Sammenfatning af rapportens konklusioner og anbefalinger

Den overordnede sundhedspolitiske vision er, at Grønland skal have et velfungerende sundhedsvæsen i fortsat udvikling, og at kvalitetsniveauet skal ligge på dansk/nordisk standard. Skønsmæssigt vil det koste ca. 3 gange så meget pr. indbygger som i Danmark at realisere visionerne - dvs. drifts- og anlægsbudgettet skal op på ca. 1,5 mia. kr. pr. år

Onsdag d. 3. marts 1999
Landsstyret
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Omkostningsniveauet i sundhedssektoren er stigende og nærmer sig et maksimum set i forhold til landets økonomiske bæreevne
De politiske visioner for sundhedsvæsenet er uden sammenhæng med virkeligheden
Direktoratet for Sundhed og Forskning bruger alle ressourcer på at holde sammen på systemet fremfor på at udarbejde langsigtede strategier og handlingsplaner
En af forudsætningerne for at løse hovedproblemet er en koncentration af de for mange og for små driftsenheder
En egentlig styring af økonomi og ressourceforbrug finder ikke sted
"Sorteper" spilles videre - det løser ingen problemer
Der er mangel på personale i alle faggrupper
Årsagen til personalemanglen er bl.a., at den tilflyttende arbejdskraft ofte rejser efter en højere løn - men det får den ikke i Grønland
Grønland kan ikke komme uden om vikarbureauerne
En række bostedsproblemer bidrager til personalemanglen
Den "grønlandske tusindkunstner" uddannes ikke længere
Der er behov for retningslinier, men fleksibiliteten skal bevares
Der er formuleret 17 konkrete forslag til hel eller delvis løsning af de problemstillinger, der beskrives i rapporten

Indhold:
  • Omkostningsniveauet i sundhedssektoren er stigende og nærmer sig et maksimum set i forhold til landets økonomiske bæreevne
  • De politiske visioner for sundhedsvæsenet er uden sammenhæng med virkeligheden
  • Direktoratet for Sundhed og Forskning bruger alle ressourcer på at holde sammen på systemet fremfor på at udarbejde langsigtede strategier og handlingsplaner
  • En af forudsætningerne for at løse hovedproblemet er en koncentration af de for mange og for små driftsenheder
  • En egentlig styring af økonomi og ressourceforbrug finder ikke sted
  • "Sorteper" spilles videre - det løser ingen problemer
  • Der er mangel på personale i alle faggrupper
  • Årsagen til personalemanglen er bl.a., at den tilflyttende arbejdskraft ofte rejser efter en højere løn - men det får den ikke i Grønland
  • Grønland kan ikke komme uden om vikarbureauerne
  • En række bostedsproblemer bidrager til personalemanglen
  • Den "grønlandske tusindkunstner" uddannes ikke længere
  • Der er behov for retningslinier, men fleksibiliteten skal bevares
  • Der er formuleret 17 konkrete forslag til hel eller delvis løsning af de problemstillinger, der beskrives i rapporten
Nærværende rapport er blevet til i et samarbejde mellem PA Consulting Group og repræsentanter for Direktoratet for Sundhed og Forskning, Økonomidirektoratet, Personaledirektoratet, Skattedirektoratet, Peqqissaasut Kattuffiat, Grønlands Lægekredsforening og Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat. Indholdet afspejler ikke nødvendigvis en 100% enig opfattelse imellem disse parter, men er et udtryk for PA Consulting Groups vurdering af situationen for Grønlands sundhedsvæsen, samt af hvilke løsningsforslag, der i sidste ende tjener landet og befolkningen bedst.

