Åbningstalen ved Landstingets efterårssamling 1998
Det bliver en tung gang på jord for et selvstændigt folk - en selvstændig nation - hvis befolkningen sakker bagud med uddannelse. Vi er nu godt i gang med at uddanne os, men vi må gøre det endnu bedre i de kommende år.
Fredag d. 18. september 1998
Landsstyret
Emnekreds:
Politik
.
Indholdsfortegnelse:
Ærede landstingsformand, ærede medlemmer af landstinget, kære medborgere.
Rigsfællesskabet
Renovering
Økonomi og boliger
Ensprissystemet
EU
Råstoffer
Turisme og trafik
Selskaberne
Fiskeri
Landbaserede erhverv
Miljø
Dyreværn
Den sociale sektor
Arbejdsmarkedet
Energi
Uddannelse
Sprogsekretariat
Kirken
Sundhedsområdet
Afslutning
Ærede landstingsformand, ærede medlemmer af landstinget, kære medborgere.
Jeg ønsker landstingsmedlemmerne og alle her i salen hjerteligt velkommen med ønsket om, at vi får et godt møde i de kommende uger.
Grønland er blevet en del af verdenssamfundet. Vi spiller i dag en væsentlig rolle i den arktiske verden såvel som i Norden og i Rigsfællesskabet.
Men forudsætningen, for at vi udadtil kan vise styrke og fasthed er, at vi indadtil får skabt et vækstsamfund med lige muligheder for borgerne til at udfolde sig og bruge de rige ressourcer, der findes i hvert enkelt menneske.
Det er vores udfordring at medvirke til, at alle grønlandske borgere kan få de nødvendige forudsætninger for et værdigt og rigt liv.
Det stiller krav til os her i tinget, men det stiller også krav til den enkelte borger. Hvad kan du gøre for at udnytte de rige evner, du har fået i arv. Du er selv ansvarlig for dit liv og for at udnytte de muligheder, samfundet giver dig. Du er forpligtet til at tage hånd om dig selv, din familie og de mennesker, der står dig nær.
Landstinget står overfor et omfattende arbejde med lovgivning og redegørelser. Vi vil blive præsenteret for problemer, forklaringer og løsninger. Men bag papir-arbejdet må vi aldrig glemme, at kernen i det hele er mennesket - det enkelte menneske - med egen bevidsthed om identitet, ansvar og forpligtelser. Det er de enkelte mennesker, der i fællesskab og med stolthed skal binde landet sammen til en nation - Kalaallit Nunaat.
Rigsfællesskabet
Vi har denne sommer haft den glæde at være vært for en række danske ministre her i Grønland. Det gælder statsministeren, finansministeren og økonomiministeren, miljøministeren, fødevareministeren,
sundhedsministeren, forskningsministeren og udenrigsmisteren samt arbejdsministeren.
Der har været anledning til seriøse og kontante drøftelser først og fremmest omkring økonomi, men også til gensidig inspiration og drøftelser omkring nye samarbejdsaftaler på flere områder. Der har naturligvis også været plads til uformelle samtaler og naturoplevelser.
Disse besøg er et udtryk for, at Rigsfællesskabet fungerer godt, men i disse lidt turbulente tider i et andet område i Rigsfællesskabet vil jeg gerne understrege, at det er mit ønske, at vi skal få det til at fungere endnu bedre.
Rigsfællesskabet er en forpligtigelse for såvel Grønland som for Danmark, og ud fra det har vi indledt drøftelser med den danske regering omkring renovering af boliger og anlæg i vore byer og bygder, da opgaven efter vores vurdering er så omfattende, at vi betragter det som et rigsanliggende.
Renovering
Landsstyret har netop aftalt med regeringen, at der bliver nedsat et koordi-neringsudvalg med deltagelse fra både Hjemmestyrets administration, KANUKOKA og Statens administration. Kommunerne er med deres store erfaring gode medspillere for Hjemmestyret i det politiske arbejde - også på dette felt.
