OECD om Grønlands økonomi: 5. Forbedringer af arbejdsmarkedet

De høje frafaldsprocenter kunne tyde på, at de studerendes kvalifikationer er utilstrækkelige, når de påbegynder deres gymnasie- eller erhvervsuddannelse. Af en undersøgelse . . . konkluderedes det, at folkeskole- og gymnasieuddannelserne ikke giver tilstrækkelige kvalifikationer til fortsættelse ved en videregående uddannelse hverken i Grønland eller i Danmark.

Fredag d. 21. maj 1999
Henrik Thomasen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Introduktion
Arbejdsmarkedet og beskæftigelsen
Hvordan passer de ti OECD Jobs Study anbefalinger i Grønland?
Hvad skal der til?


Introduktion
I 1994 blev de første resultater af det igangværende arbejde i OECD med hensyn til, hvordan beskæftigelsen styrkes og arbejdsløsheden reduceres, præsenteret i form af OECD Jobs Study (OECD, 1994). OECD Jobs Study er en gennemgang af erfaringer på arbejdsmarkedet i OECDs medlemslande i det forløbne kvarte århundrede. De anbefalinger, der er udsprunget af denne proces, om hvilken politik, der bør vælges, kan deles op i ti grupper (Boks 4) omfattende makroøkonomisk politik, tiltag til forbedring af økonomiens evne til at tilpasse sig, styrkelse af vækst, levestandard samt beskæftigelsesmulighederne ved at øge og opgradere den menneskelige kapital gennem fremme af iværksætterkulturen og gennem en styrkelse af den innovative kapacitet. Anbefalingerne er delvist indbyrdes relaterede og er ikke anført i nogen speciel rækkefølge. Det bemærkes, at en af konklusionerne i OECD Jobs Study er, at en vidtfavnende reform i de fleste tilfælde vil være mere effektiv end en reform, der er fokuseret på specifikke områder. Dette falder i tråd med de resultater, der er fremkommet vedrørende strukturelle reformer (Kapitel 4), hvor en bred politisk angrebsvinkel blev anbefalet.
Boks 4. OECD's jobstrategi
- Fastlægge en makroøkonomisk politik, som både kan fremme væksten og som, sammen med en god strukturpolitik, er bæredygtig.
- Styrke skabelsen og spredningen af teknologisk know-how ved en forbedring af rammerne for denne udvikling.
- Øge den fleksibilitet i arbejdstiden (både på kort sigt og set over hele livet), som arbejdere og funktionærer frivilligt ønsker.
- Fremme iværksættermiljøet ved at fjerne hindringer og restriktioner for skabelsen og udviklingen af virksomheder.
- Gøre lønningerne og arbejdsomkostningerne mere fleksible ved fjernelse af restriktioner, som hindrer lønningerne i at afspejle lokale forhold og individuelle færdigheder, især for unge.
- Reformere bestemmelserne vedrørende arbejdsløsheds-sikring, som hæmmer en stigning i beskæftigelsen i den private sektor.
- Styrke den vægt, der lægges på den aktive arbejdsmarkedspolitik, og forstærke dens effektivitet.
- Forbedre arbejdsstyrkens færdigheder og kompetencer gennem vidtrækkende ændringer i uddannelses- systemerne.
- Reformere arbejdsløshedsordningerne og de dertil relaterede understøttelsesordninger - og deres samspil med skattesystemet - således at de i langt mindre omfang hæmmer udviklingen af et velfungerende arbejdsmarked.
- Øge konkurrencen på varemarkedet for således at reducere de monopolistiske tendenser og svække "insider/outsider"-mekanismerne og samtidig bidrage til en mere nyskabende og dynamisk økonomi.
Kilde : OECD (1997 a ) .
Dette kapitel bygger på og drager nytte af de generelle strukturpolitiske anbefalinger, der gives i OECD Jobs Study, og er så tilpasset en grønlandske kontekst. En sådan fremgangsmåde har også været brugt, når nye OECD-medlemslande er blevet undersøgt. Den vægt, som lande vælger at lægge på forskellige prioritetsområder eller på specifikke reformer inden for hvert af disse områder, varierer alt efter de karakteristika og problemer, som deres specifikke arbejdsmarked og varemarked har.

Arbejdsmarkedet og beskæftigelsen


Arbejdsløshed
Som i de fleste OECD-lande har arbejdsløsheden været stigende i det sidste tiår (Figur 13), hvilket afspejler den relativt ringe vækst i den grønlandske økonomi. Da arbejdsløsheden måles på en anden måde i Grønland end i andre lande, er arbejdsløshedsniveauet ikke direkte sammenligneligt med standarddata fra OECD.
Figur 13. Arbejdsløshedsprocent, 1988-1997

Kilde : Grønlands Statistik.

I de fleste OECD-lande er arbejdsløsheden primært koncentreret på tre grupper: Ufaglærte, unge og kvinder. Dette er faktisk ikke tilfældet i Grønland, da arbejdsløsheden er ensartet fordelt på tværs af aldersgrupperne og kønnene imellem (faktisk er arbejdsløsheden en smule højere for mænd). For Grønland er det iøjnefaldende, at der er en signifikant højere arbejdsløshedsprocent blandt ufaglærte end andre grupper. Næsten 80 procent af arbejdsløsheden er koncentreret på denne gruppe (Grønlands Statistik, 1998 a ).

Beskæftigelsen
Den totale beskæftigelse talte 25.170 personer i 1996 eller 73 procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder og 71 procent for dem, der er født i Grønland (Tabel 16).
Tabel 16. Arbejdsstyrken og beskæftigelsen, 1996
  Født i Grønland Født uden for Grønland Total
Personer i den erhvervsaktive alder 28.540 5.730 34.270
Beregnet arbejdsstyrke 23.970 5.160 29.130
Beskæftigede 20.250 4.920 25.170
Beskæftigelse, % af den erhvervsaktive alder 71 86 73
Kilde : Andersen et al. (1998).

Den relativt høje beskæftigelsesprocent skal ses på baggrund af, at arbejdsstyrken i Grønland består af personer i aldersgruppen 18 til 59 år, hvorimod OECD-statistikker normalt omfatter personer i aldersgruppen 16 til 64 år. Hvis det forudsættes, at ingen i aldersgrupperne 16 til 18 år og 60 til 64 år arbejder (formentlig arbejder nogle af dem, der indgår i disse aldersgrupper faktisk, således at niveauet undervurderes), så får man en beskæftigelse i forhold til befolkningen på 68 procent. Det er højere end niveauet i de fleste OECD-lande (Figur 14).
Figur 14. Beskæftigelsen i procent af det samlede antal personer i den erhvervsaktive alder, 1996

Kilde : OECD Sekretariatet og Grønlands Statistik.

Imidlertid kunne nogle af dem, der er beskæftiget i den traditionelle sektor, personer i virksomheder, som får store tilskud fra det offentlige, og som ellers ville være urentable, og personer i den offentlige sektor karakteriseres som skjult arbejdsløse, dvs. de er registreret som værende i arbejde, men deres produktivitet er meget lav (jf. den totalt set lave arbejdsproduktivitet i Grønland). Størrelsesordenen af den skjulte arbejdsløshed kan imidlertid ikke bestemmes med sikkerhed.