I hovedtræk indeholder rapporten følgende:
  • En beskrivelse, analyse og struktureret fremstilling af de væsentligste problemområder i Grønlands sundhedsvæsens situation ved årsskiftet 1998/1999
  • Uddybede løsningsforslag til hel eller delvis afhjælpning af de beskrevne problemstillinger


Omkostningsniveauet i sundhedssektoren er stigende og nærmer sig et maksimum set i forhold til landets økonomiske bæreevne
Sundhedsvæsenets drifts- og anlægsudgifter er siden hjemmestyret overtog driften i 1992 steget med knap 20 mio. kr. i gennemsnit pr. år. I 1998 er udgiftsniveauet således ca. 670 mio. kr. svarende til godt 9% af bruttonationalproduktet. Efterhånden er udgifterne blevet så høje, at de enten har overskredet eller er i umiddelbar nærhed af loftet for, hvad samfundsøkonomien kan bære. Sammenholdt med, at det ikke med de investeringer, der er foretaget, er lykkedes at bringe sundhedsvæsenet nærmere en realisering af de overordnede sundhedspolitiske målsætninger, og at der ligger betydelige udgifter forude for sundhedsvæsenet, må vi konkludere, at sundhedssektoren befinder sig i en alvorlig krise.

De politiske visioner for sundhedsvæsenet er uden sammenhæng med virkeligheden
En væsentlig årsag til ovennævnte problemstilling er, at der er meget stor afstand imellem de politiske visioner og realiteterne (økonomi, befolkningsstørrelse og -spredning, klimatiske forhold, infrastruktur m.v.). Den grønlandske befolkning på 56.000 mennesker er spredt langs en kystlinie på 5.000 kilometer, og ingen steder i Grønland er der indbyggere nok til at etablere, opretholde og drive et lokalsamfund med balance imellem et sundt erhvervsliv, en veludviklet offentlig sektor og en velfungerende infrastruktur.

Den overordnede sundhedspolitiske vision er, at Grønland skal have et velfungerende sundhedsvæsen i fortsat udvikling, og at kvalitetsniveauet skal ligge på dansk/nordisk standard. Skønsmæssigt vil det koste ca. 3 gange så meget pr. indbygger som i Danmark at realisere visionerne - dvs. drifts- og anlægsbudgettet skal op på ca. 1,5 mia. kr. pr. år.

Vi finder ikke, at der i formuleringen af de overordnede visioner for Grønlands sundhedsvæsen, er taget højde for de betingelser og begrænsninger, som geografien, befolkningen, infrastrukturen, økonomien m.v. udstikker. Det er vores vurdering, at Grønland ikke i den nuværende situation har mulighed for at skabe et sundhedsvæsen med dansk/nordisk standard, og de nuværende politiske visioner må derfor betegnes som urealistiske.

Direktoratet for Sundhed og Forskning bruger alle ressourcer på at holde sammen på systemet fremfor på at udarbejde langsigtede strategier og handlingsplaner
De overordnede visioner bør uddybes i konkrete og operationelle mål og præstationskrav for sundhedsvæsenet og dermed udgøre grundlaget for en fokusering af den ressourcemæssige indsats. Målsætningen om "....et velfungerende og konsolideret sundhedsvæsen med dansk/nordisk standard " fremstår ikke i tilstrækkelig grad konkret og handlingsorienteret, hvilket gør det vanskeligt for såvel embedsmænd som hospitaler at planlægge og styre den ressourcemæssige indsats.

Vi kan dog samtidig konstatere, at sundhedsvæsenet ikke på embedsmandsniveau har forelagt samlede oplæg med forslag til sundhedspolitiske målsætninger for politikerne.

Direktoratet for Sundhed og Forskning har i forbindelse med de udmeldte finanslovrammer fremført en række indvendinger vedrørende f.eks. utilstrækkelig ferie- og barselsvikardækning, udskiftninger af telefoner og ambulancer m.v. Men de har på intet tidspunkt været bundet op i et samlet udspil, der siger:
  • Dette er det sundhedsvæsen, vi kan levere inden for de økonomiske rammer, vi har til rådighed i dag, og
  • Hvis vi skal leve op til de målsætninger, som er formuleret af landsstyret, så kræver det følgende finansiering.
Udgifterne stiger, fordi der stoppes et hul hist og pist, men en egentlig opfyldelse af de overordnede målsætninger finder ikke sted.