Dette udvalg har fået til opgave nøje at vurdere omfanget af vores renove-ringsbehov og skal komme med forslag til planer for en ekstraordinær reno-veringsindsats. Først og fremmest er boligerne generelt nedslidte, men også insti-tutioner inden for uddannelse, sundhed og socialområdet samt havnene er i en utilfredsstillende stand. Forsyningsanlæg og ledningsnet har nu nået en tilstand, hvor den hidtidige forsyningssikkerhed kan frygtes at være i fare.
Udvalgets arbejde forventes afsluttet inden forårssamlingen 1999, men Landsstyret har allerede nu ekstraordinært afsat 320 mio. kr. til renovering over de næste 5 år.
Udvalget skal også vurdere renoveringsindsatsens indvirkning på arbejdskraft- og materialesituationen. Der er allerede mange opgaver indenfor bygge- og anlægs-området, der er i gang, så det er vigtigt, at der peges på initiativer, der kan reducere faren for overophedning med deraf følgende kapacitetsproblemer og uheldig prisudvikling.
En hensigtsmæssig bygge- og renoveringstakt er her afgørende, men det er Landsstyrets opfattelse, at en renoveringsindsats nødvendigvis skal følges op af særlige oplærings- og uddannelsesinitiativer med henblik på videst mulig an-vendelse af hjemmehørende arbejdskraft.
Endelig må vi sikre den nødvendige, fremtidige vedligeholdelse. Vi må blandt andet se på de erfaringer, som man i de senere år har gjort bl.a. i Danmark, det øvrige Norden og i Skotland omkring beboer- og brugermedvirkning i beslutnings-processer og tilrettelægning af byfornyelse.
Den enkelte borger skal have et medansvar - også på dette område.
Økonomi og boliger
Landsstyret lægger fortsat stor vægt på at konsolidere landets økonomi. I finanslovforslaget for 1999 lægger Landsstyret op til, at der i de kommende fire år fortsat bliver afdraget ansvarligt på vores gæld overfor udlandet.
Landsstyret ønsker at fortsætte den stabile økonomiske politik, og der er for alle årene fra 1999 til år 2002 derfor regnet med balance mellem udgifterne og indtægterne, altså et DAU-resultat på 0.
Landsstyret har herudover som overordnet målsætning med den økonomiske politik, at der sikres yderligere værdiskabelse i vores samfund. Derfor må der skabes øget økonomisk aktivitet.
Det er i denne forbindelse vigtigt, at prisudviklingen forbliver moderat. Det er ligeledes vigtigt, at vi ikke forøger det nuværende skatte- og afgiftstryk. Men en forudsætning for disse målsætninger er, at vi fortsat kan fastholde moderate lønstigninger her i landet.
Selv om der i disse år er et meget stort pres på de offentlige udgifter, vil Landsstyret ikke forhøje skatterne og afgifterne, idet dette blot vil øge inflationen og omkostningsniveauet. Som i de private husholdninger må vi også i Hjemmestyret satse på at imødekomme nye behov ved i et vist omfang at nedsætte udgifter til andre formål.
I de kommende år vil vi investere i størrelsesorden 600 mill. kr. årligt i bygge- og anlægsopgaver. Dette er baseret på en ny anlægstakt, der gennem udskydelse af visse opgaver i nogle år sikrer samfundet en bedre udnyttelse af investeringen såvel som arbejdsindsatsen i forbindelse hermed.
Der er en række vigtige samfundsområder, hvor der skal investeres i de kommende år. Det gælder således uddannelsesområdet, det sociale område særligt indenfor ældreområdet, men også inden for sundhedsområdet, miljøområdet samt energi- og forsyningsområdet må der nødvendigvis anvendes betydelige beløb.
På boligområdet er der i særdeleshed i de store byer stor mangel på boliger. Landsstyret mener, at der er behov for at åbne op for privat byggeri, så borgere og selskaber selv kan bygge mere. Derfor fremlægger vi et nyt finansieringsforslag til en låneordning, som vil give bedre muligheder for boligbyggeriet i den private sektor.