Som det fremgår af Tabel 17, er den samlede beskæftigelse steget med næsten 3.000 personer eller 12 procent siden 1974. Af denne stigning tegner den private sektor og det offentlige sig hver for halvdelen. Beskæftigelsen af personer, der er født i Grønland, er steget fra 16.120 til 20.220 eller næsten 25 procent fra 1974 til 1996.
Tabel 17. Beskæftigelsen 1974 og 1996
  1974 1996 Stigning
Fiskeri 6.970 6.380 -590
Råstoffer 270 40 -230
Turisme 40 210 170
Andre landebaserede erhverv 6.300 8.220 1.920
Offentlig infrastruktur og militærbaser 3.530 2.370 -1.160
Offentlig administration, etc. 5.320 7.950 2.630
Total beskæftigelse 2.2430 25.170 2.740
Kilde : Andersen et al. (1998).

Når man ser nærmere på, hvordan beskæftigelsesstrukturen har udviklet sig over de sidste 25 år, tegner der sig nogle interessante tendenser: beskæftigelsen inden for fiskeriet er faldet, hvorimod beskæftigelsen i andre landbaserede erhverv og i den offentlige sektor er steget markant udtrykt både i absolutte tal og relativt. Beskæftigelsen inden for turismen er steget men fra et meget lavt niveau, og beskæftigelsen inden for minedrift er faldet, men det er også fra et lavt niveau. Disse tendenser og fremtidsudsigter er analyseret nærmere i Kapitel 6.

Ovenstående analyse viser, at Grønland står over for to udfordringer, hvad angår arbejdsmarkedet:
  • Arbejdsløshedsprocenten er især høj for ufaglærte, og det er specielt vigtigt, at der gøres noget for at skabe nye muligheder for denne gruppe.
  • Selv om beskæftigelsen er relativt høj, så skal der skabes mange jobs i de kommende år, hvis man skal undgå en yderligere stigning i arbejdsløsheden.


Hvordan passer de ti OECD Jobs Study anbefalinger i Grønland?
For at skabe nye jobs og for at forbedre mulighederne for at finde beskæftigelse til de lavtuddannede bør de bestræbelser, der gøres, koncentreres på fem, delvist indbyrdes relaterede anbefalinger med de mest vidtrækkende muligheder for forbedringer: Oplæring og uddannelse, iværksætterkultur, konkurrence på varemarkedet, indsnævring af forskellen mellem produktivitet og lønninger, og forbedring af strukturen i overførselssystemet.

1. Opgradering af færdigheder og kompetencer
Arbejdsstyrkens færdigheder og kompetencer bør forbedres ved, at man tilbyder vidtrækkende uddannelsesordninger. Der er flere og flere tegn på, at produktivitetsniveauet og herigennem levestandarden er nøje forbundet med det uddannelsesmæssige niveau. På det enkelte individs niveau betyder bedre uddannelse, at der er mindre risiko for arbejdsløshed. På det nationale niveau kan højere uddannelse få den samlede beskæftigelsesprocent til at stige, forudsat at det lykkes at tilpasse arbejdsstyrkens færdigheder til arbejdsmarkedets krav. Teknologisk fremgang og øget international integration kræver også en fortsat opgradering af de uddannelsesmæssige kvalifikationer hos arbejdsstyrken, på grund af den lave produktivitet og den høje arbejdsløshed hos ufaglærte arbejdere. Desuden er bedre uddannelse den eneste måde, hvorpå danskere i nøglestillinger i Grønland kan erstattes, og således er investering i uddannelse næsten uden risici. Stadig højere uddannelsesniveau hos befolkningen bør således fortsætte med at have topprioritet.

/////Uddannelsessystemets struktur
Siden uddannelsessystemet overgik til Grønlands Hjemmestyre i 1981 har et mål været at få så mange studerende som muligt til at tage deres uddannelse i Grønland. Som et resultat heraf er det grønlandske uddannelsessystem veludbygget med 90 folkeskoler, 24 erhvervsskoler (brancheskoler), 3 gymnasier, 2 seminarer, 1 journalisthøjskole, 1 sundhedsuddannelsescenter og 1 universitet ( Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi, 1996)
Figur 15. Uddannelsessystemets struktur

Uddannelsessystemet har tre stadier (Figur 15). Der er ni års undervisningspligt på folkeskolenivea u, hvilket efterfølges af to eller tre års valgfri uddannelse, hvor mange elever tilbringer et af årene på efterskole i Danmark. Efter det niende til tolvte år kan eleven fortsætte sin uddannelse i tre år på det almindelige gymnasieniveau og forberede og kvalificere sig til studier på det videregående niveau, eller tilmelde sig en faglig uddannelse af to til fire års varighed. De videregående uddannelser, som tages på universiteter, handelshøjskoler og lærerseminarier eller andre højere læreanstalter, kan opdeles i korte, mellemlange og lange uddannelsesforløb. Det grønlandske uddannelsessystem svarer til det danske, og grønlandske studerende har fri adgang til uddannelsessystemet i Danmark (forudsat at de har de rette kvalifikationer). Lige under 20 procent af de studerende tager en gymnasial og vidergående uddannelse i udlandet, primært i Danmark. Alle uddannelser i Grønland er gratis og finansieres for størstedelen af Grønlands Hjemmestyre. Hvis grønlændere tager en uddannelse i Danmark, betales udgifterne af den danske stat, og Grønlands Hjemmestyre skal kun give de studerende studiestøtte.

Den valgfri uddannelse efter mellemskolen og det at mange mennesker arbejder nogle år mellem de forskellige uddannelsesniveauer, har en tendens til at forårsage, at de studerende afslutter deres studier i en høj alder. Siden 1987 er gennemsnitsalderen for alle studerende (handelsgymnasium og videregående uddannelse) steget fra 22,6 til 26 år, hvad der i nogen udstrækning afspejler, at flere ældre studerende er kommet ind i uddannelsessystemet. Såvel det individuelle som det samfundsmæssige udbytte af uddannelse ville være meget højere, hvis flere studerende kunne afslutte deres uddannelse i en lavere alder.

/////Det almindelige uddannelsesniveau
Da Grønlands udvikling til et moderne samfund begyndte for mindre end 50 år siden, er det ikke overraskende, at det generelle uddannelsesniveau er lavt. Dem, der er født i Grønland, og som kun har gennemgået den obligatoriske skolegang eller mindre, udgør næsten 84 procent, hvorimod det generelle uddannelsesniveau er meget højere for personer, der er født i Danmark (Tabel 18). Denne forskel afspejler ikke den underliggende skævhed i uddannelsesniveauet mellem Grønland og Danmark, da danskere bosiddende i Grønland er bedre uddannet end den gennemsnitlige danske befolkning. Men det understreger behovet for uddannelse, hvis grønlændere skal erstatte danskere på arbejdsmarkedet.
Tabel 18. Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau
  Personer født i
Det generelle uddannelsesniveau Grønland Danmark
Under 7 års skolegang 25.1 3.1
Afsluttet almen skolegang 58.7 26.2
Udvidet afgangsprøve/realeksamen 8.2 29.2
Gymnasium/HF 2.6 33.1
Stadig i skole 3 3.8
Uspecificeret 2.4 4.6
Total 100 100
Kilde : Grønlands Statistik (1994 b ).

Da andelen af personer med mindre end syv års skolegang er højest blandt de ældre, og da uddannelsesniveauet er højere hos de yngre generationer, er der grund til at tro, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau vil stige de kommende år (Tabel 19). En målestok for denne udvikling er næsten en fordobling siden begyndelsen af 1980'erne af antallet af studerende, som tager en almindelig gymnasial uddannelse.
Tabel 19. Grønlandskfødtes skoleuddannelse fordelt efter alder
Opgjort i % Alder
Det generelle uddannelsesniveau 18-29 30-39 40-49 50-59 60+
Under 7 års skolegang 7.1 20 26.9 49.5 55.2
Afsluttet almen skolegang 68.6 62.8 57.9 48.4 36.2
Udvidet afgangsprøve/realekseamen 8 11.4 9.7 1.1 3.8
Gymnasium/HF 5.8 2.1 2.1 0 1
Stadig i skole 9.3 1 0 0 0
Uspecificeret 1.3 2.8 3.4 1.1 3.8
Total 100 100 100 100 100
Kilde : Grønlands Statistik (1994 b ).

