Indledning

Risikoen ved at fastholde høje tilskud og andre former for beskyttelse af udvalgte produktioner og virksomheder er, at det fører til økonomisk stagnation og lavere vækst, da virksomhederne ikke oplever samme behov for at udvikle sig, som det ville være tilfældet i en mere åben konkurrencesituation

Lørdag d. 29. maj 1999
Landsstyret
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

  • 1. Indledning
    • 1.1 Sammenfatning



1. Indledning
Grønlands Hjemmestyre har nu eksisteret i 20 år. I de første 20 år er en lang række opgaver overtaget fra staten. Senest har hjemmestyret overtaget ansvaret på råstofområdet og fået større kompetence på udenrigsområdet.

Udfordringen består nu i at konsolidere de hjemtagne områder og samtidig begynde at forbedre de strukturer i samfundet, som er nødvendige for at øge produktionen på et konkurrencedygtigt grundlag. Derigennem kan vi etablere grundlaget for en større velstand.

Det har længe været en naturlig del af virksomhedskulturen i Grønland, at erhvervslivet får betydelige tilskud. Denne type beskyttede produktioner udvikler sig ikke så hastigt som produktioner, hvor markedskræfterne løbende afkræver virksomhederne forbedringer. Konkurrence skaber incitament til at forbedre produktionsprocesser og til at produktforædle - kort sagt: konkurrence giver incitament til at udvikle virksomheden. Konkurrenceelementet er derfor nødvendigt, hvis grønlandske produkter skal føre an i en international sammenhæng. Det er derfor nødvendigt, at revurdere gavnligheden af beskyttede produktioner, som opretholdes med subsidier og tilsyneladende ikke kan fungere under konkurrence.

Risikoen ved at fastholde høje tilskud og andre former for beskyttelse af udvalgte produktioner og virksomheder er, at det fører til økonomisk stagnation og lavere vækst, da virksomhederne ikke oplever samme behov for at udvikle sig, som det ville være tilfældet i en mere åben konkurrencesituation.

Det er selvfølgelig klart, at samfundets begrænsede størrelse, høje transportomkostninger og en række andre forhold bidrager til et højt omkostningsniveau og dermed en svag konkurrenceevne. Det er imidlertid spørgsmålet om ikke det på langt sigt giver den bedste udvikling af erhvervslivet, hvis den politiske indsats koncentreres om at forbedre erhvervslivets rammebetingelser, og derigennem skabe så fri en konkurrence som muligt fremfor at yde selektive enkelttilskud til de hjemmestyreejede virksomheder.

Landsstyret agter at øge fokus på selve rammebetingelserne omkring erhvervslivet. Det betyder således ikke, at der skal tilflyde erhvervslivet større subsidier. Noget sådant er tiden ikke til - tværtimod. Det betyder, at vi i fællesskab med øvrige interessenter løbende skal vurdere vore systemer, lovgivning og sektorpolitikker, så vi sikrer, at disse er formålstjenlige og ikke har utilsigtede negative bivirkninger.

Den samfundsøkonomiske situation er, at landskassens byrder de senere år er vokset, mens de løbende indtægter ikke følger med i samme takt. Det betyder, at driftsudgifterne øger presset på landskassen. Udgiftspresset båndlægger fremtidens økonomiske - og dermed politiske - frihed til at handle. Det er en stor udfordring for den nye landsstyrekoalition at nedbringe udgiftsniveauet og effektivisere udnyttelsen af samfundets ressourcer, så der bliver en større økonomisk og politisk handlefrihed på langt sigt.

Gennemgangen af de landskassefinansierede subsidier bør sættes i forhold til den ønskede erhvervsudvikling generelt og indretningen af de forskellige sektorpolitikker. Resultatet heraf bør selvsagt have betydning for de finanspolitiske prioriteringer for de kommende år.

Landsstyrekoalitionen mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit (IA), fremlægger hermed en politisk- økonomisk redegørelse for 1999, hvor der gøres status og beskrives en række af de udfordringer, der skal tages hånd om på tærsklen til et nyt årtusinde.

Redegørelsens væsentligste pointer summeres op i en sammenfatning. Derpå gøres rede for den økonomiske situation. Dette følges af en gennemgang af de væsentligste strukturpolitiske temaer og problemstillinger, der trænger sig på, samt en redegørelse for landsstyrets målsætninger på disse områder over de kommende fire år. Det gennemgående tema i redegørelsen er spørgsmålet om, hvordan vi får "mere kvalitet for de til rådighed værende midler".

Det er helt nødvendigt, hvis de store udfordringer vedrørende uddannelse, sundhedsvæsen, boliger og renoveringer skal kunne løftes i de kommende år.

