Er dansksprogede kandidater et problem
Naaja Nathanielsen (IA), Maliina Abelsen (IA). Michael Rosing (Demokraterne) og Nikoline Ziemer (Sorlaat Partiiat).
Lørdag d. 30. maj 2009
Naaja Nathanielsen
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Landstingvalg juni 2009
,
Sprog
.
Dansksprogede kandidater til landstingsvalget er ikke et nyt fænomen, men det er vidst første gang at der har været opstillet så mange dansksprogede grønlændere og også fra flere partier. Hidtil i valgkampen har sprog ikke været et særskilt tema, det er noget vi alle er blevet konfronteret med. Nogle synes det er et problem at vi har dansk som førstesprog, andre synes det er positivt at nogen repræsenterer den dansksprogede del af befolkningen.
Det er vigtigt at sige at vi ærgrer os over at vi ikke behersker grønlandsk bedre end vi hver især gør. Det ville være løgn at sige at det ikke opstiller begrænsninger for os i hverdagen, både arbejdsmæssigt og personligt. Det er også vigtigt at sige at vi alle arbejder på at blive bedre til sproget. Men allervigtigst for os er det at sige at vi ikke mener at vi er dårligere kandidater eller dårligere borgere, fordi vi bedst taler dansk. Vi er alle optaget af at påvirke og forbedre samfundet. Vi er alle optaget af, på hver vores måde og med hver vores ideologi, at gøre Grønland til et bedre sted at være i fremtiden. Vi er også alle påvirket af den grønlandske kultur, identitet og tankegang, selvom vi ikke behersker sproget tilfredsstillende. Vi har måske endda en særlig forståelse for de der udelukkende taler grønlandsk. Vi kender også til at blive begrænset i vores muligheder pga. vores sprog. Endeligt er det vigtigt at sige at vi er et produkt af det grønlandske samfund og den udvikling der har fundet sted siden 60’erne. Vi anser ikke os selv som ofre. Men det er ikke alene vores forældre der har valgt at vi er blevet ”badet i det danske sprog” siden vi blev født. Det er også et valg der blev truffet politisk for os. Vi kender på vores krop til, at de valg der træffes politisk har stor betydning for den enkeltes udviklingsmuligheder. Og det er en styrke vi gerne vil anvende i landstingsarbejdet – vores ideologiske forskelle til trods.