Selv om det gennemsnitlige uddannelsesniveau sandsynligvis vil stige, er det vigtigt at fortsætte bestræbelserne på at opnå bedre resultater inden for uddannelsessystemet, da uddannelsesniveauet halter bagud på alle stadier (Tabel 20).
Tabel 20. Højest opnåede uddannelse pr. 55 000 indbyggere i Grønland og Danmark
  Grønland Danmark
Videregående 100 1.500
Mellemlang 2.200 4.400
Erhvervsfaglig 5.400 12.000
Kilde : Grønlands Baseselskab et al. (1997).

Trods den stigende trend er der også knapt så opmuntrende tegn. Det høje og voksende antal elever, der falder fra i løbet af deres uddannelse i 1990’erne, giver anledning til alvorlig bekymring. Desuden er antallet af personer, som er i gang med og som fuldender deres uddannelse, faldet (Grønlands Statistik, 1998 b ). Antallet af elever, som falder fra i løbet af deres uddannelse, er af samme størrelsesorden, som det antal studerende, der gennemfører deres uddannelse. Dette falder i tråd med en undersøgelse, som viser, at af aldersgruppen 17 årige i 1985 nåede mere end halvdelen ikke at få en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen (Det rådgivende Udvalg vedrørende Grønlands Økonomi, 1996).

De høje frafaldsprocenter kunne tyde på, at de studerendes kvalifikationer er utilstrækkelige, når de påbegynder deres gymnasie- eller erhvervsuddannelse. Af en undersøgelse (Grønlands Hjemmestyre, 1995) konkluderedes det, at folkeskole- og gymnasieuddannelserne ikke giver tilstrækkelige kvalifikationer til fortsættelse ved en videregående uddannelse hverken i Grønland eller i Danmark. Manglen på lærere har i årevis været et alvorligt problem, især i de fjerntliggende egne, og det er utvivlsomt en af forklaringerne på problemet. I 1994 blev der gennemført en landsdækkende læsetest, som omfattede næsten alle elever i 4.-8. klasse (Inerisaavik, 1994). Konklusionen var, at der er store forskelle i elevernes evne til at læse, og at de resultater, 1/3 af eleverne opnåede med hensyn til læsning, er utilstrækkeligt til, at de kan opnå de nødvendige kundskaber inden for andre områder. Desuden fremgik det af studiet, at der er store regionale skævheder mellem og inden for kommunerne.

Hovedsproget, der anvendes i skolerne, er grønlandsk med dansk som det første fremmedsprog. Hele det grønlandske samfund er påvirket af det danske sprog, og på mange måder er samfundet tosproget (skønt næsten ingen danskere taler grønlandsk, inklusive mange danske skolelærere), og det er nødvendigt at tale dansk for at kvalificere sig til mange jobs. Også studerende bliver nødt til at mestre det danske sprog for at være i stand til at gennemgå de fleste uddannelser. Som det fremgår af Tabel 21, er der en tæt forbindelse mellem det uddannelsesmæssigt opnåede resultat og evnen til at tale dansk, hvad der understreger vigtigheden af at være tosproget. Da Grønland utvivlsomt vil deltage i den igangværende globalisering (IT, turisme, tilstedeværelsen af udenlandske selskaber osv.), er det uundgåeligt for fremtidige generationer at være i stand til også at tale andre sprog.
Tabel 21. Relationen mellem sprog og skoleuddannelse, 1994
  Uddannelse
Hovedsprog < 7 år Afsluttet
almen
skolegang
Gymnasium
/HF
Hele
befolkningen
Grønlandsk, taler lidt dansk 70 38 0 42
Grønlandsk, taler godt dansk 27 45 35 41
Tosproget 3 15 44 14
Dansk, taler godt grønlandsk 0 1 17 2
Dansk, taler lidt grønlandsk 0 1 4 1
Total 100 100 100 100
Kilde : Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi (1996).

/////Uddannelsessystemets omkostningsniveau
Med 11 procent af bruttonationalproduktet er de totale ressourcer, der bruges til uddannelse i Grønland højere end i OECD-landene (Figur 16). Hvis støtten til de studerende inkluderes, er andelen 13 procent. De relativt mange børn i aldersgruppen 6-16 år og smådriftsulemperne samt det store antal skoler og institutioner er blandt forklaringerne på det høje omkostningsniveau.
Figur 16. Uddannelsesudgifter

(i % af bruttonationalproduktet)


Kilde : OECD (1998 c) og Grønlands Statistik.

Det høje omkostningsniveau afspejles i meget højere produktionsomkostninger pr. person uddannet i Grønland end i Danmark. Afhængigt af den specifikke uddannelse kan omkostningerne pr. enhed være mere end fire gange større i Grønland (Tabel 22). Selv om tallene måske burde opdateres, så viser de, at det er meget dyrt at uddanne folk i Grønland.
Tabel 22. Omkostninger pr. person uddannet i Grønland og Danmark.
  Grønland (1992) Danmark (1994)
Almindelig gymnasieskole 450 203
Kontorassistent 230 56
Metalarbejder 410 151
Teknisk assistent 580 145
Skolelærer 580 397
Administrator/økonom 970 378
Ingeniør a) 579
Tandlæge a) 961
a: Uddannelsen finder sted i Danmark. Grønlands Hjemmestyre betaler kun studiestøtte
Kilde : Det rådgivende Udvalg vedrørende Grønlands økonomi (1996).

Et specielt forhold i Grønland er studiestøtten. Studerende, som ikke bor hjemme, får DKK 4.000, og studerende, som bor hjemme, får DKK 2.000 pr. måned til dækning af deres leveomkostninger. For studerende, som læser i udlandet, er støtten endnu mere favorabel. Studiestøtteordningen i Grønland er således mere generøs end den danske ordning, der allerede fremtræder som den mest generøse i OECD-området.

2. Iværksætterkultur
Den jobskabelse, der finder sted i små og nye firmaer, viser, at et stærkt iværksættermiljø vil forbedre udviklingen på arbejdsmarkedet, da iværksætterkulturen er nødvendig for at opnå den fulde fordel af nye produkter og processer. Overgangen til markedsbaseret økonomi i de central- og østeuropæiske lande er en slående illustration af vigtigheden af forbindelsen mellem de strukturelle forhold og kultur. Skabelsen af en grundlæggende markedslovgivning frigjorde et indestængt iværksætterdrive, selv i lande, hvor der ikke havde eksisteret en iværksætterkultur i årtier. Skønt udgangspunktet er meget anderledes i Grønland, så viser dette eksempel, at det er muligt at udvikle en række nye aktiviteter, hvis de rette betingelser er tilstede. Iværksætterkultur er resultatet af tre dimensioner, der arbejder sammen: gunstige strukturelle forhold, veltilrettelagte offentlige ordninger og kulturelle holdninger. Opnåelse af de rette rammebetingelser, inklusive velfungerende markeder, bør være grundlaget for politikken. Veltilrettelagte og målrettede ordninger samt understøttende kulturelle holdninger supplerer de strukturelle betingelser. Næste afsnit er baseret på OECD (1998 a ), hvori iværksætterkulturen er analyseret nærmere.

