar Seafood

Polar Seafood kom ud af regnskabsåret 2012 med sit hidtil bedste resultat. Koncernens aktiviteter udløste således 225 millioner kroner - alene i direkte betalinger til de offentlige kasser i Grønland.

Torsdag d. 11. april 2013
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Polar Seafood
Emnekreds: Fiskeri.

Indholdsfortegnelse:
Store, fremadrettede investeringer
Bæredygtigt fiskeri og samfundsansvar
Faldende rejekvoter begrænser indtægterne


Polar Seafood kom ud af regnskabsåret 2012 med sit hidtil bedste resultat. Koncernens aktiviteter udløste således 225 millioner kroner - alene i direkte betalinger til de offentlige kasser i Grønland.

Overskuddet blev på over 203 millioner kroner før skat og 151 mio. efter skat. Overskudsgraden var på 7,8%, hvilket er en af de højeste blandt branchens virksomheder i rigsfællesskabet. Den samlede egenkapital i koncernen er nu på næsten 900 millioner kroner. Polar Seafood Koncernen er således et af Grønlands mest veldrevne og velkonsoliderede selskaber.

”Når vi sammenligner os med vores kollegaer i både Grønland og i de øvrige nordiske lande, klarer vi os særdeles godt, hvilket vi naturligvis er meget tilfredse med”, udtaler bestyrelsesformand Henrik Leth i en kommentar til regnskabet. ”Da det er en branche, hvor det generelt er svært at tjene penge fra år til år, er det vigtigt at have stærk fokus på både forretningsudvikling, effektiv drift og stram omkostningsstyring. Vi har da også i det forløbne regnskabsår foretaget mange tiltag for at skabe den indtjening, der er nødvendig. Ikke mindst for at sikre vores muligheder for fortsat at investere i fremtiden.

Med faldende rejekvoter er det afgørende for os at satse på nye arter - samtidig med at vi tilpasser vores organisation til de faktiske forhold. Det samme gælder i øvrigt helt overordnet for landets samlede fiskerierhverv. Hvis vi på langt sigt skal fastholde den grønlandske fiskeindustris position på verdensmarkedet, kræver det en modernisering af strukturen. Ikke mindst set i lyset af både de faldende kvoter samt en stærkere og stærkere international konkurrence, er det meget afgørende, at der sikres optimale og stabile rammebetingelser for den grønlandske fiskerisektor. Den vil også i de kommende mange år være landets ubetingede hovederhverv og indtægtskilde”, understreger Henrik Leth.

Store, fremadrettede investeringer
Den væsentligste investering i regnskabsåret var købet af aktiemajoriteten i selskabet East Greenland Codfish A/S, der fisker pelagiske arter som lodde, sild og makrel. Man forventer, at dette køb vil give koncernen et godt brohoved indenfor det pelagiske fiskeri, som er under udvikling i Grønland.

En anden betydelig investering er etableringen af et 4.500 m2 stort frysehus i Rusland, der er et marked i vækst. Udover egne produkter håndteres rejer for en række andre virksomheder gennem dette frysehus, der ligger tæt ved Moskva. Derved bliver Polar Seafood en af de største seafood operatører på de russiske marked.

Bæredygtigt fiskeri og samfundsansvar
Polar Seafood er kendt for at være kraftigt involveret i arbejdet for bæredygtigt fiskeri, hvilket har været medvirkende til, at rejefiskeriet i de grønlandske farvande har opnået den eftertragtede MSC certificering her i starten af 2013. Ligeledes er koncernen stærkt optaget af at bidrage til udviklingen af det grønlandske samfund på andre områder. Herunder ved at fastholde så mange lokale arbejdspladser som muligt og gennem generel erhvervsmæssig vækst. I den forbindelse åbnede Polar Seafood i 2012 fabrikken i Alluitsup Paa i Kommune Kujalleq. I praksis er det Narssaq Seafood A/S, som også driver krabbefabrikken i Narssaq, der står for produktionen i bygden. Fabrikken skal primært producere saltfisk på basis af torsk, der fiskes i Julianehåb Bugten. Man forventer at kunne skabe beskæftigelse til en del medarbejdere - både i Alluitsup Paa og i selve fiskeriet gennem indsættelsen af en trawler.

Koncernen har sammen med Royal Greenland taget initiativ til, at der i regi af Grønlands Arbejdsgiverforening laves en grundig og objektiv analyse, der viser den samlede betydning af fiskerierhvervet i Grønland. Det er vigtigt at afdække og synliggøre dette for at kunne bidrage til en seriøs debat om fiskeriets samfundsøkonomiske nytteværdi. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Polar Seafoods og koncernens associerede selskabers aktiviteter i 2012 udløste en samlet betaling til de offentlige kasser i Grønland på 225 mio. kroner - alene i form af A-skatter, reje- og kontrolafgifter samt selskabs- og udbytteskatter, hvilket er 80 mio. mere end året før. Dertil skal lægges de beløb, der indirekte fremkommer ved, at udbetalte lønninger, indhandling, indkøb og serviceydelser hos en lang række underleverandører m.v. er med til at øge værdiskabelsen i Grønland.

Polar Seafood er optaget af såvel miljø- og klimaløsninger som sociale spørgsmål. For at sikre yderligere fokus på disse områder indgik virksomheden fra 2012 aktivt i CSR Greenland.

Faldende rejekvoter begrænser indtægterne
Trods store investeringer i fremtidige aktiviteter forventer Henrik Leth ikke, at der kan nås et tilsvarende resultat i 2013. Tværtimod må koncernen, på baggrund af de faldende rejekvoter og en negativ udvikling på markedet, se frem et markant lavere resultat i 2013. Forventeligt på under halvdelen af resultatet i 2012.