Problemet for Direktoratet for Sundhed og Forskning har dog været, at de økonomiske rammer, man skal arbejde inden for, ikke svarer til den opbygning og det udgiftsniveau, som det grønlandske sundhedsvæsen har. Og her har de øvrige aktører i sundhedsvæsenet - særligt Personaledirektoratet og Økonomidirektoratet - ikke været tilstrækkelig villige til at samarbejde med Direktoratet for Sundhed og Forskning om en løsning af problemerne.

En af forudsætningerne for at løse hovedproblemet er en koncentration af de for mange og for små driftsenheder
Sundhedsvæsenets nuværende opbygning indebærer et højt omkostningsniveau sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Endvidere kan behovet for læger med en bred faglig kompetence ikke honoreres af uddannelsessystemet, hvor såvel læger som plejepersonale i stigende grad bliver specialiserede. Herudover har det enkelte sygehus ikke et befolkningsunderlag, der ud fra en sundhedsfaglig kritisk betragtning giver mulighed for en tilfredsstillende personalemæssig normering, og en del teknisk udstyr står ubrugt hen, da der ikke er personale til at betjene det.

I erkendelse heraf er der igangsat et regionaliseringsprojekt med det sigte at samle den hospitalskrævende behandling på færre og større sygehuse. Vi anser effektueringen af dette arbejde som værende helt afgørende for at løse sundhedsvæsenets aktuelle problemer.

Det skal dog understreges, at en regionalisering af sundhedsvæsenet vil forudsætte, at der tages konkret politisk stilling til, hvad det er for et service- og kvalitetsniveau, de grønlandske hospitaler og lægeklinikker skal levere - herunder hvilke behandlingstyper der kan/skal tilbydes i Grønland, og hvilke der ikke kan/skal tilbydes i Grønland.

En egentlig styring af økonomi og ressourceforbrug finder ikke sted
En konsekvens af de urealistiske visioner og manglende konkrete mål er, at man ikke kan tale om, at der finder en egentlig økonomisk styring sted i sundhedsvæsenet. 1/4 af sundhedsvæsenets udgifter disponeres decentralt, men det må konstateres, at der i styringshenseende ikke foregår en registrering på driftsstederne, der muliggør en egentlig planlægning af og opfølgning på aktiviteter og udgifter. De enkelte institutioner udfører i større eller mindre udstrækning registrering efter egne specifikationer, men der foreligger ingen centralt styrede redskaber, og distrikternes oplysninger bruges ikke og kan ikke bruges af Direktoratet for Sundhed og Forskning.

Endvidere afholdes der i sundhedsvæsenet en række udgifter, som kun kan budgetteres med stor usikkerhed, og som kun i begrænset omfang kan styres. Her tænkes på udgifter som evakuering af patienter, vikaransættelser, udgifter til vakantboliger m.v.

Samtidig vanskeliggør strukturen på personale- og lønadministrationsområdet egentlig styring på disse områder, og det er vores opfattelse, at der er mindst et led for meget i administrationskæden. Det optimale ville være, at så megen administration som muligt fandt sted på det enkelte sygehus, men det må samtidig erkendes, at som strukturen i Grønland ser ud i dag, er det på de fleste sygehuse hverken økonomisk eller ressourcemæssigt forsvarligt. Enten skal Personaledirektoratet i samarbejde med de større institutioner derfor varetage al administration uden om Direktoratet for Sundhed og Forskning - eller også skal Direktoratet for Sundhed og Forskning i samarbejde med de større institutioner have egen administration, og Personaledirektoratet skal udelukkende varetage det overenskomstmæssige område.

"Sorteper" spilles videre - det løser ingen problemer
Der findes en lang række grænseflader og samarbejdsrelationer imellem sundhedsvæsenets forskellige interessenter, og på en lang række områder har disse en række modstridende interesser som bunder i forskellige succeskriterier. Karakteristisk for disse relationer er det, at det samspil og den dialog, der foregår - eller burde foregå - er dårlig og/eller mangelfuld.

Det samme gør sig gældende politisk. En række problemer kan ikke løses af sundhedsvæsenet alene, men der har været en klar tendens til at problemer relateret til sundhedsvæsenet, som egentlig er samfundsproblemer, er blevet adresseret Landsstyremedlemmet for Sundhed. Her tænkes f.eks. på boligproblemer, problemer med manglende institutionspladser, sociale forebyggelsesproblemer m.v. På disse områder må det samlede Landsstyre, kommunerne, de faglige organisationer og de underliggende direktorater (særligt sundhed, social, undervisning, økonomi og personale) løfte i flok. Det finder kun i meget begrænset omfang sted i dag.

