Kuupik til rigsmøde

Der blev fra grønlandsk side orienteret om anstalten i Nuuk, der efter planen skal stå færdig til brug i 2015. Her var udformningen og en eventuel ringmur om anstalten og dennes signalværdi, der bekymrede Kuupik Kleist. Han ville undersøge mulighederne for et mere ”grønlandsk design”.

Fredag d. 11. juni 2010
Landsstyret
Emnekreds: Grønlands historie, Juridisk faderløse, Rigsfællesskabet.

I dag blev det årlige rigsmøde afholdt mellem landsstyreformand Kuupik Kleist, statsminister Lars Løkke Rasmussen og lagmand Kaj Leo Johannesen.

I år er det Danmark ved statsminister Lars Løkke Rasmussen, der har inviteret til rigsmødet i Skagen.

Juridisk faderløses reststilling skal undersøges
Den vanskelige sag om de juridisk faderløse har haft landsstyreformandens bevågenhed i en årrække. Der er fælles enighed om, at få udarbejdet en historisk undersøgelse over, hvorfor en gruppe grønlændere frem til 1963 i Vestgrønland og frem til 1974 i Nord- og Østgrønland, befinder sig i et juridisk ingenmandsland i spørgsmålet om faderskab og arveret.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen indledte dagens pressemøde med kort at belyse juridisk faderløses situation, og udtalte at det er vigtigt, at afklare en historisk beretning, for at danne grundlag for en fælles historie følelse.

Landsstyreformand Kuupik Kleist tilføjede:

- Jeg er glad for, at vi nu har et fælles standpunkt om problemstillingen, og dermed forhåbentligt får en vished om, hvorfor de juridisk faderløse er havnet i den situation.

Der var samtidig enighed mellem landsstyreformanden og statsministeren om, at familieretten skal opdateres.

Arktisk Kommando i Grønland
Placeringen af Arktisk Kommando var et andet grønlandsk punkt på rigsmødets dagsorden. Her gav Kuupik Kleist udtryk for at man fra Grønlands side, ser en fremtidig placering af Arktisk Kommando i Grønland. Ønsket blev velvilligt modtaget af både Lars Løkke Rasmussen og Kaj Leo Johannesen.

Arbejdet med endeligt at få afdækket, hvor kommandoen skal placeres er organiseret i en styre- og arbejdsgruppe, der indleder deres første møde i næste uge.

Der blev fra grønlandsk side orienteret om anstalten i Nuuk, der efter planen skal stå færdig til brug i 2015. Her var udformningen og en eventuel ringmur om anstalten og dennes signalværdi, der bekymrede Kuupik Kleist. Han ville undersøge mulighederne for et mere ”grønlandsk design”.

Rigsmødet blev holdt i Skagen