En kvindelig iværksætter skal også have fuld opbakning fra familien
En iværksætter skal ikke bare have en god og rentabel idé. En iværksætter skal også have fuld opbakning fra familien for at kunne gennemføre sin idé. Det kræver mange timers hårdt arbejde at etablere en ny virksomhed – timer væk fra familien. Derudover må man forvente at indtjeningen er lav de første år. IA mener at disse to forhold bidrager stærkt til at kvinder opgiver drømmen om egen virksomhed. Det er fortsat kvinderne der løfter flest opgaver i hjemmene og kvinder i den fødedygtige alder vil ikke have råd til at gå på barsel.
Tirsdag d. 27. april 2010
Naaja Nathanielsen
, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds:
Erhverv
,
Samfundsforhold
,
Socialt ansvar
.
©an
Langt hovedparten af de personer, som får iværksætter-støtte fra Grønlands Turist- og Erhvervsråd (GTE) er mænd. GTE udtaler til KNR at de ikke ved hvorfor der er så få kvindelige iværksættere. Det kan IA til gengæld godt komme med et bud på.
At der er langt færre kvindelige iværksættere er ingen overraskelse for IA, ligesom det heller ikke kom bag på os at kvinder tjener mindre end mænd. Disse forhold er begge konsekvenser af manglende ligestilling mellem kønnene.
En iværksætter skal ikke bare have en god og rentabel idé. En iværksætter skal også have fuld opbakning fra familien for at kunne gennemføre sin idé. Det kræver mange timers hårdt arbejde at etablere en ny virksomhed – timer væk fra familien. Derudover må man forvente at indtjeningen er lav de første år. IA mener at disse to forhold bidrager stærkt til at kvinder opgiver drømmen om egen virksomhed. Det er fortsat kvinderne der løfter flest opgaver i hjemmene og kvinder i den fødedygtige alder vil ikke have råd til at gå på barsel.
For IA handler ligestilling om at give lige udviklingsmuligheder til både mænd og kvinder. Det betyder bl.a. et mindre kønsopdelt arbejdsmarked og en mere ligelig fordeling af ansvaret i hjemmene. Samfundet består af to køn og en god balance mellem disse er med til at udvikle os og drive os fremad. Noget kan nås gennem politiske initiativer og love, men befolkningen selv har også et ansvar. Mænd og kvinder skal blive bedre til at åbne deres domæner for hinanden. Vi skal gøre op med fastlåste forestillinger om vores kønsroller.
IA vil frem mod efterårssamlingen 2010 undersøge mulighederne for at oprette en barselsfond eller en barselsordning, der sikrer at private virksomheder har mulighed for at tilbyde barselsorlov eller forældreorlov. Et sådant tiltag kan være med til at rekruttere flere kvinder til private virksomheder og også give mod til selv at etablere virksomhed.