Der er mangel på personale i alle faggrupper
Manglen på personale i det grønlandske sundhedsvæsen er massiv. Det er ikke kun de primære personalegrupper, der er berørt. Også i en lang række af støtte funktionerne (rengøring, køkken, maskinmester etc.) er der personalemangel. Manglen inden for den sidste gruppe medfører bl.a., at det primære personale til tider ikke er i stand til at udføre deres arbejde på grund af f.eks. operationsstuer, der ikke er rengjorte, eller sengeafsnit, der ikke kan passes.

Årsagen til personalemanglen er bl.a., at den tilflyttende arbejdskraft ofte rejser efter en højere løn - men det får den ikke i Grønland
Ser man på det grønlandske lønniveau i forhold til det danske, er reallønningerne på papiret ganske pæne. For de fleste faggruppers vedkommende ligger lønningerne for den enkelte stilling nogenlunde på niveau med de tilsvarende danske. For visse faggrupper er lønnen dog markant lavere end i Danmark, og for andre er det mere komplekse forhold, der ligger til grund for en generel utilfredshed med lønforholdene:
  1. Der er ikke i Grønland de samme muligheder for biindtægter, som der er i Danmark og andre lande,
  2. der var tidligere meget attraktive lønvilkår for den tilflyttende arbejdskraft (reallønnen for læger er nærmest halveret siden 70'erne), og
  3. det samlede lønniveau skal gøres mere synligt (en væsentlig del af lønnen ligger i tillæg).
Sygeplejerskerne er en af de grupper, hvor det faktiske lønniveau adskiller sig markant i negativ retning fra det danske. For sygeplejersker er der tale om en bruttolønforskelle på op til 6.000-7.000 kr. pr. måned set i forhold til deres kolleger, som arbejder på tilsvarende løntrin i Danmark - stigende i år som følge af de danske sygeplejerskers generelle lønløft. Et stort antal af de tilflyttende sygeplejersker i Grønland er således kun i Grønland, fordi deres ægtefælle har fået job i landet.

Det er vanskeligt at be- eller afkræfte påstanden om det grønlandske lønproblem, men det er et faktum, at det kun i ganske få stillinger er decideret lønattraktivt at rejse til Grønland, når alle forhold tages i betragtning. Det gælder særligt for "eliten", som ikke hverken lønmæssigt eller fagligt har de samme udfoldelsesmuligheder i Grønland som de kan få andre steder (her tænkes på bibeskæftigelser og mere avanceret kirurgi).

Grønland kan ikke komme uden om vikarbureauerne
I forbindelse med vore analyser, har vi talt med flere personer, som har tilknytning til vikarbureauer. På ledelsesniveau i disse bureauer undrer det, at Grønland ikke i større udstrækning benytter sig af bureauerne til at sikre, at de i forvejen begrænsede normeringer altid er fyldt ud. Et navngivent bureau hævder, at de kunne løse 90% af sundhedsvæsenets personaleproblemer den dag i morgen, hvis man fra grønlandsk side udtrykte ønske derom. Man mener, at Grønland vil blive hægtet af i kampen om at tiltrække kvalificeret personale, hvis ikke landet i takt med resten af verden udarbejder en strategi for brug af vikarbureauer.

Vores opfattelse er, at Grønland naturligvis skal bygge sit sundhedsvæsen med udgangspunkt i den faste stab; men at særligt Grønland ikke kan komme uden om, at vikarbureauerne vil spille en større og større rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Det er således set ud fra vores synspunkt ikke et spørgsmål, om man vil benytte vikarbureauer, men hvordan og i hvilket omfang man vil benytte vikarbureauer.

