Uranundersøgelse

Hvis det af fagkundskaben bliver fastslået, at det miljø- og sundhedsmæssigt er forsvarligt at bryde uran, så er det bare om at komme i gang, så hele vort samfund kan få glæde af de indtægter, som en uranproduktion vil medføre.

Tirsdag d. 4. januar 2011
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Undergrunden, Uran.

I henhold til Landstingets forretningsorden § 37, fremsætter jeg hermed nedenstående spørgsmål til landsstyret:

Spørgsmål til landsstyret:
  1. Jeg skal venligst anmode landsstyret om at redegøre for, hvor langt man er nået med at undersøge de sundheds- og miljømæssige konsekvenser ved at bryde uran.
  2. Jeg skal endvidere anmode landsstyret om at komme med et realistisk bud på, hvornår ovennævnte undersøgelser forventes at kunne blive fremlagt for Inatsisartut og offentligheden?

Begrundelse:
Det er vigtigt for mig at fastslå, at Demokraternes holdning til eventuel brydning af uran ikke har ændret sig. Vi har altid ment, at hensynet til miljø og sundhed kommer i første række. Men vi har også altid ment, at hvis det af fagkundskaben bliver fastslået, at det miljø- og sundhedsmæssigt er forsvarligt at bryde uran, så er det bare om at komme i gang, så hele vort samfund kan få glæde af de indtægter, som en uranproduktion vil medføre.

Demokraterne bakker i lighed med et bredt flertal i Inatsisartut op om Qoornoq-aftalen. Denne aftale går kort fortalt ud på, at nul-tolerancen over for uran bliver fastholdt indtil videre. Men det fremgår også, at råstofloven skal tages op til revision i denne valgperiode, og i den forbindelse skal de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser ved en ophævelse af nul-tolerancen over for uran undersøges.

En sådan undersøgelse vil sikre, at en eventuel fremtidig uranproduktion kommer til at foregå på et grundlag, der er forsvarligt både sundheds- og miljømæssigt. Dette er baggrunden for, at jeg gerne vil vide, hvor langt landsstyret er nået med undersøgelserne.