Ensprissystemet
Med hensyn til en mulig ændring af ensprissystemet kan jeg oplyse, at der senere på efterårssamlingen vil blive givet en orientering om det løbende arbejde omkring løsningsmodeller. Under alle omstændigheder vil spørgsmålet indgå i overvejelser om en eventuel skattereform efter landstingsvalget.
EU
Vender vi os ud mod verden er det også økonomien, der er i centrum. I forbindelse med forberedelserne til forhandlinger med EU om ny fiskeriprotokol har landsstyret iværksat et udredningsarbejde for at afdække om der med fordel kan etableres et bredere samarbejde mellem Grønland og EU. Baggrunden for landsstyrets initiativ er, at den eksisterende OLT-ordning som følge af Amsterdam-traktaten skal revideres inden år 2000. Arbejdet pågår i samarbejde med rigsmyndighederne og det er endnu for tidligt at sige noget konkret om udfaldet.
Netop i lyset af de kommende forhandlinger har det været en glæde for vort land, at den franske udenrigsminister sammen med den danske udenrigsminister har besøgt os. De gode relationer, der derved er skabt mellem Frankrig og Grønland, kan senere blive særdeles værdifulde.
Landsstyret vil i den kommende periode løbende holde kontakt med Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg med henblik på at orientere udvalget om forløbet af forhandlingerne og om eventuelle nødvendige justeringer af de forhandlingsmandater, som vores forhandlingsudvalg har fået.
Jeg skal i øvrigt henvise til Landsstyrets Udenrigspolitiske Redegørelse, som bliver fremlagt senere på denne samling, og hvor der vil blive mulighed for en uddybende diskussion om sagen.
Råstoffer
Hjemmestyret overtog den 1. juli i år administrationen af råstofferne i vores undergrund. Med overtagelsen af råstofforvaltningen er vi kommet tættere på den meget vigtige politiske målsætning om, at råstofområdet skal blive et selvstændigt, bærende erhverv i landet.
Nu er det op til os - og efterforskningsselskaberne - at nå dette mål.
På mineralsiden
har der aldrig før været så mange aktive koncessioner som nu.
Efterforskningen efter guld i Napasorsuaq/Kirkespirdalen
er meget lovende, og der er håb om, at en mindre guldmine kommer i gang indenfor de næste år.
Det er vigtigt at fastholde og styrke efterforskningen efter både mineraler og olie. Dette kan ske i form af dels en målrettet informationsvirksomhed overfor udenlandske selskaber, dels gennem videreførelse af de offentligt finansierede forskningsprogrammer og endelig en udbygning af servicefaciliteter her i landet. Landsstyret har taget de nødvendige initiativer hertil.
Det er glædeligt, at vi nu har flere internationale olieselskaber, som leder efter olie i Grønland. Dels øger det mulighederne for, at efterforskningen resulterer i fund, og dels fører disse aktiviteter til mere olieefterforskning, blandt andet fra de internationale seismik-selskaber, som nu deltager aktivt i efterforskningen.
Staten og Hjemmestyret har truffet aftale om en reorganisering af Nunaoil A/S. Reorganiseringen vil betyde en styrkelse af olieområdet samtidig med, at Hjemmestyret får et større ansvar for udviklingen på mineralområdet. Aftalen indebærer, at der fremlægges lovforslag i Folketinget vedrørende reorganiseringen af Nunaoil i efteråret.
Landsstyret forventer herefter at kunne fremlægge et forslag til en samlet oliestrategi til politisk behandling i foråret 1999.
Turisme og trafik
Landsstyret lagde allerede ved sin tiltræden vægt på, at der via ressortændringerne blev signaleret en øget indsats omkring specielt turismen og trafikplanlægningen. Det sker nu, og det bliver der redegjort for.
Forudsætningen for, at vi får det fulde udbytte af den potentielle turisme i Grønland er, at vi fremover dels finder veje til medinvesteringer i de projekter og byggerier, som er en forudsætning for serviceringen af turisterne, dels at vi får koordineret og billiggjort rejsemulighederne såvel til Grønland som internt i Grønland.
Omkring den interne trafikpolitiske udvikling finder Landsstyret, at tiden er kommet til at slå koldt vand i blodet og bremse en smule op i den anlægsudvikling, som i de sidste år har præget Finansloven tungt.