Selv om der ikke er nogen statistikker til rådighed over virksomhedsstruktur og -dannelse, så synes det at være indlysende, at fokus i den fremtidige jobskabelse i Grønland hovedsagelig bør være på udviklingen af små og mellemstore virksomheder. For det første er den grønlandske økonomi meget lille og har små markeder, som giver meget lidt plads til mange større projekter. For det andet er store (hjemmestyreejede) selskaber allerede fremherskende i økonomien. For det tredje er Grønland midt i en omstillingsproces, hvor folk flytter fra bygderne til byerne og flytter mellem bygderne, hvad der øger behovet for skabelse af jobmuligheder mange nye steder.

/////Makroøkonomiske rammer
En sund makroøkonomisk udvikling er ikke i sig selv tilstrækkelig til at udvikle iværksætterkulturen, men den kan bestemt hjælpe. Iværksætteraktiviteter går nemmere i et lavinflationsmiljø med sunde offentlige finanser, hvilket mindsker behovet for at hæve skatterne. Da den økonomiske vækst imidlertid har været beskeden siden midten af 1980’erne, har den generelle makroøkonomiske udvikling ikke være særligt befordrende for udviklingen af nye virksomheder de seneste år.

/////Fleksibelt arbejdsmarked
Et fleksibelt arbejdsmarked er vigtigt for iværksætterkulturen, da det sætter virksomhederne i stand til at reagere hurtigt og nemt på det ændrede konkurrencemiljø og de ændrede markedsforhold. Arbejdsmarkedsanalysen i dette kapitel viser, at arbejdsmarkedet i Grønland er fleksibelt på mange måder, dog ikke løndannelsen. Kombinationen af lav produktivitet og høje lønninger hæmmer beskæftigelsen, især for de små og mellemstore virksomheder, som allerede tager risici og måske finder det vanskeligt at give den nødvendige oplæring. Desuden giver det relativt høje lønniveau folk et stærkt incitament til at lade sig ansætte fremfor at etablere egen virksomhed. Når potentielle virksomhedsejere skal beslutte, om de vil etablere egen virksomhed, står de normalt over for valget om enten at beholde et vellønnet job (ofte i den offentlige sektor) eller acceptere en lav og usikker indkomst i opstartsfasen.

/////Risikovillig kapital
Alle virksomheder har brug for kapital, men nye virksomheder vil dog almindeligvis stå over for ekstra mange vanskeligheder med at finde kapital, da de pr. definition ikke tidligere har vist deres værd. Det siges, at Grønlands eneste bank - Grønlandsbanken - er tilbageholdende med at stille risikovillig kapital til rådighed, selv om det ikke er klart, om en sådan mulig tilbageholdenhed er mere eller mindre udtalt i Grønland, end det er tilfældet i andre lande. Som i andre lande er kvaliteten af de foreslåede nye projekter måske ikke tilstrækkelig høj. Det er dog problematisk, at der ikke er lokal konkurrence på kapitalmarkedet, og et par private banker mere i Grønland ville være at ønske. Til støtte for etableringen af nye virksomheder er der lavet adskillige offentligt finansierede ordninger, inklusive ordninger til fremskaffelse af kapital til visse sektorer (fiskeri og turisme). Derudover blev det hjemmestyreejede selskab SULISA etableret i 1993. Et af selskabets mål er at skaffe risikovillig kapital til nye virksomheder, men hidtil har kun få virksomheder nydt godt deraf, til dels på grund af de foreslåede projekters utilstrækkelige kvalitet. I andre lande er det ofte nødvendigt med lidt kapital til opstarten, ofte bruges egen opsparing eller lån fra familie og venner. På grund af den lave opsparingsrate er dette imidlertid ikke almindeligvis tilfældet i Grønland, og da meget få bor i ejerbolig, eksisterer der sjældent anden sikkerhedsstillelse. Udviklingsprogrammer for mikrovirksomheder - og oplæring til dem, der traditionelt forbigås (som for eksempel kvinder, fattige og dem, der befinder sig i områder med økonomisk nedgang) - har vist sig vellykkede i for eksempel USA, Nordnorge og Bangladesh. Det vil måske være muligt at indføre lignende ordninger i Grønland.

/////Konkurrence
En sund strukturpolitik er afgørende for, om der kan skabes et velfungerende marked for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft. Konkurrencen gør det muligt for forbrugerne klart at vise, hvad de ønsker. Den sikrer virksomhedslederen en klar tilbagemelding om, hvordan han eller hun klarer sig, og den tilskynder virksomhedsledere til at yde en endnu større indsats. Kapitel 4 handler mere detaljeret om behovet for og instrumenterne til styrkelse af konkurrencen, inklusive offentlig licitation, privatisering og udlicitering. Indtil de offentligt ejede selskaber er blevet privatiseret, kan myndighederne overveje at formulere retningslinier for sådanne selskabers aktiviteter for at undgå unfair konkurrence over for små private virksomheder.

/////Offentlig regulering
De byrder, det offentlige pålægger, bør også reduceres på det administrative niveau ved, at der skæres ned på bureaukratiet og den offentlige regulering. Det er komplekst at starte en virksomhed og i sig selv tidskrævende, og det papirarbejde, det medfører, bør reduceres til et minimum. Også de løbende omkostninger, der er forbundet med at overholde administrative regler samt indrapporteringskrav, kan modarbejde iværksætterkulturen. Landsstyret bør overveje en gennemgang af de eksisterende regler og krav for at se, om de kan strømlines eller måske afskaffes. Generelt ser det ud til, at der kræves forholdsvis lidt papirarbejde i forbindelse med etablering af en ny virksomhed i Grønland. Dog skal der indhentes et særligt næringsbrev, før det er muligt at etablere en virksomhed. Det er en forudsætning for at opnå et sådant næringsbrev, at ansøgeren har boet i Grønland de foregående to år. Selv om der kan ske undtagelser fra denne regel, er den meget vanskelig at begrunde. Beskatningen og selve skattesystemet er også en byrde, som iværksættere ofte klager over. I Grønland hvor skatterne er lave, og der er mulighed for afskrivning med det samme, er skattesystemet imidlertid "generøst" og gennemsigtigt og dermed en støtte for iværksættere.

/////Boligsituationen
Manglen på boliger er en hindring for jobskabelsen, især for nye virksomheder, da det ofte er nødvendigt for arbejdsgiveren at skaffe boliger for at kunne tiltrække nye medarbejdere. Problemet er mest udtalt i Nuuk, hvor ventelisterne er meget lange.

/////Virksomhedslukning og konkurs
Virksomhedslukninger er en nødvendig del af iværksætterprocessen, og de gør det muligt for ressourcer at flytte sig til mere produktive formål. En politik, som begrænser virksomhedernes muligheder for at omstrukturere eller lukke, mindsker virksomhedens muligheder for at tilpasse sig hurtigt og kan afholde iværksættere fra at etablere sig. Endvidere er konkurslovgivningen vigtig for den enkelte iværksætter, og det er nødvendigt at finde en passende balance mellem virksomhedens ejere og kreditorer. Urimeligt store omkostninger ved personlig konkurs vil afskrække potentielle iværksætter, men omkostninger, som er for lave, tilskynder ikke iværksættere til at være økonomisk disciplineret, hvorved man underminerer beskyttelsen af kreditorerne.

/////Sociale normer
Risikovillighed påvirkes ofte negativt på grund af sociale normer. I nogle lande ser man på en virksomhed, der slog fejl, som et rimeligt resultat af et "godt forsøg", hvorimod man i andre lande mere betragter det som en personlig fiasko med en social skamplet knyttet dertil. Selv om fiskere og fangere i Grønland kan betragtes som iværksættere, så har iværksætteraktivitet ikke nogen udtalt tradition i Grønland. Og da landet er opdelt i mange små samfund, hvor det er umuligt at være anonym, forekommer det rimeligt at formode, at Grønland hører til sidstnævnte gruppe af lande. Også holdningen til samarbejde blandt iværksættere og udviklingen af grupper af småfirmaer kunne styrkes gennem en stigende anerkendelse af iværksætteraktivitet.