Skulle man i det grønlandske sundhedsvæsen vælge at benytte vikarbureauer, ville man på baggrund af de nuværende skatteregler formentlig være nødsaget til at betale nogle meget høje priser for bureauernes ydelser. Vikarbureauernes priser er sammensat ud fra, at de udsendte vikarer beskattes som udlejet arbejdskraft. I den grønlandske skattelov findes begrebet "Arbejdsudleje" ikke, og tilmed har Grønland kun dobbeltbeskatningsaftale med Danmark. Hvis et vikarbureau skal sende vikarer til Grønland, kan det derfor ikke foregå til markedspris, og man ender nemt på en samlet pris, der nærmer sig det dobbelte af denne. Der er derfor endvidere behov for en justering af skatteloven i forbindelse med brugen af vikarbureauer.

En række bostedsproblemer bidrager til personalemanglen
"Arbejdsgruppen har til opgave at identificere de årsager, der i dag umuliggør rekruttering af det nødvendige fastansatte sundhedspersonale.... Analysen skal omfatte ... mangel på boliger, institutionspladser og andre samfundsmæssige forhold" (citat fraarbejdsgruppen kommissorium).
Med den sammensætning gruppen har haft (ingen repræsentation fra INI, Kanukoka, kommuner, social-og skolevæsen), og de områder, der desuden skulle afdækkes, har det været vanskeligt at uddrage detaljerede betragtninger på disse områder. Udover de ovenfor nævnte lønforskelle står det dog fast, at følgende forhold er hæmmende for manges lyst til at arbejde i Grønland - såvel i rekrutterings- som i fastholdelsesmæssig henseende:
  • Boligsituationen specielt i Nuuk, og måden hvorpå huslejen fastsættes
  • Manglende institutionspladser - mange af de tilflyttende sygeplejersker er forholdsvis nyuddannede, og flere har små børn
  • Høje omkostninger til rejser og bohaveflytning til og fra Grønland
  • Ægtefælle/samlevers mulighed for arbejde
  • Kvaliteten af undervisningen i det grønlandske skolevæsen
  • Faglig isolation
  • Manglende merit (for lægernes vedkommende)
  • Ængstelse - "slår mine faglige kvalifikationer til?", "kommer jeg til at stå alene i uoverkommelige situationer?" etc.
  • Afstand til, bindinger i og usikkerhed i forhold til at forlade Danmark (og andre lande.


Den "grønlandske tusindkunstner" uddannes ikke længere
"Ønskelægen" i Grønland er den erfarne alment praktiserende læge med en vis kirurgisk erfaring. Komplikationen for Grønland er, at uddannelsessystemet arbejder i den modsatte retning. Der sker en stigende grad en specialisering af det faglige sundhedspersonale, som ikke i samme omfang som tidligere besidder den nødvendige og tilstrækkelige faglige bredde. Derved opstår situationen med den "isolerede og specialiserede læge og sygeplejerske", der er bange for at skulle stå alene og for at skulle kunne det hele.

Et andet problem af uddannelsesmæssig karakter opstod, da man i 1993 etablerede Center for Sundhedsuddannelser - Peqqissaanermut Ilinniarfik - til varetagelse af den 4-årige sygeplejerskeuddannelse. De positive aspekter, der var forbundet med at flytte sygeplejerskeuddannelsen til Grønland, havde samtidig den negative konsekvens, at den hidtidige sundhedsmedhjælperuddannelse blev nedlagt, fordi der ikke inden for de økonomiske rammer var plads til begge dele. Konsekvenserne heraf har bl.a. været, at det naturligvis er meget vanskeligt at få besat de normerede sundhedsmedhjælperstillinger.

Det er vores opfattelse, at det på baggrund af de særlige forhold sundhedsvæsenet skal fungere under i Grønland var en fejltagelse at nedlægge sundhedsmedhjælperuddannelsen. Især på kystsygehusene og i bygderne er de en vigtig del af sundhedssystemet og meget savnet.

Der er behov for retningslinier, men fleksibiliteten skal bevares
Mange sygeplejersker og læger udtrykker bekymring i forbindelse med arbejde i Grønland, fordi det arbejde, de skal udføre, som hovedregel ikke i tilstrækkelig grad er dokumenteret og reguleret. Der er i det hele taget en generel mangel på retningslinier i det grønlandske sundhedsvæsen. Til tider er det en fordel, fordi arbejdet kan foregå mere fleksibelt og mindre bureaukratisk, men på visse områder er det kritisk.