Før vi kaster os ud i nye større anlægsprojekter og transportprojekter, må vi være sikre på, at vi nu udnytter dét, vi har, maksimalt, samt at vi vedligeholder det ansvarligt.
De fremtidige udgifter indenfor trafikområdet skal alene være baseret på passagerbehov og transportøkonomisk fornuft og ikke på lokalpolitisk ønsketænkning.
Ligeledes vil det være afgørende, at vi ikke stirrer os blinde på skiftende ideologiske bølger i Europa og andre steder, når vi skal organisere vores udvikling. Privatisering og liberalisering er økonomiske udviklingsformer, der må forholde sig til den geografiske og markedsmæssige virkelighed, man befinder sig i. En uhæmmet liberalisering indenfor transportmarkedet i Grønland kan totalt ødelægge enhver fornuftig regional og social planlægning.
Vi skal stræbe efter en kontrolleret konkurrence, hvor vi sikrer os, at vi får det trafikmønster, vi ønsker, og at vi involverer så mange private operatører, som det er muligt, samtidig med at vi er i stand til at styre de overordnede nationale krav om sikkerhed, regularitet og stabilitet.
Selskaberne
Lad mig i denne sammenhæng også slå fast, at vi oplever en meget glædelig udvikling i forbindelse med et stadigt stigende overskud og en forbedret rationalitet i vores hjemmestyreejede selskaber. Også i den forbindelse bør vi anskue de mere ideologiske krav til selskaberne ud fra en national interesse og sund fornuft.
Vi skal kun privatisere og udlicitere dér, hvor det skaber bedre virksomheder, bedre samfundsøkonomi og mere erhvervsmæssig aktivitet. Hvis det ikke er udgangspunktet, vil det blot betyde en øget belastning af landskassen. Det ønsker vi ikke.
Samtidig er det vigtigt at slå fast, at Landskassen nu må til at høste fordelene af de rationaliseringstiltag, som hele den store omstrukturering af såvel transport-sektoren som KNI-selskaberne er udtryk for.
Mens selskaberne naturligt ønsker, at beholde ethvert overskud til konsolidering af firmaet, har Landskassen en ejermæssig interesse i at drage fordel af sin rolle som aktionær.
Landsstyrets forslag til Finanslov på de områder, som vedrører trafikstrukturen og KNI afspejler det klare ønske fra Landsstyret om at skabe en balance mellem selskabernes fremtidige konsolidering og udbyttebetalingen til Landskassen.
Fiskeri
Det er glædeligt at iagttage, at vort hjemlige fiskerierhverv efterhånden får flere ben at stå på.
Selv om begyndelsen er beskeden, er det værd at notere sig, at Grønland nu har en fabrikstrawler indsat på rødfisk-fiskeri i Østgrønland, i Island og i internationalt farvand.
Herudover er antallet af fartøjer, der fisker ammassat, vokset fra et til to.
Sammenholdt med de senere års nærmest eksplosive udvikling i hellefisk-fiskeriet i Nordgrønland er vores afhængighed af reje-ressourcen blevet lidt mindre, end tilfældet var for blot nogle få år siden.
For at kunne bevare dette gode fiskeri er det helt nødvendigt, at vi inden årsskiftet opstiller et program, der - sammen med den indførte licenspligt - kan nedbringe fiskeritrykket på hellefisken i Nordgrønland.
Pr. 1. juli 1998 blev hele den såkaldte ikke-kommercielle indhandling og produktion af fisk flyttet fra Royal Greenland til selskabet Nuka A/S. En ikke ubetydelig del af fiskeriaktiviteterne afspiller sig på arter, der endnu ikke har kunnet betragtes som kommercielt interessante, men som på den anden side spiller en betragtelig rolle for blandt andre bygdernes befolkninger. Det er i denne sammenhæng meget væsentligt for Landsstyret, at man nu har kunnet skille kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter fra hinanden.
Det er klart, at den økonomiske krise i Asien giver anledning til bekymring omkring såvel fiskeri- som fangsterhvervet.
