De forkælede fiskere

Selvfølgelig skal fiskerne hjælpes. De skal have indhandlingstilskud, når verdensmarkedsprisen falder. De skal have gældssanering. De skal have lavt forrentede lån, eller lån der er afdrags- og rentefrie i en pæn årrække. De behøver ikke betale deres værftregninger, der bare kan lægges oven i den gamle gæld til det offentlige. De skal have billige boliger o.s.v. Alligevel klager de.

Fredag d. 29. maj 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri.

Når fiskerne klager, hopper hele samfundet. Politikerne begynder at ryste på hånden, fordi de synes det er synd for landets bærende erhverv. Selvfølgelig skal fiskerne hjælpes. De skal have indhandlingstilskud, når verdensmarkedsprisen falder. De skal have gældssanering. De skal have lavt forrentede lån, eller lån der er afdrags- og rentefrie i en pæn årrække. De behøver ikke betale deres værftregninger, der bare kan lægges oven i den gamle gæld til det offentlige. De skal have billige boliger. O.s.v. Alligevel klager de. Og når fiskerne ikke får deres vilje, klager de til politikerne og ber' dem om at banke Royal Greenland på plads. Men er der noget krav til fiskerne om at fiske og indhandle. Nej, de må selv bestemme, hvordan de driver deres erhverv. Konsekvensen er, at kvoterne ikke blev fisket op i 1997, og Royal Greenland nærmest bad om at få tilført råvarer. En fisker, der passer sit job, tjener også godt. Vi ser det med de mest effektive rejekuttere. Deres største problem er, at de kostes fra den ene fabrik til den anden af Royal Greenland og mister effektive fiskedage. Vi kan konstatere det i hellefiskeområderne, hvor fiskerne tjener mange penge, når Royal Greenland altså har åben for indhandlingen. Men der er mange fiskere, som ikke passer deres arbejde, eller som har så små kvoter, at de ikke tjener ret meget. De klager selvfølgelig. Hvem Anthon Siegstad repræsenterer, når han kræver højere priser kan man kun gisne om. Men fiskerne bør fortælle den gode formand at han selv er den største forhindring for prisforhøjelser allerede nu. Der er så mange penge i fiskeriet, at alle kan tjene på det, hvis man ellers gider, og hvis fiskeriet organiseres ordentligt på fiskeriets præmisser og ikke på politiske. I dag er kravet til politikerne, at få ryddet op i det indenskærs rejefiskeri. Få de gamle kuttere ud og få indsat nye effektive fartøjer, som kan levere råvarer til de få rejefabrikker, der er tilbage. Derefter er kravet, at offentlige tilskud til fiskeriet skal fjernes, så fiskeriet kan køre på markedsmæssige principper, og ikke skal være det største beskæftigelsesprojekt i Grønland. Fiskere og fabrikker kan så forhandle sig frem til de rigtige priser. Med Polar Seafood har Royal Greenland fået konkurrence, og den bør vi alle hilse velkommen - også Royal Greenland. For den konkurrence vil vise, at prisen på råvarerne her i landet er afhængig af verdensmarkedsprisen. Desuden vil konkurrencen tvinge alle til at gøre deres bedste, være effektive og rationelle og betale fiskerne den pris, markedet kan bære. At Polar Seafood betyder, at der er store udenlandske kapitalinteresser på vej ind i det grønlandske fiskeri, kan så diskuteres. Landsstyremedlem Paaviaaraq Heilmann mener ikke de kan stoppes. Men vi kan dybt beklage, at Royal Greenland ikke vil sælge sin rejefabrik i Maniitsoq til Polar Seafood. Konsekvensen af den beslutning er, at der bliver bygget en ny rejefabrik i Nuuk, og at Royal Greenland bliver nødt til at lukke en rejefabrik på kysten, hvilket sandsynligvis bliver Maniitsoq-fabrikken. Situationen i fiskeriet forudsætter imidlertid, at politikerne kender deres rolle. De skal sørge for de bedst mulige betingelser for fiskerierhvervet, men de skal ikke blande sig i prisforhandlinger. Lad den frie konkurrence afgøre det. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt skal i hvert fald ikke begynde at diktere Royal Greenland, hvad prisen på hellefisk skal være. Derimod vil vi opfordre landsstyreformanden til at få KNAPK til forhandlingsbordet. Kun KNAPK kan give Royal Greenland mulighed for at forhøje priser og øge serviceniveauet før den 1. juli.