Selvstændighed men når vi har råd

Indirekte siger undersøgelsen altså, at vælgerne bestemt ikke ønsker selvstændighed på bekostning af velfærd og levestandard. Så der står Jess G. Berthelsen (Siumut) alene med sin spand, potte og stearinlys, og han får næppe stemmer til sin politik, hvis han altså stiller op til landstingsvalget. Tværtimod ser det ud til, at de fleste vælgere støtter Atassuts politiske linje i forholdet til Danmark.

Fredag d. 19. juni 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Med flammende taler vil politikerne på nationaldagen på søndag uden tvivl tale om selvstændighed. Men en opsigtsvækkende meningsmåling om selvstændighed, vi i dag kan offentliggøre, viser imidlertid, at vælgerne både vil gå med livrem og seler, før vi skal have selvstændighed. Flertallet ønsker nok selvstændighed, men først når vi har råd til det. Det sætter Jess G. Berthelsens udtalelser om uafhængighed af Danmark til Berlingske Tidende og på arbejdsmarkedskonferencen i Qaqortoq lidt i relief. Ligesom det er interessant at se debatten mellem Hans-Pavia Rosing og Ellen Kristensen om dansk tilskud til renoveringerne i Grønland i dette lys. Vælgerne erkender vort økonomiske afhængighedsforhold til Danmark, og at vi skal vente med øget selvstændighed, til vi selv kan tjene de penge, som vi i dag får fra Danmark, og som i øvrigt vender tilbage til danske producenter, når vi køber varer og tjenesteydelser. Undersøgelsen viser også, at selv blandt IA-vælgere er der et markant flertal for at vente med selvstændighed, til vi kan klare os selv. Indirekte siger undersøgelsen altså, at vælgerne bestemt ikke ønsker selvstændighed på bekostning af velfærd og levestandard. Så der står Jess G. Berthelsen (Siumut) alene med sin spand, potte og stearinlys, og han får næppe stemmer til sin politik, hvis han altså stiller op til landstingsvalget. Tværtimod ser det ud til, at de fleste vælgere støtter Atassuts politiske linje i forholdet til Danmark. Tilsyneladende er Siumut splittet om spørgsmålet. For på den ene side har vi altså Jess G. Berthelsen og Co.'s øn- ske om selvstændighed her og nu og ud med danskerne, og på den anden side har vi partiledelsen, der står med hånden fremme i forbindelse med pinsepakken i Danmark. Som man læser Siumuts politik, vil partiet både det ene og det andet. Og den splittelse koster partiet dyrt. Sidste uges opinionsundersøgelse viste, at partiet er på tilbagegang. Partiet taber terræn både til IA og Atassut. Hvis Siumut ikke finder sine ben, risikerer Siumut at tabe forårets landstingsvalg, og det bliver Atassut, som kommer til at sammensætte det nye landsstyre. Vi vil derfor opfordre Siumuts ledelse til at finde sin politik og lade den bygge på den grønlandske virkelighed i stedet for på ønsketmnkning, for at komme ind på rektor Bruno Hansens filosofiske betragtninger i sin dimissionstale til de nye studenter i Qaqortoq. Uanset al ønsketænkning om grønlandsk selvtilstrækkelighed er vi afhængige af tilskud fra Danmark, og vi er afhængig af dansk arbejdskraft på næsten alle niveauer. Det eneste, der kan ændre dette forhold, er uddannelse. Men for få tager en uddannelse. I år bliver 116 studenter færdige på landets tre gymnasiale skoler. Det er omkring ti procent af en årgang. Men det er for få, hvis alle stillinger i landet skal besættes med lokal arbejdskraft. For at fremme denne udvikling, som alle jo i bund og grund er interesseret i, kan man tage Grønlands Arbejdsgiverforenings forslag fra Arbejdsmarkedskonferencen op og love alle, der tager en uddannelse, job og bolig.