Kina har udviklet sig til storaftager af grønlandske rejer. Landet køber ligeledes mange sælskind, og det er meningen, at det nye sælkødsprojekt i Nanortalik udelukkende skal forsyne det kinesiske marked. Men vi skal nok være indstillet på en periode, hvor vi i relation til Kina ikke umiddelbart kan opfylde alle vore ønsker, netop på grund af uroen i Asien.
Landbaserede erhverv
Inden for de landbaserede erhverv fremsætter Landsstyret som et væsentligt nyt tiltag et forslag til en lov, der åbner for visse støttemuligheder. Udrednings-arbejdets resultater er samlet i en omfattende betænkning, der ligger på medlemmernes borde. Arbejdet er affødt af den debat, der udspandt sig her i Landstinget under forårssamlingen.
Miljø
Det er Landsstyrets overbevisning, at en effektiv indsats for beskyttelse af vores miljø og den sårbare natur bliver stadigt mere nødvendig i takt med, at vi - mennesker og samfund - påvirker og belaster miljøet og naturen mere og mere.
Det er derfor Landsstyrets politik, at vi skal fortsætte med en særlig indsats for en forbedret affaldshåndtering i byer og bygder. Der er behov for en mere miljøbevidst adfærd i hverdagen, og vi skal ikke gå på kompromis med snævre økonomiske interesser, når det handler om at beskytte miljøet mod forurening fra industrien.
Ved siden af den forurening, vi selv skaber i Grønland, er det lige så væsentligt, at vi fortsætter arbejdet med at dokumentere og reducere forureningen af det arktiske område fra verdens store industriområder. Grønland tager aktivt del i dette arbejde, inden for Arktisk Råd og i Nordisk Ministerråd. Vi vil sammen med de øvrige arktiske lande arbejde for, at den globale forurening, der påvirker vores miljø, reduceres dér, hvor forureningen skabes.
Et er imidlertid vores indsats mod forureningen af miljøet - noget andet er overudnyttelse af de levende ressourcer. Det må på det kraftigste understreges, at ingen kan acceptere at vores levende ressourcer udnyttes mere end bestandene kan bære. Hvis det sker, sætter vi vores fremtid og vores omdømme over styr og vi mister enhver troværdighed, når der tales om bæredygtig udvikling. Det er Landsstyrets opfattelse, at der skal ydes en stærkere indsats for at beskytte naturen og naturens ressourcer mod ødelæggelse og overudnyttelse.
På dette område tillægger landsstyret det gode og konstruktive samarbejde med KNAPK den største betydning for en fornuftig forvaltning fremover.
Dyreværn
Landsstyret fremlægger i øvrigt til denne Landstingssamling et forslag om, at Grønlands Hjemmestyre overtager ansvaret for dyreværn og hundehold fra de danske myndigheder. Det er Landsstyrets opfattelse, at tiden er moden til, at vi selv i Grønland bestemmer, hvordan vi skal beskytte vores slædehunde som en særlig grønlandsk race, og hvordan vi skal behandle vores dyr.
Den sociale sektor
Den sociale sektor er samlet set en meget stor arbejdsplads her i landet, og sektoren fylder en stor del i de offentlige budgetter. Målet er, at brugerne af det sociale system ikke bliver passiviseret, men selv er aktive og selv tager initiativer til omsorgen for dem selv og deres familie.
På forårssamlingen i år første-behandledes forordning om socialvæsenets styrelse og organisation. På denne samling fremlægges yderligere 3 forordningsforslag. Blandt dem et om ældreinstitutioner, der især har til hensigt at sikre gode fysiske rammer for vore ældre. Forslaget understreger, at de ældres medindflydelse på forholdene er et kernepunkt og derfor en vigtig brik i vor seniorpolitik.
Forordningsforslaget om offentlige pensioner er et meget markant udtryk for, at de ældres synspunkter er kommet frem. Ønsket om at hæve aldersgrænsen for offentlige pensioner fra 60 år til 63 år stammer fra de ældre, som ønsker at være aktive borgere i samfundet og bidrage til samfundets udvikling så længe som muligt.
