Tingene skal hænge sammen. Og det gør de ikke, desværre

Demokraterne ønsker selvstændighed, men vi ønsker en anden vej end den koalitionen har lagt. Koalitionen vil starte med at skrive en forfatning – vi vil starte med at skabe ordentlige forhold og uddannelsesmuligheder for vore børn og unge.

Tirsdag d. 27. december 2016
Randi Vestergaard Evaldsen, formand for Demokraterne
Emnekreds: Infrastruktur, Levevilkår, Selvstændighed, Socialt ansvar, Uddannelse, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Selvstændighed vil præge landspolitikken
Uansvarlig økonomisk politik
Lufthavne fremfor parlamentsbygning
Vækst og udvikling
Husk på alt det gode


Nytårsudtalelse fra Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen

(an)

2017 vil til en start blive præget af, at der er kommunalvalg i begyndelsen af april. I øjeblikket har Demokraterne to kommunalbestyrelsesmedlemmer, der begge er valgt i Kommuneqarfik Sermersooq. Vores klare mål for det kommende kommunalvalg er at opnå en større repræsentation i alle kommuner. Vi vil sagt med andre ord have mere lokalpolitisk indflydelse.

Vores ambitiøse mål for kommunalvalget er at fordoble vores repræsentation i Kommuneqarfik Sermersooq til fire medlemmer og at få mindst én repræsentant i hver af de øvrige kommunalbestyrelser.

På den måde kan vi forhåbentlig få mere politisk indflydelse i hele landet. Vi forventer at præsentere kandidater og mærkesager i midten af februar, hvilket vi glæder os meget til.

Herudover er det værd at bemærke, at vi i 2016 har fået sparket nyt liv i vores regionsafdelinger. Der er kommet nye kræfter til i bestyrelserne i både Qaasuitsoq, Sermersooq Vest, Sermersooq Øst og Qeqqata, mens vores afdeling i Kujalleq afholder generalforsamling i starten af 2017. Læg hertil at også fremtidens politikere i vores ungdomsafdeling har stillet et nyt stærkt hold i deres bestyrelse. Dermed føler jeg mig meget fortrøstningsfuld med hensyn til, at vi alle steder i landet kan opstille stærke kandidater med stærke baglande. Det er lovende og vi glæder os til samarbejdet.

Selvstændighed vil præge landspolitikken
Hvis man ser overordnet på den landspolitiske dagsorden for 2017, så er det vores klare forventning, at koalitionen vil gøre alt for at få den politiske debat til at dreje sig om selvstændighed. Den er vi med på, og vi skal nok komme med vores klare holdninger hertil. Det er vores opfattelse, at koalitionen har udvalgt selvstændighed som det altoverskyggende tema, der skal sikre dens succes. Men hvis man graver bare en lille smule, så viser det sig desværre, at koalitionens store slagnummer er temmelig hult for nu at sige det mildt. To af koalitionens fremmeste fortalere for selvstændighed Aqqaluaq B. Egede (IA) og Suka K. Frederiksen (Siumut) kalder således hele spørgsmålet om selvstændighed for en hypotetisk situation. Og ja; I læste rigtigt. IA og Siumut betragter åbenbart selvstændighed som en hypotetisk situation. Det betyder nemlig, at de kan bruge det som undskyldning for ikke at ville forholde sig til, hvad selvstændighed kommer til at betyde for borgerrettigheder, velfærdsydelser og økonomi. Helt ærligt; det er simpelthen for letkøbt. I kan simpelthen ikke tillade jer at råbe højt om, at Grønland uigenkaldeligt er på vej mod selvstændighed, når I samtidig betragter hele selvstændighedsspørgsmålet som en hypotetisk situation.

Demokraterne har intet imod koalitionspartiernes ”benhårde” arbejde for selvstændighed, men vi har noget imod, at man tilsyneladende bruger selvstændighed som et indholdsløst slagord uden at fortælle borgerne og samfundet, hvilke konsekvenser der medfølger. Det er ansvarsløst. Fortalerne for selvstændighed drømmer stort, og det er der såmænd intet forkert I, men de har ikke fremvist nogle planer herfor og det er umuligt at få dem til at forholde sig til væsentlige spørgsmål som økonomi, borgerrettigheder samt velfærdsydelser. Det er useriøst og dybt kritisabelt.

