Sygt sundhedsvæsen

Vi har ikke brug for et landsstyre, som ikke vil løse landets egne problemer. For en gangs skyld kan sorteper ikke sendes videre. Normalt plejer landsstyremedlemmerne at rose sig af, hvor godt de løser opgaverne, som de har overtaget fra staten. Men det gælder ikke sundhedsvæsenet.

Fredag d. 7. august 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Problemerne i sundhedsvæsenet skal løses. Som borgere i landet kan vi ikke være tjent med de horrible forhold, der bydes personalet, og som i sidste ende går ud over patienter og klienter. Problemet ligger i, at politikerne nægter at se virkeligheden i øjnene. Vi kan ikke tilkalde arbejdskraft, som ikke kan få en bolig. Vi kan ikke tilkalde arbejdskraft, der kan tjene flere penge andre steder. Vi kan ikke tilkalde arbejdskraft, som får bedre arbejdsvilkår andre steder. Vi kan ikke beholde grønlandsk arbejdskraft inden for sundhedsvæsenet, hvis de ikke får ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Marianne Jensens løsning er at nedsætte en ny arbejdsgruppe. Men det må ikke blive en syltekrukke. Der skal findes løsninger. INI, Personaledirektoratet, kommunerne og SIK må erkende, at der er tale om en nødsituation, som de skal være med til at løse, hvis de mennesker, de har ansvaret for, skal kunne få en tryg behandling i sundhedsvæsenet. Problemerne er blevet påvist så mange gange, at alle ved, hvad det drejer sig om. Den endelige afgørelse ligger i landsstyret, der tilsyneladende har meget svært ved at træffe de nødvendige og rigtige beslutninger. Hvis vi vil have et sundhedsvæsen, som vi føler os trygge ved, er det nødvendigt, at politikerne løser de grundliggende problemer. Der er tale om helt basale krav til tilværelsen. Løn, bolig og et familieliv. I dag forsøger man at køre sundhedsvæsenet med dyre lappeløsninger og tilfældige hovsaløsninger: Resultatet er dyre evakueringer og dyre vikarer og utrygge patienter. Det er sikkert godt for Grønlandsfly og SAS, men det er skidt for samfundet. Pengene kan bruges meget mere fornuftigt.Og politikerne ved i virkeligheden godt, hvad der skal til. Men enten vil de ikke eller også tør de ikke af frygt for den afsmittende virkning på det øvrige arbejdsmarked. Men politikere er valgt til at prioritere. Her er der tale om helt basale opgaver, der skal løses, for at hele samfundet kan fungere. De må få første prioritet. Løfter og snak løser ikke problemerne. Det gør kun handling. Landsstyremedlem Marianne Jensen vil gerne løse problemet, men hun får ikke den nødvendige opbakning fra det øvrige landsstyre. Vi har ikke brug for et landsstyre, som ikke vil løse landets egne problemer. For en gangs skyld kan sorteper ikke sendes videre. Normalt plejer landsstyremedlemmerne at rose sig af, hvor godt de løser opgaverne, som de har overtaget fra staten. Men det gælder ikke sundhedsvæsenet. Her er der tale om to forskellige former for misbrug: Nemlig misbrug af grønlandsk arbejdskraft og misbrug af tilkaldte vikarer. Vi står over for et landstingsvalg, hvor vi vil opfordre vælgerne til at vurdere, hvem der vil løse opgaverne, når de afgiver deres stemme. Vi kan nemlig skabe et godt sundhedsvæsen af høj standard, men det kræver politisk vilje.