Forordningsforslaget har været til høring i en række instanser og organisationer. Landsstyret vil specielt takke SIK, der har bidraget med relevante og konstruktive bemærkninger, der indgår i den videre behandling.
De mange forordningsforslag er sammen med en række gennemførte aktiviteter på handicapområdet en systematisk opfølgning på socialreformkommissionen og kommunalreformkommissionen - og det sker hurtigere end kommissionerne forestillede sig forbedringerne indført.
Arbejdsmarkedet
Det er Landsstyrets opfattelse, at der skal ændres på det hidtidige grundlag og syn på arbejdsmarkedspolitikken.
Der skal skabes balance mellem efterspørgsel af arbejdskraft og udbud af jobs. Der skal gøres op med vanetænkning og skabes fornyelse. Arbejdsmarkedspolitikken skal sikre, at det enkelte menneske får forbedrede valgmuligheder til at finde sin plads i arbejdslivet. Der skal også stilles krav, således at arbejdsstyrken kan løse de opgaver, der bliver stillet.
Energi
Det energipolitiske mål er at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige energiforsyning og mindske afhængigheden af olie. Energifor-syningen må ikke gå på kompromis med forsyningssikkerheden, og taksterne skal holdes i ro eller falde.
Landsstyret arbejder således med at få et fuldt belyst grundlag for en omdannelse af Nukissiorfiit samt for en større udnyttelse af vandkraft. Der foreligger næsten køreklare projekter for byggeri af vandkraftanlæg ved Qorlortorsuaq og ved Tasersuaq. Landstinget vil modtage en orientering om status i arbejdet med omlægning af den eksisterende struktur og udbygning af vandkraft, så der på næste samling kan træffes beslutning om eventuelt at igangsætte etablering af vandkraft i Qorlortorsuaq i år 2000 og derefter i Tasersuaq.
Uddannelse
Det er Landsstyrets mål, at der skal ske en styrkelse af overgangen mellem folkeskole og erhvervsuddannelse. Gennem deltagelse i kommunale introduktions- og vejledningsaktiviteter skal deltagerne forberedes til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet og i erhvervsuddannelsessystemet, ligesom valg af uddannelses-retning skal kunne træffes med større sikkerhed.
Der lægges derfor nu op til smidiggørelse af strukturen i de erhvervsfaglige grunduddannelser, STI, så der i højere grad tages hensyn til, hvordan de enkelte uddannelser kan tilrettelægges med hensyn til størst mulig kvalitet. Desuden vil der gennem udbygning af eksisterende studieforberedende aktiviteter og etablering af erhvervsgymnasiale uddannelser, HTX og HHX, blive sikret en egentlig sammenhæng i uddannelsessystemet.
Med virkning for skoleåret 1997/98 trådte en ny forordning om folkeskolen i kraft. Der blev her indført nye regler om folkeskolens styrelse, herunder af skolebe-styrelser.
Landsstyret har foranstaltet opfølgning i form af kursusvirksomhed, hvor repræsentanter for hver enkelt skolebestyrelse over hele landet har deltaget. Dette arbejde er nu tilendebragt og skolebestyrelserne er godt i gang med deres daglige virke.
Lærersituationen, som har givet anledning til mange bekymringer i hele landet og ikke mindst i skoledistrikterne, er på nuværende tidspunkt stabiliseret, og alle skolerne fungerer, uden at undervisningen er berørt i nævneværdig grad.
Vi skal erkende, at lærermangelen til stadighed vil være et problem, som vi allesammen skal tage alvorligt. Landsstyret har derfor taget økonomiske og uddannelsesmæssige initiativer på kortere og længere sigt til afhjælpning af lærermangelen. Som følge af en ekstraordinær optagelsesrunde i juni 1998, er 60 decentrale lærerstuderende startet på Ilinniarfissuaq. Hertil kommer, at der i år er optaget 35 centrale studerende, således at der i alt i august 1998 er startet 95 lærerstuderende. Det samlede antal lærerstuderende ved Ilinniarfissuaq er pr. august 1998 på 193 elever. Et nyt hold decentrale lærerstuderende vil blive opstartet til januar 2000.