Demokraterne mener at Grønland skal være en fri og selvstændig stat, men vi skal også være realistiske og gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Demokraterne vil arbejde for at sikre, at den dag vi står helt på egne ben, ja, så har vi altså også det fulde ansvar for at tage os af vort eget land. Vi vil derfor ikke være med til at opstille urealistiske målsætninger for, hvornår selvstændigheden skal være en realitet. Vi synes, at det er useriøst at sige, at Grønland skal være selvstændigt i 2021, fordi det er det år en politiker tilfældigvis fylder 65 år. Eller sige at vi SKAL være selvstændige inden længe, fordi man lige er fyldt 70. Disse personlige målsætninger fylder alt for meget og overskygger det overordnede mål som må være at forberede selvstændigheden så grundigt som muligt, så vi skal give mindst muligt køb på det velfærdssamfund som vi har i dag.

Demokraterne mener, vi skal bygge et helt nyt fundament. Når vi i dag snakker om selvstændighed, så kigger vi bagud i stedet for at se ud i fremtiden. Selvstændighed ligger ikke i fortiden, men i fremtiden. Og vi skal blive bedre til at tale om, hvordan det så, at vi skal nå derhen? Demokraterne mener, at vi er nødt til at starte helt fra bunden med at bygge et ordentligt fundament.
Vi vil have befolkningen med i hele processen. Befolkningen skal vide, hvilke konsekvenser, der er ved selvstændighed. Og her taler vi ikke kun økonomi, men også menneskelige og på borgerrettighedsområdet. Sammen med befolkningen skal vi have defineret nogle politisk klare visioner for selvstændigheden. Det bliver hårdt arbejde, og det kræver eksempelvis af vi får ordnet de massive sociale problemer og at vi får højnet uddannelsesniveauet markant. Et selvstændigt Grønland skal i høj grad være selvforsynende med læger, tømrere, akademikere, psykologer, socialhjælpere, pædagoger, lærere og mange andre stillinger. Og det er vi altså langt fra at være som situationen er i dag. Bedre uddannelse vil som en meget positiv sideeffekt sætte gang i en positiv spiral, der vil forbedre samfundsøkonomien på grund af flere skattebetalinger og færre udgifter til sociale ydelser og tilkaldt arbejdskraft.
Tillad mig at dvæle et øjeblik ved det sociale område. Det er nemlig noget af det allervigtigste at få bragt i orden, hvis vi skal drømme videre om selvstændighed.

Hvorfor er der så meget seksuelt misbrug af børn i Grønland? Hvorfor er der stadig for meget misbrug af hash og alkohol? Hvorfor snakker vi ikke mere om disse problemer end vi allerede gør? Der er rigtig mange gode og ordentlige mennesker i vort land, der tager sig godt af deres børn og giver dem en opdragelse fyldt med omsorg og kærlighed. Men det ændrer ikke på, at der er alt for mange som af den ene eller den årsag ikke er i stand hertil. Hvis vi læser de forskellige rapporter, som børnerettighedsorganisationen MIO har udgivet, så er det samme signal der kommer fra alle dele af landet, de har rejst i. Børnene savner opmærksomhed fra forældrene, de siger, at de ønsker forældrene er hos dem, de vil ikke være på børnehjem, de siger blandt andet, at forældrene prioriterer alkohol og hash fremfor deres børn. Det er uhyggelig læsning, og det gør mig ked af det, at der er børn i vort land, der har det sådan.

Demokraterne mener, at vi skal have bragt orden i det her område før vi bliver selvstændige – det er trods alt børnene, der skal bære vort land i en fremtid med selvstændighed. Fundamentet skal kunne holde.
Demokraterne ønsker selvstændighed, men vi ønsker en anden vej end den koalitionen har lagt. Koalitionen vil starte med at skrive en forfatning – vi vil starte med at skabe ordentlige forhold og uddannelsesmuligheder for vore børn og unge.

Vi mener, at det er et tegn på ansvarsløshed, at man vælger at lukke øjnene for de massive problemer som vort samfund stadig har blot fordi man ønsker at skrive en grønlandsk forfatning.