/////Ordninger der fremmer iværksætterkultur
En politik, som er rettet mod at fremme iværksætterkultur, kan ikke erstatte velfungerende markeder og de rette rammebetingelser. Offentlige ordninger kan imidlertid supplere og understøtte rammebetingelserne.

Sådanne ordninger behøver ikke være dyre, da det blot kan dreje sig om information og forsøg på at ændre holdningen og tiltrække opmærksomheden. Ordninger af denne type har desuden det fortrin, at de ikke forvrider markedsmekanismerne. Nogle eksempler kunne være:
  • Information om procedurer i forbindelse med etableringen af en virksomhed samt støtte i form af rådgivning og uddannelse, hvorved de ulemper, som småfirmaer erfarer på grund af manglende ledelses-, markedsførings- og organisationskompetence, mindskes. SULISA gør allerede en indsats på disse områder.
  • Det offentlige belønner iværksætterbestræbelser ved uddeling af priser, som for eksempel "årets mest vellykkede virksomhed", der gør rollemodeller mere synlige.
  • Støtte til ordninger, som for eksempel virksomhedsspil i skoler og uddannelsesinstitutioner, der kan hjælpe de studerende med at få erfaring og tilskyndelse.
Undersøgelser af iværksætterkulturen i Holland og USA viser, at den typiske nyetablerede iværksætter har arbejdet i to til tre veletablerede virksomheder før beslutningen om at etablere egen virksomhed træffes, idet han eller hun ofte trækker direkte på kompetencer og erfaringer, som er høstet i tidligere ansættelsesforhold. Denne ide er allerede taget op i Grønland, idet KNI og Royal Arctic Line har introduceret initiativer, hvor ansatte undervises i, hvordan man driver en virksomhed. Denne strategi kunne udvides til også at omfatte uddannelseskrav i servicekontrakter, som forhandles med hjemmestyreejede virksomheder.

3. Løndannelsen
Et godt løndannelsessystem vil give både aggregeret lønfleksibilitet, hvorved det sikres, at reallønnen er tilstrækkeligt følsom over for ændringer i arbejdsløshedsprocenten, og relativ lønfleksibilitet, hvorved det sikres, at lønningerne afspejler den underliggende produktivitet. Samlet lønfleksibilitet er af afgørende vigtighed for en økonomis evne til at tilpasse sig chok.

I den offentlige sektor finder der centrale lønforhandlinger sted mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforeningerne hvert andet eller tredje år. Den vigtigste fagforening i Grønland, SIK, repræsenterer ufaglærte arbejdere og i et vist omfang faglærte, hvorimod andre fagforeninger optager deres medlemmer alt efter fag. Danskere og personer, der er uddannet i Danmark, er typisk repræsenteret af danske fagforeninger. I den private sektor er lønforhandlingen en kombination af kollektive aftaler (primært i byggebranchen mellem SIK og arbejdsgiverorganisationerne) og individuelle aftaler, der forhandles på virksomhedsniveau, hvad der i teorien skulle sikre relativ lønfleksibilitet.

I princippet burde løndannelsessystemet i den private sektor ikke nødvendigvis føre til uhensigtsmæssige resultater. I praksis er resultatet imidlertid blevet et højt lønniveau, og den stærke forbindelse mellem lønningerne i Grønland og Danmark mindsker den samlede lønfleksibilitet i Grønland. Mere konkret synes denne mekanisme at stamme fra den offentlige sektor, hvor forhandlingerne finder sted med fagforeningerne i Grønland såvel som danske fagforeninger. Derefter er der en afsmitningseffekt eller en slags administrativ udvidelse fra den dominerende offentlige sektor til den private sektor. Dette er i overensstemmelse med forlydender om, at lønniveauet er ensartet i alle byer med undtagelse af Nuuk, hvor det er højere. Dette indikerer, at lønaftalerne reelt aftales centralt til trods for de individuelle forhandlinger, som sker ude i virksomhederne. Som en konsekvens heraf er hverken aggregeret eller relativ lønfleksibilitet i Grønland tilstrækkeligt til at forhindre en lav privatbeskæftigelse og høj arbejdsløshed blandt ufaglærte. Først når grønlænderne har erstattet de fleste danskere på arbejdsmarkedet, kan båndene mellem arbejdsmarkederne i de to lande måske slækkes.

4. Konkurrence på varemarkedet
Da jobskabelse er tæt forbundet med væksten i små og nye virksomheder, kan imperfektioner på varemarkedet være en hindring for væksten i beskæftigelsen, da de skærmer eksisterende firmaer fra konkurrence og modvirker nye virksomhedsaktiviteter. Manglende konkurrence vil generelt medføre højere priser og lavere beskæftigelse på kort sigt, mens den mindsker den økonomiske vækst på langt sigt ved at allokere ressourcerne på en ineffektiv måde. Desuden er sektorer, der tjener mere end normal profit på grund af svag konkurrence, mere tilbøjelige til at tilbyde lønninger over gennemsnittet. I mangel af tilstrækkeligt relativ lønfleksibilitet skubber denne tendens det generelle lønniveau i økonomien op og bremser således den samlede efterspørgsel efter arbejdskraft. Disse økonomiske mekanismer fungerer ikke kun i OECD-landene men også i Grønland.

Kapitel 4 behandlede mere detaljeret, hvordan man kunne forbedre den måde, hvorpå økonomien fungerer. Disse initiativer bør suppleres med en mindre protektionistisk holding i Grønland. Konkurrence forstærkes af udenrigshandelen, da den giver forbrugerne mulighed for at købe varer til de bedste priser og sikrer, at ressourcerne bruges på den mest effektive måde. I Grønland vanskeliggøres konkurrencen af tilstedeværelsen af monopoler på hjemmemarkedet, ensfragtafgiften, særbeskatning af nogle varer og af monopoler inden for transportsektoren. Det er vigtigt ikke at begrænse disse mekanismer yderligere ved, at det offentlige støtter "køb grønlandsk"-kampagner på hjemmemarkedet. Konkurrencen i servicesektoren kan også styrkes gennem en mere åben holdning til udenlandske selskaber. Det mest iøjnefaldende eksempel er byggesektoren, hvor byggeentreprenører begrænser sig til firmaer beliggende i Grønland. I en økonomi med mange små markeder og kun lidt konkurrence har dette en tendens til at styrke dannelsen af lokale monopoler og/eller karteller blandt både arbejdsgivere og ansatte, hvorved omkostnings- og lønniveauet skubbes op. Som anført i Kapitel 3 kan det blive nødvendigt at igangsætte omfattende bygge- og vedligeholdelsesaktiviteter i de kommende år. For at undgå overophedning af anlægssektoren og dermed lønstigninger også i andre brancher, bør udenlandske selskaber med ekspertise og erfaring i anlægsarbejder i arktiske områder inviteres til at byde på arbejder (der kunne eventuelt være et betingelse i kontrakten om ansættelse og oplæring af lokale arbejdskraft). Selskaber beliggende i Grønland vil have en konkurrencemæssige fordel, fordi de allerede er i Grønland og er vant til de særlige forhold, hvorimod udenlandske selskaber måske kan bidrage med nye ideer og organisatoriske/arbejdsmæssige rutiner til denne sektor.