Det er en langvarig proces der er sat i gang, men landsstyret mener ikke at problemet er uløseligt. På lang sigt arbejder vi mod at kunne være selvforsynende med lærere. Samtidig ser vi med tilfredshed på, at lærerforeningerne er ved at finde hinanden i en fælles organisation til gavn for dem selv og til gavn for folkeskolen.
I det hele taget er der iværksat en række initiativer inden for uddannelsessektoren i bred forstand. Landsstyreområdet har gennemført 2 store uddannelsesprojekter for befolkningen i bygderne: Niuernermik Ilinniarfik har udviklet og gennemført et efteruddannelsesprogram i 3 moduler for medarbejderne på kommunernes bygdekontorer, og Sanaartornermik Ilinniarfik har udviklet og gennemført et entreprenørkursus, som har til formål at uddanne folk fra bygderne til at udføre anlægs- og reparationsarbejde på bygdernes vejnet.
Vi ved, at der er problemer en række steder i uddannelsessystemet. De tekniske uddannelser mangler til eksempel praktikpladser, men alligevel vil jeg sige til jer unge der lytter: Vi har en af verdens bedste studiestøtte-ordninger. Kridt nu skoene og tag hånd om jeres egen fremtid.
Sprogsekretariat
Det skal også nævnes, at der under samlingen vil blive forelagt en redegørelse vedr. oprettelse af et sprogsekretariat i Grønland. Redegørelsen har til formål at give Landstinget et grundlag for at vurdere, hvorvidt der ønskes oprettet et Sprogsekretariat, hvilke opgaver det skal have, og hvorledes det skal dimensioneres og organiseres.
Kirken
Også på kirkeområdet er der igangsat et større revisionsarbejde. Dette er en naturlig følge af, at Grønland nu er et selvstændigt stift. På denne samling vil et udkast til landstingsforordning om ansættelse i kirken blive fremlagt. Senere vil forslag til en landstingsforordning om kirkebogføring blive fremlagt.
Indenfor kirkeområdet afholdes i dette efterår desuden en konference fortrinsvis for lægfolk. Hensigten med denne er at få lægfolk til at debattere "Hvad skal vi bruge kirken til i det 21. århundrede?".
Sundhedsområdet
Det er Landsstyrets målsætning på sundhedsområdet at sikre befolkningen en stabil og kvalificeret sundhedsbetjening inden for de afsatte økonomiske rammer og yde den nødvendige service med udgangspunkt i patientens situation.
På grund af mangel på læger, sygeplejersker, tandlæger m.fl. og på grund af stor udskiftning blandt sundhedspersonalet har det ikke været muligt at leve op til denne målsætning på en tilfredsstillende måde.
Der er bevilget midler til en intensiveret rekrutteringsindsats, og problemerne er blevet endevendt og vi har anvendt mange lappeløsninger. Jeg tror ikke at personalemanglen kun er et spørgsmål om løn, altså f.eks. at en fordobling af lægernes løn vil løse problemet. Der er mange faktorer, der spiller ind - derfor er nytænkning tvingende nødvendig.
Alle relevante kræfter må inddrages i at finde permanente løsninger.
Det bør således overvejes om kommunerne gennem deres kommunale netværk og venskabsby-forbindelser i Danmark og internationalt vil være bedre til at rekruttere sundhedspersonale. Det kan også komme på tale, at anmode de danske myndigheder om at samarbejde med os om at skabe en særlig all-round sundhedsuddannelse, som gør læger og sygeplejersker bedre egnet til de opgaver, der stilles dem på vores sygehuse, og som samtidig er kompetence-givende udenfor Grønland.
Vi må også nytænke omkring vores formåen: Hvad skal vi som minimum kunne klare her i landet og hvad kan vi med fordel klare på anden måde. I den forbindelse skal det nævnes, at der netop er indgået en samarbejdsaftale mellem den danske sundhedsminister og landsstyret.
Der er allerede aftaler med Rigshospitalet og privathospitaler om specialist-behandling på forskellige områder, hvor behandling af mange patienter kan ske her i landet på relativ kort tid, når planlægningen er optimal.