Uansvarlig økonomisk politik
Men ansvarsløshed hænger på den anden side rigtig godt sammen med koalitionens økonomiske politik. Det så vi senest i forbindelse med koalitionens vedtagelse af finansloven for 2017. Her overtog det nye landsstyre et ansvarligt finanslovsforslag med en økonomi i balance. Det var egentlig bare at fortsætte ad samme spor. I stedet valgte den nye koalition at forvandle forslaget til en stor underskudsforretning
Faktum er nemlig, at jeg i august 2016 præsenterede et finanslovsforslag for 2017 med et overskud på 33 millioner kroner for 2017, og der var lagt en økonomisk ansvarlig plan for de kommende år således, at vi i perioden 2017 til 2020 ville have en økonomi i balance.
Da den nye koalition kom til skrumpede overskuddet for 2017 til lige under 22 millioner kroner til trods for, at indtægtsskønnet blev sat i vejret med 55 millioner kroner. Enden på historien blev da også, at det samlede resultat for perioden 2017-2020 endte med at udvise et samlet underskud på hele 145 millioner kroner.

Demokraterne var og er en smule chokerede over, hvor hurtigt det nye socialistiske flertal kunne forvandle en ansvarlig økonomi til en økonomi i total ubalance. Og det værste er, at det her er altså en koalition, der har en drøm om snarlig selvstændighed. Hvem skal mon betale for det? Koalitionen har i hvert fald ingen planer om at tage sig sammen og præsentere en sammenhængende økonomisk plan herfor. Det hænger ikke sammen. Slet ikke.

Og så hjælper det altså ikke meget på mit humør, at det nye landsstyremedlem for Finanser fortæller usandheder om mig og mit parti i sin iver for at forklare, hvordan i alverden det dog kan være, at han formår at forværre forslaget til Finanslov så meget som tilfældet er. Vi burde trods alt have så meget respekt for hinanden, at vi holder os til sandheden og lader være med at lyve over for befolkningen. Jeg synes ærlig talt, at det er respektløst at opføre sig sådan, og jeg håber, at landsstyremedlemmet for Finanser vil udvise en helt anden moral, etik og menneskelighed i det nye år. Hvis man skal være lamndsstyremedlem, så indebærer det også, at man er i stand til at tage ansvar for vores land og handlinger.

Lufthavne fremfor parlamentsbygning
Der er ingen tvivl om, at vores økonomi er presset til det yderste. År for år kommer der flere og flere ældre, der skal forsørges af færre og færre i den arbejdsdygtige alder. Det siger sig selv, at det er en svær situation. Men det gør det kun endnu vigtigere at have fokus på at føre en økonomisk politik, der tager hensyn til denne fremtid. Vi skal blive bedre til at huske på, at økonomien er hele fundamentet for vores samfund.

En god og ansvarlig økonomi skal være med til at sikre, at vi har råd til at tage os af de syge og svage, at vi kan gøre en ekstra indsats for børn, der har det svært, at vi har råd til pensioner og SU, at vi har råd til at hjælpe dem, der står uden arbejde, at vi kan støtte sportslige, kunstneriske og kulturelle aktiviteter. Kort sagt; at vi kan vedligeholde og videreudvikle vores velfærdssamfund.

Men en god økonomi kræver, at vi tør træffe nogle valg og fravalg. Vi er nødt til at erkende, at man ikke kan få alt, hvad man peger på. Og det kan man slet ikke, når man ønsker en selvstændighed, der alt andet lige vil betyde et farvel til det årlige bloktilskud fra Danmark på næsten fire milliarder kroner.

Demokraterne ser flere muligheder for at forbedre vores økonomi. Et af initiativerne var vi med til at sætte i gang, da vi sad i koalition. Vi er rigtig glade for, at det lykkedes at opnå bred politisk enighed om at få sat gang i det arbejde, der forhåbentlig vil resultere i lufthavnsudvidelser i Nuuk og Ilulissat og nye lufthavne i Tasiilaq og Qaqortoq. Disse investeringer vil forhåbentlig betyde et tiltrængt boom i turismen, bedre muligheder for eksport og sidst men ikke mindst bedre og billigere rejser internt i landet. For Demokraterne er nye lufthavne en god måde at bruge penge på. Der er tale om gode og målrettede investeringer, der er med til at skabe en merværdi for samfundet. Investeringerne betaler på den måde sig selv hjem om man så må sige.

