Udskriv valget nu!
... om man prioriterer en Universitetspark frem for renovering og udvidelse af landets skoler. Eller om man prioriterer et vandkraftværk i Sydgrønland, en lufthavn i Paamiut og Qaqortoq frem for flere personaleboliger og en forbedring af de ansattes arbejds- og lønvilkår i den sociale sektor og sundhedssektoren
Fredag d. 20. september 2002
Per Berthelsen
, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds:
Politik
.
Universitetsparken, lufthavne, Grønlandsk selvstyre eller vederlagsloven. Det er sådanne eksklusive emner, som optager landets politikere. Det er lige omvendt med befolkningen, som har langt mere jordnære emner på dagsorden. Når jeg taler med befolkningen bekymrer de sig mere om: hvornår deres barns slidte skole skal renoveres; er der arbejde nok til alle; lufttrafikkens høje priser; de dårlige sociale forhold samt socialarbejdernes dårlige arbejds- og lønvilkår og den store mangel på personaleboliger. Det var bare eksempler på emner, der jævnligt bliver nævnt af befolkningen, men er langt fra udtømmende.
Generelt for de nævnte emner er, at det er konkrete problemer, som befolkningen oplever i deres hverdag. Det er ikke teoretiske eller abstrakte problemer, hvor tidshorisonten gemmer sig ud bag tågerne sammen med en mulig løsning. Befolkningens problemer er emner, som er til at løse, hvis politikerne ellers havde viljen og modet til det. Men det er et spørgsmål om prioritering.
Eksempelvis om man prioriterer en Universitetspark frem for renovering og udvidelse af landets skoler. Eller om man prioriterer et vandkraftværk i Sydgrønland, en lufthavn i Paamiut og Qaqortoq frem for flere personaleboliger og en forbedring af de ansattes arbejds- og lønvilkår i den sociale sektor og sundhedssektoren.
Demokraterne har prioriteret til fordel for de jordnære løsninger og ikke på monumentale eller rent følelsesmæssige emner. For Demokraterne er for en politik i menneskehøjde.
At borgerne er trætte af landstingsmedlemmernes måde at prioritere landets ressourcer på, er der ingen tvivl om. Sidste år - efter efterårssamlingen - indsamlede almindelige mennesker op imod 10.000 underskrifter, fordi de ønskede et valg - NU. På vegne af Demokraterne skrev jeg med under og til forskel fra andre, holdt jeg fast i min støtte.
Derfor Jonathan Motzfeldt: Udskriv valget ved efterårssamlingens start den 20. september.