Der er behov for klarere retningslinier i Grønland, men det er vigtigt at være opmærksom på, at man vil skabe særdeles vanskelige arbejdsvilkår på kysten, hvis der bliver udformet regler og retningslinier, som er for stive og ufleksible. Med det begrænsede personale, der er på kysten (også når alle normeringer er fyldt ud), er det umuligt at opretholde meget skarpe fag- og kompetencegrænser. En anæstesi udført på kysten sparer f.eks. en evakuering, der let kan beløbe sig til 100.000 kr., og samtidig er det værd at huske på, at evakueringer ofte medfører langt større risici for patienten end et røntgenbillede eller en anæstesi, som er foretaget af ikke-specialister.

Der er formuleret 17 konkrete forslag til hel eller delvis løsning af de problemstillinger, der beskrives i rapporten
På baggrund af de gennemførte analyser og de afledte konklusioner, anbefales det, at der iværksættes en række tiltag, der hver især vil afhjælpe væsentlige problemstillinger på sundhedsområdet - og som samlet vil medføre en markant forbedring af situationen.

Det enkelte løsningsforslag har en karakter, der i princippet gør det muligt at gennemføre det uafhængigt af de øvrige. Som det vil fremgå af løsningsforslagene og #afsnit 7.3, har de dog en hvis indbyrdes sammenhæng, men iværksættelsen kan principielt ske i den takt, der er ressourcer til. Vi vil imidlertid med henvisning til den kritiske situation anbefale, at der frigøres maksimale ressourcer til en hurtig implementering af forslagene.

Samtidig vil vi anbefale, at Landsstyret med udgangspunkt i denne rapport allerede i løbet af foråret 1999 initierer en strategiproces . .


Løsningsforslag 1
. . hvis hovedformål er at formulere et sæt realistiske visioner, konkrete målsætninger og operationelle handlingsplaner for det grønlandske sundhedsvæsen - med respekt for landets egenart og dets økonomiske formåen. Strategiprocessen skal sikre, at sammenhængen mellem service-/kvalitetsniveau og økonomi samt de afledte konsekvenser er beskrevet og dokumenteret, således at det efterfølgende er muligt for Landsstyret af træffe politisk beslutning om det fremtidige service- og kvalitetsniveau i det grønlandske sundhedsvæsen.
Parallelt hermed og efterfølgende anbefales det, at følgende løsningsforslag iværksættes:


Løsningsforslag 2
Den igangværende regionaliseringproces fortsættes med det formål at skabe større hospitalsenheder, og dermed fokusere såvel den behandlingsmæssige som den økonomiske indsats. Samtidig vil det sikre, at de økonomiske ressourcer som Grønland råder over udnyttes på den bedst mulige måde, ligesom det vil forbedre kvalitetsniveauet og kontinuiteten i behandlingen.


Løsningsforslag 3
Der etableres et elektronisk patientregistreringssystem (EPJ), der vil forbedre kvaliteten og kontinuiteten i behandlingen og samtidigt vil skabe mulighed for, at personalet kan arbejde mere effektivt.


Løsningsforslag 4
Sundhedsvæsenets hovedinteressenter knyttes tættere og mere konstruktivt sammen gennem etableringen af et sundhedsnetværk, hvis hovedformål er at koordinere opgaver, dele viden og udnytte synergier, skabe forståelse for hinandens situation m.v.


Løsningsforslag 5
I forbindelse med rekruttering at personale er de lønmæssige vilkår et afgørende beslutningskriterium for ansøgerne, hvorfor der skal skabes konkurrencedygtige og gennemsigtige lønforhold. Dette ikke mindst i lyset af, at Grønland konkurrerer om arbejdskraften med andre landes sundhedsvæsener på markedsvilkår.