Et eksempel på det modsatte er koalitionens planer om at opføre en ny parlamentsbygning. Her er der tale om et byggeri, der aldrig vil kunne tjene sig selv hjem, som ikke vil føre til vækst og merværdi for samfundet og som der derfor ikke bør blive brugt penge på i den situation, som vort land befinder sig i lige nu.

Vi håber derfor, at 2017 bliver året, hvor vi for alvor kommer i gang med lufthavne og lufthavnsudvidelser, men hvor planerne om en ny parlamentsbygning bliver skrinlagt.

Vækst og udvikling
Herudover ligger det os meget på sinde at forbedre forholdene for vores lokale, private virksomheder. Det er gennem vækst og udvikling i den private sektor, at vi for alvor kan drive vort land fremad. Det er i den private sektor, at der primært skal skabes arbejdspladser, så landet kan få flere skatteindtægter og samtidig spare på sociale ydelser. Helt konkret har Demokraterne stået i spidsen for planlægningen og forberedelsen af en markant sænkelse af selskabsskatten - et konkret forslag herom var planlagt til fremsættelse på Forårssamlingen 2017.

Desværre virker det som, at den nye koalition er uenig i en sådan prioritering. Det er sådan set fair nok, men det betyder desværre, at udsigten til vækst og udvikling i den private sektor bliver voldsomt minimeret. Vi håber, at Demokraterne bliver inviteret indenfor i forhandlingsrummet, når der skal diskuteres skattereform og erhvervsbeskatning her i 2017. Vi vil i den forbindelse gøre alt, hvad vi kan for at sikre et skattesystem, der fordrer vækst og udvikling i samfundet.
Reformer og en mindre offentlig sektor
En vækst og udvikling i den private sektor er desværre ikke nok til at skabe det fornødne økonomiske fundament for en fremtidssikring af vores velfærdssamfund. Vi er nødt til samtidig at være klar til at igangsætte reformer, der på sigt skal føre til, at det offentlige får færre udgifter til driften af samfundet. Vi er allerede gået i gang med reformer af alders- og førtidspension. Reformer, som Demokraterne i øvrigt forventer, at vi er nødt til at gøre endnu mere ambitiøse. Og vi må forvente, at koalitionen fremlægger køreplaner for en række andre reformer i løbet af 2017. Her er det nok vigtigt at huske sig selv på, at reformer medfører forandringer, og at nogle må give afkald på de goder, som de har i dag. Det kan ikke lade sig gøre at lave reformer, hvor alle får det bedre – i hvert fald ikke hvis det samtidig skal give en besparelse for samfundet. Og det skal det.

Ud over de reformer, der rammer borgernes hverdag og rettigheder, er det vigtigt, at vi kommer i gang med en tiltrængt oprydning og effektivisering af den offentlige sektor. Det gælder både i kommunerne og i Selvstyret. Demokraterne har selv været med til at gennemføre besparelser i Departementerne i Selvstyret, men slet ikke i stor nok grad. Vi håber på, at der kan skabes et politisk flertal for endnu flere besparelser. Den offentlige sektor er fortsat alt for stor og bruger alt for mange penge.

Husk på alt det gode
Når alt dette er sagt, så vil jeg dog bede jer alle om at huske på alt det gode og positive, der er ved at bo i vores dejlige land. Tag et kig på de sneklædte fjelde, indsnus en ordentlig portion af den friske luft, nyd duften af rensdyrstegen fra ovnen, spis et ordentligt stykke mattak og lyt til noget af alt den fantastiske musik, der bliver produceret af dygtige musikere overalt langs vor langstrakte kyst.

Hvis I gør det, så vil I ligesom mig blive klar over, at vi bor i verdens bedste og smukkeste land. Et land vi skal værne om og passe på. Et land, hvor vi trods alverdens uenigheder holder utrolig meget af hinanden. Og ikke mindst et land, hvor der gerne skal være plads til os alle – nu og i al fremtid.