Også på arbejdsmarkedet kan konkurrencen skærpes. Lovgivningen giver personer, der er født i Grønland og personer med særlige relationer til Grønland særbehandling. Når en stilling skal besættes (med ufaglærte eller faglærte arbejdere), kan arbejdsgiveren kun ansætte udlændinge efter at have indhentet en særlig tilladelse, og en sådan gives kun, hvis der ikke er nogen grønlændere til rådighed med de nødvendige kvalifikationer. Det er tvivlsomt, om denne regel har nogen positiv effekt på beskæftigelsen af grønlændere, da firmaerne allerede har et kraftigt økonomisk incitament til at hyre lokale arbejdere, fordi det er meget dyrt (flytteudgifter m.v.) at ansætte folk fra Danmark.

5. Skatter og overførsler
Skat på arbejdsindkomst overvæltes ofte på lønningerne. Lønmodtagere kan forsøge at modsætte sig en reduktion af deres disponible indkomst med at fremsætte kompenserende krav ved forhandlingsbordet, hvilket resulterer i højere arbejdsomkostninger. Arbejdsløshedsunderstøttelse er blevet introduceret i OECD-landene for at forhindre en midlertidig arbejdsløshedssituation i at få for mange ugunstige sociale konsekvenser. Understøttelsen har haft succes med at nå sine mål, men der har været stigende erkendelse af, at overdrevent generøs understøttelse kan reducere intensiteten i jobsøgningen, øge varigheden af arbejdsløsheden og mindske presset på de arbejdsløse med hensyn til at acceptere egnede jobtilbud. Høj understøttelse kan også resultere i lønkrav, der reducerer den samlede beskæftigelse.

Arbejdsløshedsforsikringer i traditionel forstand eksisterer ikke i Grønland - den generelle regel er, at enhver må underholde sig selv og sin familie. Medlemmer af SIK modtager dog økonomisk støtte (takstmæssig hjælp) under arbejdsløshed og sygdom. Bistanden beløber sig til 66 procent af SIKs minimumsløn (for ufaglærte) for gifte eneforsørgere og 55 procent af minimumslønnen for andre. Den økonomiske støtte kan længst ydes i 13 uger inden for en 12-måneders periode. Trangsvurderet hjælp kan gives til alle grupper, når den normale indkomst mere end rent forbigående er ophørt eller stærkt formindsket. Der kan endvidere ydes udvidet behovsvurderet hjælp til dækning af rimelige, faste omkostninger og leveomkostninger. I princippet er den takstmæssige hjælp højere end trangsvurderet hjælp, skønt denne ikke er veldefineret, da den er baseret på subjektive kriterier og varierer fra kommune til kommune.

Førtidspension kan gives til personer med fysiske, psykiske og sociale problemer. Kommunerne er ansvarlige for bevillingen og tildelingen af pensionerne, mens Hjemmestyret tegner sig for 90 procent af finansieringen, hvad der giver kommunerne et økonomisk incitament til at bevillige førtidspension, især i områder hvor det er vanskeligt at finde beskæftigelsesmuligheder.

Generelt er det af yderste vigtighed at undgå høje marginale skatteprocenter, som skaber fattigdomsfælder (dvs. den situation, hvor fattige familier kan konstatere, at familiens disponible indkomst reduceres, hvis et familiemedlem arbejder mere) og arbejdsløshedsfælder (dvs. den demotivation til at arbejde, som opstår af høje sociale ydelser sammenlignet med indkomst fra arbejde). Med et lavt understøttelsesniveau og en kort understøttelsesperiode skaber skatte- og overførselssystemet generelt ikke arbejdsløshedsfælder. Tilstedeværelsen af fattigdomsfælder synes imidlertid at være et alvorligt problem især på grund af aftrapning af børnetilskud og boligstøtte. Det er blevet beregnet, at den disponible indkomst (minus skat, husleje og børnetilskud) for en familie med to børn vil falde med DKK 4.260, hvis familiens bruttoindkomst stiger fra DKK 110.000 til DKK 140.000 (Tabel 23). En lignende udregning foretaget for en enkelt lønmodtager viser, at dennes disponible indkomst kun vil stige med DKK 480, hvis lønmodtagerens årlige indkomst stiger fra DKK 100.000 til DKK 128.000. Da den årlige indkomst for en SIK-arbejder, som tjener minimumsløn er ca. DKK 110.000, er det økonomiske incitament for lavtlønnede arbejdere til at finde et bedre betalt job, gennemgå kurser og tage ekstraarbejde ikke til stede, og det er meget vanskeligt for de lavestlønnede at bevæge sig op ad lønstigen. Der kan ikke ses bort fra problemet, da 7 procent af de ugifte lønmodtagere har en årlig indkomst på mellem DKK 100.000 og DKK 125.000, og næsten 1/5 af parrene har en årlig indkomst på mellem DKK 100.000 og DKK 150.000 (selv om de ikke alle har to børn).
Tabel 23. Disponibel indkomst for en familie med to børn (DKK)
Indkomst Indkomst efter skat Børnetilskud Husleje minus boligstøtte Disponible indkomst
110.000 102.800 9.720 9.180 103.340
128.000 113.600 9.720 23.180 100.140
140.000 120.800 6.480 28.200 99.080
Kilde : Socialreformkommissionen (1997).

6. Bestemmelser om sikkerhed i ansættelsen
Længerevarende relationer mellem firmaer og ansatte, sikkerhed i ansættelsen, som garanteres gennem lovgivningen eller overenskomstforhandlingerne, tilskynder firmaerne til at investere i deres arbejderes oplæring, hvad der kan føre til et højere produktivitetsniveau og indtjening til "insiders". Da sådanne regler imidlertid får virksomhederne til at beholde arbejdere, som de ikke længere har brug for, bliver de mere forsigtige med at ansætte, hvad der er til skade for især "outsiders" og risikabelt for dynamikken i økonomien mere generelt - skabelse såvel som afvikling af virksomheder er en vigtig mekanisme i en markedsøkonomi, og bestræbelserne på at opretholde uprofitable jobs bør generelt ikke tilskyndes.

I Grønland er arbejdsmarkedslovgivningen meget liberal med meget lave ansættelses- og afskedigelsesomkostninger, selv om det af politiske grunde er vanskeligt for hjemmestyreejede virksomheder at afskedige folk i de små byer. Med den høje arbejdsløshedsprocent blandt ufaglærte er det vigtigt at bevare dette fleksible system for at undgå en forværring af "insider/outsider"-problemerne og for at sikre en dynamisk økonomi.

7. Fleksibelt arbejdsliv
Traditionelle arbejdstidsordninger, hvad end de er indarbejdet i lovgivningen eller i kollektive aftaler, kan mindske fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og jobskabelsen. Virksomhedernes behov varierer over tid og på tværs af brancherne på grund af både sæsonmæssige og konjunkturmæssige svingninger i efterspørgslen og på grund af forskellene i produktionsprocesserne. Fleksible arbejdstidsordninger tillader et bedre match mellem firmaets arbejdskraftsbehov og arbejdernes ønsker, inklusive den fleksibilitet som ønskes af familie- eller uddannelsesmæssige årsager. I en meget lille økonomi, hvor produktionsprocesserne pr. definition er i mindre skala, og hvor sæsonmæssige forskelle er udtalte, er vigtigheden af fleksibiliteten i arbejdstiden særligt afgørende.

I Grønland er arbejdstiden meget fleksibel. Udgangspunktet er en 40-timers arbejdsuge for alle grupper med adgang til længere/kortere arbejdstid, hvis der er behov for det. Desuden er der ingen begrænsninger i brugen af deltidsansættelse, og med den nyligt trufne beslutning om at hæve pensionsalderen er fleksibilitet over livstid også blevet introduceret. Begrænsninger i arbejdstiden kan således ikke ses som en hindring for jobskabelse i Grønland.