Løsningsforslag 6
For mange potentielle ansøgere er det et stort spring at tiltræde en stilling i Grønland, idet det griber ind i familiens situation som helhed. Derfor skal der etableres fleksible ansættelsesordninger, der i videst muligt omfang tager hensyn til ansøgerens situation og ønsker - eksempelvis "Platformmodellen" hvor et antal læger deles om en stilling, og hvor den opsparede ferie og afspadsering afvikles i Danmark.


Løsningsforslag 7
Den teknologiske udvikling har gjort det muligt gennem brug af telemedicin at skabe visuel dialog imellem læger trods store afstande. Denne mulighed udnyttes allerede i Grønland, men der er behov for at videreudvikle og udbrede brugen af telemedicin.


Løsningsforslag 8
Situationen i Grønland indebærer, at personalet - især på kysten - ofte står alene med patienter i en kritisk/livstruende situation, hvor en bred faglig kompetence er afgørende. Men især lægerne uddannes i dag til specialister, hvorfor der er behov for etablering af kursusprogram / uddannelsesforløb målrettet de særlige grønlandske forhold og behov.


Løsningsforslag 9
Netop fordi personalet ofte er alene om patientbehandlingen, skal der udarbejdes en beskrivelse af personalegruppernes ansvars- og kompetencefordeling, hvilket både vil styrke tryghedsfølelsen i arbejdssituationen og øge effektiviteten.


Løsningsforslag 10
På trods af, at de her nævnte løsningsforslag vil forbedre muligheder for at rekruttere og fastholde sundhedspersonale, vil der også i fremtiden være behov for at bruge vikarer til korte vikariater. Derfor anbefales det fremover at benytte vikarbureauer, ikke mindst for at aflaste Direktoratet for Sundhed og Forskning for den hermed forbundne store administrative byrde.


Løsningsforslag 11
Det grønlandske skattesystem vanskeliggør i dag på visse områder rekruttering af sundhedspersonale - eksempelvis eksisterer der ikke en grønlandsk pendant til begrebet "arbejdsudleje". Derfor anbefales en justering af skattesystemet, der sikrer at skattelovgivningen ikke er en direkte hindring for rekruttering af medarbejdere til Grønland.


Løsningsforslag 12
På trods af problemerne med at rekruttere og fastholde sundhedspersonale har Grønland mange værdier og kvaliteter at byde på - både i relation til at bo og arbejde i landet. Derfor skal markedsføringen af Grønland og sundhedsvæsenet intensiveres, og i endnu højere grad rettes mod udvalgte målgrupper.


Løsningsforslag 13
Boligforholdene har en afgørende indflydelse på rekrutteringsmulighederne - og ikke kun for sundhedsvæsenet. Der bør derfor udarbejdes en samlet løsning for bostedsproblemerne, der dels forbedrer boligtilbudene, og dels reducerer omkostningerne til vakant indkvartering.


Løsningsforslag 14
Sundhedsmedhjælperen er livsvigtig i de fleste distrikter på kysten, hvorfor der hurtigst muligt bør genindføres en sundhedsmedhjælperuddannelse. Samtidig vil det gøre det mere attraktivt for bygdebefolkningen at få en sundhedsuddannelse.


Løsningsforslag 15
Der er behov for at få foretaget en uvildig vurdering og om nødvendig justering af administrationsstrukturen på løn- og personaleområdet. Derigennem sikres at de vilkår, hvorunder økonomi- og ressourcestyringen foregår, er optimale i driftshenseende og i samfundsøkonomisk henseende.


Løsningsforslag 16
Sundhedspersonalet er ofte udsat for en stor vagtbelastning, hvorfor normeringer, vagtforhold og arbejdstid bør revurderes med henblik på at reducere den enkelte medarbejders vagtbelastning samt optimere ressourceudnyttelsen gennem bedre planlægning.


Løsningsforslag 17
Der vil fortsat være behov for at vurdere årsagerne til rekrutterings- og fastholdelsesproblemerne, hvorfor der gennem en løbende udsendelse af spørgeskemaer skal udarbejdes og vedligeholdes et statistisk materiale, der giver en klar og entydig dokumentation af årsagerne til problemerne. På baggrund heraf kan der også i fremtiden tages fat på de forhold, der er særligt hæmmende for at tiltrække og fastholde sundhedspersonale.