Selvstyre koster!
Det er bare så svært for (pop-) politikere at sige ja det er dyrt at opretholde ret til el, vand, varme, renovation, madforsyninger, materialeforsyninger, postuddeling, institutioner til 80 beboelsesenheder. Specielt når der er tale om et befolkningstal på 56.000 og afstande som Grønland nu engang byder på.
Onsdag d. 14. januar 2009
Nikoline Ziemer
, Sorlaat Partiiat
Emnekreds:
Politik
,
Selvstyre
.
Sorlaat Partiiat ønsker alle en god start på det nye år 2009, som byder på Selvstyre. Jeg har lovet mig selv en ting og det er, at jeg vil arbejde for at det Landsstyre, som sidder i dag i det gamle styre, bliver efterladt dér i det gamle landsstyre, som dét vi skal bort fra. Og hvor skal vi hen? Vi skal frem mod økonomisk bæredygtighed. Det er nemt nok at sige - vi har et kæmpestort land med enorme vidder og afstande - men vort samfund er lille og alle kender alle, og ved hvem du og jeg er. Du (samfundsborgeren i dette land) skal melde dig på banen! Gør din pligt og stem - altid!
Grønland har brug for en økonomisk fastkurspolitik, som ikke bøjer af for vind og vejr - eller for skiftende holdninger hos samme ledere. De reformer, som måtte søsættes, skal have lov til at have deres effekt - uden at skulle udsættes for ændringer bare få måneder, efter de er trådt i kraft. Det gælder alle reformer. Hvis der er behov for justeringer, så må de komme nu. Fordi: hvorfor skal de fattigste i samfundet betale for reformerne - det er ikke hensigten at skabe større skel mellem rig og fattig! Hvad er det for et socialistisk system? Der er behov for udligningspolitikker på individuelt plan, kommunalt plan og selvstyreplan. Men eksempelvis ensprissystemet er aldrig solgt, som det det reelt var, nemlig en rationalisering af det ekstremt dyre apparat det er, at holde landet i gang med 80 beboelsesenheder. Det samme med reformeringen af kommunalsystemet. Den offentlige administration skal skæres ned, det gælder det kommunale og det ny selvstyre som kommer!
Vi vil gerne selvstændighed, vi vil gerne kunne selv, Rigsfællesskabet skal ikke blande sig. Det er hermed for en stor dels vedkommende en realitet med vedtagelsen af Selvstyret. Det er bare så svært for (pop-) politikere at sige ja det er dyrt at opretholde ret til el, vand, varme, renovation, madforsyninger, materialeforsyninger, postuddeling, institutioner til 80 beboelsesenheder. Specielt når der er tale om et befolkningstal på 56.000 og afstande som Grønland nu engang byder på.
Visioner for det nye Grønland er at Landet bliver mindre - infrastrukturen skal styrkes - alle havne skal styrkes (både luft- og vand). Det vil skabe et mindre Grønland, hvis alle har mulighed for at rejse - det vil skabe migration og dynamik. Du kan besøge din familie og berige din hjemby, når du har ferie fra din nye arbejdsplads i Alcoa eller Den sorte engel. Så arbejdsstyrken kan blive mobil og incitamenterne skal være til for at uddanne sig!
Industrien skal overholde strenge miljøkrav som tager hensyn til vort sarte arktiske klima. Sorlaat går ikke ind for udvinding af råstoffer i tætbeboede områder - såsom Sydgrønland. Vores energiproduktion skal se på Vandkraftværker. Brintteknologi. Fiskeriflåden skal reducere sin del af forureningen. Vi vil naturligvis beskytte vores natur, men den kommende Københavner aftale (erstatningen for Kyotoaftalen) skal tage hensyn til at Grønland er et selvstyrende land under udvikling og derfor har brug for særaftale, for ikke at blive straffet for ikke at være så postindustrialistisk, som Danmark nu engang er. Vi er kun et præindustrielt samfund.
Kulturen skal ophøjes, det nationale medievidunder skal have mulighed for vise sit vid – ved at være mere selvstændigt. KNR skal være uden for politisk styring/påvirkning og skal lave kvalitetsTV og radio ej kvantitetsTV og radio – der skal satses på fremtidens borgerlige ret til internet. Demokratiet skal styrkes - vidensdeling og dannelse er vigtig.
Sundhedssystemet skal reformeres. Det nuværende system er forældet og for ineffektivt og for dyrt.
Boligsystemet trænger til en reform – du skal som arbejdstager ikke længere stavnsbindes til din bolig. Arbejdsgiveren skal omvendt ikke længere brødføde de boligparasitter som findes her i landet. Det er grotesk at der findes lejere som har en INI/ ISERIT bolig - som de fremlejer, mens de bor i ejer/andelsbolig. Og det er grotesk at det offentlige sidder på 60 procent af boligmarkedet og dermed er med til at opretholde groteske kunstigt oppustede priser på boligmarkedet. Det skal have en ende.
Der er nok at tage fat på - Godt nytår og læg mærke til Sorlaat – støt os - meld dig ind, bliv politisk aktiv i det økonomisk og økologisk bæredygtige liberalsocialistiske parti! (De ord som er mærkede med fed - er vores mærkesager).
På vegne af Sorlaat Partiiat
Nikoline Ziemer