8. Aktiv arbejdsmarkedspolitik
At hjælpe de arbejdsløse med at blive konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet er at foretrække for blot at udbetale indkomststøtte. Dette generelle princip er den grundliggende begrundelse for en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Hjælp til jobsøgning og rådgivning, uddannelsesordninger, ansættelsesstøtte og midlertidige beskæftigelsesordninger i den offentlige sektor er eksempler på denne slags tiltag. Erfaringerne med dele af arbejdsmarkedspolitikken i OECD-landene har været skuffende, og landene er blevet tilskyndet til at kontrollere sådanne initiativers effektivitet mere indgående. Hvis en aktiv arbejdsmarkedspolitik imidlertid er struktureret omhyggeligt, styret nøje og målrettet til individuelle behov eller specifikke grupper, kan den hjælpe de arbejdsløse med at overvinde vanskelighederne med at finde et job og forbedre den måde, hvorpå arbejdsmarkedet fungerer mere generelt.

Uden arbejdsløshedsforsikring er aktive foranstaltninger den fremherskende form for arbejdsmarkedspolitik i Grønland og inkluderer initiativer som forskellige slags løntilskud, jobskabelse for unge mennesker, foranstaltninger til reduktion af sæsonarbejdsløshed, uddannelsestiltag og foranstaltninger til at opretholde beskæftigelsen. De totale offentlige udgifter i OECD-landene til offentlige arbejdsmarkedsordninger (inklusive arbejdsløshedsunderstøttelse) varierer inden for ¼ til 6 procent af bruttonationalproduktet (OECD, 1998 b ). I Grønland ligger de totale udgifter til disse ordninger på omkring 9 procent af bruttonationalproduktet (Direktoratet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder, 1998). Selv om OECDs og de grønlandske tal ikke direkte er sammenlignelige, så viser de, at der gøres en stor indsats i Grønland inden for dette område. Resultaterne af disse bestræbelser er dog ikke blevet vurderet nøje, og resultatet af indsatsen kendes ikke.

9. Skabelse og spredning af teknologisk know-how
Vedvarende forbedringer i reallønnen og levestandarden afhænger i sidste ende af teknologiske fremskridt. Produktivitetsgevinster, som har forbindelse med introduktionen og spredningen af nye produktionsprocesser bidrager til vedvarende stigning i reallønnen og kan gøre det lettere at opretholde lave arbejdsløshedsprocenter, når lønningerne ikke at helt fleksible. Den teknologiske fremgang sker gennem grundforskning, nyskabelse og spredning af nye produkter og processer samt mere effektiv anvendelse af de eksisterende ressourcer.

På grund af økonomiens størrelse og det generelt lave uddannelsesniveau ville det ikke være en klog disposition for Grønland at koncentrere landets bestræbelser på grundforskning som en generel strategi, selv om det ikke kan udelukkes, at forskning inden for særlige områder som for eksempel arktisk videnskab og fiskeri kan være nyttig. I almindelighed forekommer det at være mere relevant at koncentrere sig om spredning af forskningsresultater og nyskabelser.

10. Den makroøkonomiske situation
Den økonomiske vækst har været moderat siden 1986 og derfor ikke befordrende for jobskabelsen, skønt man har opnået lav inflation og overskud på de offentlige finanser (jf. Kapitel 2).

Hvad skal der til?
Grønland står over for to større udfordringer på arbejdsmarkedet: arbejdsløsheden er koncentreret på de lavtuddannede, som udgør en stor del af arbejdsstyrken, og jobskabelsen bliver nødt til at accelerere i de kommende år, hvis høj arbejdsløshed skal undgås. Derudover er der spørgsmålet om befolkningens parathed, når henses til dens uddannelsesniveau og den relevante kompetence. For eksempel kan de igangværende aktiviteter inden for efterforskning after olie og mineraler resultere i en pludselig, meget stor stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft. I så fald er det af yderste vigtighed at have en tilstrækkelig fleksibel økonomi til at høste alle fordelene af landets naturlige ressourcer.

Grønland lever allerede op til en række af de anbefalinger, der er givet i OECD Jobs Study, og derfor bør bestræbelserne på at øge beskæftigelsen primært koncentreres på fem, delvist indbyrdes relaterede områder:
  • Oplæring og uddannelse;
  • Fremme af iværksætterkultur,
  • Større konkurrence på varemarkedet;
  • Lukning af forskellen mellem produktivitet og lønninger;
  • Reformering af overførselssystemet.
Det er ikke nogen nem opgave at lukke gabet mellem produktivitet og lønninger, fordi arbejdsmarkedet i Danmark har stor indflydelse på lønfastsættelsen i Grønland. Selvfølgelig vil den bedste løsning på langt sigt være at øge produktiviteten gennem en forbedring af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau. En sådan strategi vil også lette processen med hensyn til at erstatte danskere på arbejdsmarkedet og dermed svække båndene til det danske arbejdsmarked. Forbedringerne af uddannelsesniveauet bør løbende suppleres med mindre lønstigninger i Grønland end i Danmark, hvorved konkurrenceevnen bliver bedre og gabet mellem lønningerne og produktiviteten mindskes.

Den relativt korte periode med økonomisk udvikling, faktisk kun de sidste 50 år, bør tages i betragtning i vurderingen af uddannelsesniveauet i Grønland. For et par generationer siden var der hverken skik for eller let adgang til at tage en uddannelse, og da uddannelse i høj grad er et traditionsspørgsmål, er det ikke overraskende, at uddannelsesniveauet endnu ikke er på højde med niveauet i Danmark. Samtidig er det opmuntrende, at det gennemsnitlige niveau stiger.

Den nylige tendens, til at færre studerende fuldfører deres uddannelse, er imidlertid bekymrende og noget overraskende, især når de private incitamenter til at tage en uddannelse tages i betragtning - studerende modtager ikke bare generøs studiestøtte i studieforløbet, men efter vellykket gennemførelse er de nærmest garanteret høje lønninger og lav risiko for arbejdsløshed. Den høje frafaldsprocent er et anliggende, som er meget bekymrende, og som bør mindskes.