Arbejdet med regionalisering af sygehusene fortsætter, og i tilknytning hertil prioriterer landsstyret brugen af telemedicin højt.
Forebyggelsesarbejdet har fortsat landsstyrets store bevågenhed. Der sker en stadig udbygning af samarbejdet med kommunerne, hvor der ansættes flere og flere forbyggelseskonsulenter.
Den 1. november i år oprettes en grønlandsk AIDS- fond. Midlerne hertil skaffes dels ved landskassetilskud og ved landsindsamling.
Selvom problemerne på sundhedsområdet lige nu er store, tages der alligevel gode fremadrettede initiativer, som på sigt vil hjælpe på situationen. For mig er det væsentligt igen at understrege, at vi altid skal tage udgangspunkt i patienternes situation - mennesket skal altid være i centrum.
Afslutning
Da vi i 70'erne kæmpede for og fik hjemmestyre, var det en nødvendighed. Vi kunne dengang se, at et folk uden land, næppe kunne overleve som et folk. Det var ikke et spørgsmål om Grønlands forhold til rigsfællesskabet, men om vores eget forhold til vores eget land.
De snart 20 år, der er gået, har ikke været uden udfordringer. Vi har lavet fejltagelser - men de har været
vores
fejltagelser - en nødvendig og uundgåelig proces, som har været med til at modne vores demokrati. Vores hjemmestyre er jo også en proces til en større og større selvstændighed - ja - til et selvstændigt Grønland. Vi pålægger til stadighed os selv større opgaver og dermed større ansvar. Den sidste og meget spændende udfordring er overtagelsen af råstofadministatrationen pr. 1. juli i år. En af de næste bliver en mere direkte udenrigspolitik i samarbejde med Danmark.
Et af de bedste våben til at klare en hvilken som helst udfordring er, at vi allerede uddanner os til at klare samfundsopgaverne i vort eget samfund. Det bliver en tung gang på jord for et selvstændigt folk - en selvstændig nation - hvis befolkningen sakker bagud med uddannelse. Vi er nu godt i gang med at uddanne os, men vi må gøre det endnu bedre i de kommende år. Når nogen spørger mig, hvad min bedste oplevelse har været nu op til min 60 års fødselsdag, svarer jeg hver gang: "Afgjort, en uddannelse for et bygdebarn som jeg fra Qassimiut."
Med en god uddannelse er vi også i stand til at virke på et hvilket som helst sted i vort eget samfund - ja - også i den øvrige verden. Vi er på vej ind i en EDB-tidsalder, hvor nøglen til viden er, at man behersker den nye teknologi. Og det lærer man kun, hvis man har adgang til en PCer med modem og CD-rom. Landsstyret vil hilse ethvert initiativ velkomment, der gør det økonomisk overkommeligt for alle - i by som i bygd - at anskaffe dette nødvendige værktøj til fremtiden.
Det er meget glædeligt for os alle sammen, at der er en vågnende interesse for børn og unge. Den bliver til stadighed forstærket i skrift og tale. Vi må skære de forfærdelige børnemishandlinger, som er så modbydelige og uacceptable, bort. Og så skal vi give vores børn og unge udfoldelsesmuligheder, der gør dem i stand til at klare sig i vort samfund og lidt mere til. Vi sætter vores lid til et godt samarbejde mellem skole, kirke og hjem fremover. Men derudover agter vi at foreslå, at der indsættes en uafhængig instans, der kan varetage børnenes tarv - en form for børneombudsmandsinstitution eller et børneråd. Landsstyret agter at fremsætte forslag herom til foråret 1999.
Derfor vil jeg til slut, på vegne af os allesammen, sige til de frivillige personer, mand og kvinde i dette samfund - tak - hjertelig tak for jeres frivillige indsats for unge og for os allesammen i vort samfund. Mange menneskelige og sociale problemer bliver løst igennem dette frivillige arbejde. Og gid dog, at I må fortsætte med at være ved godt mod.
Med disse bemærkninger ønsker jeg Landstinget en god og konstruktiv samling.