1.1 Sammenfatning
I 1990'erne er der gennemført en række strukturelle forbedringer. Infrastrukturen er udbygget på flere områder. Det var forventet, at de nye regionale landingsbaner kunne reducere transportomkostningerne og dermed hjemmestyrets tilskud til den interne beflyvning. Containeriseringen af skibsfragten har medført en rationalisering, som ér udmøntet i lavere takster. Digitaliseringen af telekommunikationsnetværket er sideløbende udmøntet i flere på hinanden følgende takstsænkninger.

I fiskeriet har det udenskærs rejefiskeri undergået en strukturtilpasning, så den tidligere overkapacitet i fiskeriflåden - med deraf følgende dårlig driftsøkonomi - er tilpasset. Flåden i dag består af færre men større og mere effektive trawlere, som nu fungerer på et fuldt kommercielt grundlag - uden offentlige subsidier. Den indenskærs fiskeflåde kan fortsat tilpasses, og der er mulighed for at øge det samfundsøkonomiske udbytte af det indenskærs rejefiskeri ved strukturomlægninger.

Grønlands Hjemmestyre har i 1990'erne taget initiativ til at påbegynde en adskillelse af det økonomiske og politiske liv. Første fase bestod i dannelsen af en række hjemmestyreejede aktieselskaber. I anden fase udskilles de samfundspålagte opgaver af aktieselskaberne, gennem oprettelse af særskilte selskaber, som tager hånd om opgaverne. Tredje fase vil komme til at bestå i en synliggørelse af virksomhedernes omkostningsstrukturer og udlicitering af opgaverne til flere udbydere.

De velfærdsmæssige foranstaltninger er udbygget, således at vilkårene for eksempelvis de ældre medborgere og de handicappede er blevet væsentligt forbedret. Situationen i folkeskolen vurderes ud fra det mål, at kommende generationer skal have et højere uddannelsesniveau, end tilfældet er idag.

De seneste år er hjemmestyrets driftsudgifter steget hurtigere end de løbende indtægter. Denne udvikling er bekymrende, idet der ikke er vedvarende vækst i økonomien. Der er ikke tegn på en samfundsøkonomisk opblomstring, som kan bære dette stadigt stigende udgiftspres.

Derfor vil de kommende år blive præget af, at der skal findes finansiering til tunge samfundsopgaver som udbygning og renovering af boligmassen, øgede hensættelser til vedligehold af forsyningsnettet og til kvalitetssikring af sundhedssektoren samt til forbedring af de grønlandske uddannelser og et kvalitetsløft af folkeskolen.

Afhængigheden af fiskeriet er på erhvervssiden fortsat for stor - og det er fortsat det helt dominerende eksporterhverv. Med en fokuseret indsats på de landbaserede erhverv, råstoffer og turisme kan denne afhængighed med tiden antageligt mindskes - men det vil ikke ske de førstkommende år.

Med udsigt til fortsatte stigninger i driftsudgifterne, store samfundsopgaver, der kræver snarlig handling og til dels konjunkturfølsomme indtægter, er det væsentligt, at landsstyret prioriterer udgifterne og anlægger en kritisk synvinkel på de mange erhvervstilskud. Tilskudsordningernes betydning bør analyseres med henblik på at optimere ressourceanvendelsen og sikre, at tilskuddene giver et - ud fra en samfundsøkonomisk betragtning - hensigtsmæssigt afkast.

Landsstyret vil derfor foretage en kritisk gennemgang af erhvervstilskudsordningerne. Gennemgangen af tilskudsordningerne vil blive udmøntet i langsigtede politikker, som gradvist skal reducere erhvervslivets tilskudsbehov. Derudover vil landsstyret give høj prioritet til udmøntningen af de i finansloven for 1999 allerede budgetterede reduktioner af visse erhvervstilskud.

Det er landsstyrets opfattelse, at et bærende element for ydelse af tilskud bør være, at disse så vidt muligt bliver givet som tilskud med henblik på at opnå en højere grad af økonomisk bæredygtighed med traditionel forretningsmæssig rentabilitet som det erklærede endemål.

Gennem tilpasning af politikken bør det søges at gøre erhvervsstrukturen i landet bredere og dermed mindre sårbar.

Endeligt kan fremhæves, at politikken skal indrettes så den først og fremmest giver virksomheder velegnede og synlige rammebetingelser at agere under i udøvelsen og udviklingen af erhvervene. Derfor kan erhvervspolitikken ikke i så udstrakt grad reduceres til et spørgsmål om problemerne ved at subsidiere og beskytte enkelte erhvervsgrene.