For at forbedre uddannelsessystemets resultater og effektivitet, bør en række initiativer overvejes:
  • På grund af den høje arbejdsløshedsprocent hos ufaglærte og den høje frafaldsprocent er det vigtigste spørgsmål i uddannelsessystemet en styrkelse af kvaliteten af grunduddannelsen (folkeskolen). Bortset fra at forbedre det generelle uddannelsesniveau vil dette lette overgangen til gymnasiet og anden videreuddannelse samt sænke den alder, de studerende har, når de fuldfører deres uddannelse. For at kortlægge hvor (geografisk) og i hvilken alder, eleverne begynder at sakke bagud, bør der regelmæssigt gennemføres landsdækkende færdighedstests på alle niveauer. Resultatet af sådanne tests burde så vise, hvor der især er behov for en særlig indsats. Desuden kunne disse test bruges til at øge motivationen som grundlag for en præstationsafhængig bonus til skolerne og/eller lærerne.
  • En geografisk koncentration af uddannelsesinstitutionerne ville mindske virkningen af smådriftsulemperne og dermed sænke de høje omkostninger pr. studerende, og det ville forbedre det professionelle miljø til fordel for både lærere og studerende. Når det tages i betragtning, at antallet af personer født i Grønland i aldersgruppen 17-24 år forventes at stige med mere end 30 procent frem til 2008, er det bydende nødvendigt at øge effektiviteten i uddannelsessystemet, hvis væsentlige omkostningsstigninger skal undgås.
  • Det bør omhyggeligt overvejes, om det er fornuftigt at opretholde flere videregående uddannelser i Grønland, eller om det forekommer mere fornuftigt at tilskynde de studerende til at tage en uddannelse enten i Danmark eller i et andet land. Set fra et økonomisk synspunkt er det meget billigere at lade flere studerende tage deres uddannelse i udlandet, især i Danmark. Og hvad der måske er vigtigere, de studerende vil blive bedre uddannet, da det er vanskeligt at opnå og bevare et tilstrækkeligt højt professionelt niveau på de små uddannelsesinstitutioner med meget få lærere. Det forlyder, at de fleste studerende vender tilbage til Grønland efter, at de har fået en afsluttende eksamen (eller - endnu bedre - efter at de har fået noget erhvervserfaring), så risikoen for en overdrevent stor hjerneflugt synes derfor at være moderat. Incitamentet til at tage til Grønland kunne styrkes, hvis de studerende, der ikke vender tilbage inden for nogle år efter deres afsluttende eksamen, havde pligt til at tilbagebetale deres studiestøtte.
Hvad undervisningsplanen angår, så bør det prioriteres højt, at eleverne - udover grønlandsk - lærer mindst dansk og helst også andre fremmedsprog. Det er meget krævende, men nogle OECD-lande (fx. Canada, Schweiz og Belgien) er bevis på, at det er muligt at have samfund, som klarer sig fint med mere end et officielt sprog.

For at styrke konkurrencen i økonomien er det nødvendigt at indtage en mindre protektionistisk holding. Nogle umiddelbare initiativer ville være:
  • Afskaffelse af forskelsbehandling af personer, der er født i eller har særlige relationer til Grønland, når nye stillinger skal besættes. Personer, der allerede bor i Grønland og/eller personer, som er bekendt med det grønlandske sprog og landets sædvaner, har allerede et konkurrencemæssigt fortrin.
  • Inkludering af udenlandske firmaer i licitationer. Udenlandske selskabers (potentielle) tilstedeværelse på markederne vil styrke konkurrencen, svække lønpresset, forbedre effektiviteten og gøre projekterne billigere til fordel for de offentlige finanser og forbrugerne.
  • Den åbne holding inden for minedrift og olieudvinding til udenlandske kapital bør udvides til også at omfatte andre dele af det private erhvervsliv;
  • Kravet om næringsbrev i Grønland bør afskaffes. Hvis folk ønsker at etablere en ny virksomhed i Grønland, så bør de ikke hindres deri af bureaukrati og regler.
  • Fjernelse af ensfragtafgiften, der fungerer som en importskat (jf. Kapitel 4).
  • Statsstøtte til "køb grønlandsk"-kampagner på hjemmemarkedet bør overvejes omhyggeligt.
Behovet for at skabe nye virksomheder, især små og mellemstore, er indlysende, og endvidere er der et behov for, at der skabes et iværksættermiljø. En sådan udvikling vil tilskyndes af forbedret konkurrence i økonomien, mindre indblanding fra det offentliges side og gennem en indsnævring af gabet mellem lønninger og produktivitet. Desuden bør myndighederne overveje følgende:
  • Offentligt at belønne iværksætterbestræbelser ved uddeling af priser som for eksempel "årets mest succesrige virksomhed", hvad der gør rollemodeller mere synlige, og hvad der kunne hjælpe til at reducere opfattelsen af personlig fiasko, hvis en virksomhedsstart ikke lykkes.
  • Introduktion af programmer som for eksempel virksomhedsspil i skoler, uddannelsesinstitutioner og hjemmestyreejede virksomheder, som kan hjælpe de studerende med at få erfaring og tilskyndelse.
  • Introduktion af mikrovirksomheds-ordninger.
De høje sammensatte marginale skatteprocenter for personer, der har en lav årlig indkomst, er specielt bekymrende. Det vil være nødvendigt med en reform af det sociale sikkerhedssystem, herunder boligstøtten og børnetilskuddene, hvilket bør inkludere en reduktion af de meget høje sammensatte marginale skatteprocenter, især for de lavestlønnede. Desuden bør en reform af det sociale sikkerhedssystem også omfatte en ændring af finansieringen af førtidspensioneringen, hvorved en større del af finansieringen af systemet overlades til kommunerne, således at kommunernes økonomiske incitament til at tilbyde førtidspension mindskes. For yderligere at lette administrationen og øge gennemsigtigheden bør en social sikkerhedsreform, inklusive et enstrenget ydelsessystem baseret på objektive kriterier, der ikke favoriserer medlemmer af udvalgte fagforeninger, overvejes. Det har i nogen tid været diskuteret, om der bør indføres et offentligt finansieret arbejdsløshedssystem i Grønland, men der er endnu ikke taget nogen beslutninger herom. Det forekommer at være klogt af (mindst) to årsager: For det første vil det være meget dyrt at introducere en sådan ordning. Udover dem, der allerede er registeret som arbejdsløse, vil det skabe et incitament for personer med lav produktivitet til at søge om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvorved det potentielle antal modtagere bliver stort. For det andet er der en betydelig risiko for, at det vil være en hindring for den traditionelle levevis i bygderne, uden at der skabes alternative beskæftigelsesmuligheder.

Beskæftigelsestilskud og -fradrag har tiltrukket stigende opmærksomhed i de senere år, og adskillige OECD-lande (for eksempel Irland, Italien, Canada, New Zealand, Storbritannien, USA) har indført forskellige former for favorisering af udvalgte grupper, for eksempel lavindkomstfamilier og familier med børn (OECD, 1997 b ). På grund af den store indsats, der gøres, og de ressourcer, der bruges i Grønland på forskellige projekter til opretholdelse og skabelse af beskæftigelse (jf. Kapitel 2 om subsidier og afsnittet ovenfor om aktiv arbejdsmarkedspolitik), og på grund af den høje arbejdsløshed blandt ufaglærte, kunne myndighederne overveje, om der kan udtænkes et system med beskæftigelsestilskud eller lønsubsidier, som er rettet mod beskæftigelse af de lavestlønnede som en måde at mindske gabet mellem produktiviteten og lønningerne.

Da støtten skal trækkes fra indkomsten, vil de sammensatte marginale skatteprocenter blive påvirket heraf. Derfor bør en sådan ordning designes omhyggeligt og ses i sammenhæng med de sociale ydelser for, at det kan undgås, at der skabes nye fattigdomsfælder. En udskiftning af de mange subsidier med et generelt løntilskud vil øge gennemsigtigheden og mindske forvridningerne i økonomien, da en sådan støtte vil blive givet til alle virksomheder, der har lavtlønnede arbejdere ansat, og ikke være begrænset til en udvalgt gruppe virksomheder. Et generelt løntilskud vil således være noget, alle virksomheder kan få, ikke kun specifikke brancher og eksisterende virksomheder, og det vil også være en tilskyndelse til at skabe nye virksomheder. Desuden vil det være en mere direkte og en billigere måde at støtte beskæftigelsen af lavtlønnede på end den nuværende ordning, hvorigennem der gives subsidier til virksomheder uden direkte relation til beskæftigelsen (jf. den høje statsstøtte pr. ansat i visse brancher). Generelt bør subsidier være midlertidige og fases ud, når den støttede aktivitet kan foregå kommercielt. Dette princip bør også gælde for lønsubsidier. Da flere og flere mennesker vil bevæge sig op ad indkomststigen med et generelt stigende uddannelsesniveau og fortsat jobtræning, vil behovet for lønsubsidier gradvist mindskes.