Hvem kontrollerer landsstyret

Demokratiet i Grønland har det ikke godt. Landsstyret har alt for lette muligheder til at undlade at gennemføre landstingets beslutninger. For landstingsmedlemmerne er ikke gode nok til at gennemskue landsstyret og hjemmestyrets administration.

Fredag d. 18. september 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Konkurrencenævnet, Politik.

Demokratiet i Grønland har det ikke godt. Landsstyret har alt for lette muligheder til at undlade at gennemføre landstingets beslutninger. For landstingsmedlemmerne er ikke gode nok til at gennemskue landsstyret og hjemmestyrets administration.

Det er ganske enkelt for let at snyde folkets repræsentanter.

Det mest tydelige eksempel på problemerne er, at de klageinstanser vi har forsøgt at få indført i demokratiets og parlamentarismens hellige navn ikke fungerer.

De to vigtigste kontrolinstanser, vi har i øjeblikket, fungerer ganske enkelt ikke. Den ene er konkurrencenævnet og den anden er ombudsmandsinstitutionen.

Baggrunden er, at hjemmestyrets administration er så loyal overfor landsstyret, at man ganske enkelt ikke vil servicere de to instanser, der er indført af landstinget til at kontrollere landsstyrets administration.

Ombudsmandsinstitutionen grines der af i hjemmestyrets gange, og man undlader ganske enkelt at svare på ombudsmandens henvendelser. Når ombudsmanden får en klage, er det normal praksis, at ombudsmanden hører den part, der klages over. Men denne part gider ganske enkelt ikke svare på ombudsmandens høringsskrivelser, og ombudsmanden har ikke været i stand til at sætte sig i respekt, så administrationen føler sig tvunget til at svare.

Det betyder, at der ikke sker noget, og at en sag trækkes i langdrag eller arkiveres i glemselens mørke arkiv.....

Landstingets ombudsmand skal kontrollere landsstyrets administration, men det er man bedøvende ligeglad med i denne administration.

Den anden institution som er vigtig for demokratiet er konkurrencenævnet, der blev dannet af Landstinget i 1993, men som aldrig har fungeret, selv om der ligger sager på konkurrencenævnets bord.

Ifølge nævnets forretningsorden, skal det aflevere en beretning til landsstyret hvert år. Det er heller aldrig sket.

Men interessant nok bruges konkurrencenævnet, når landsstyret ønsker at afvise en sag i Landstinget. Det sker med henvisning til at sagen skal behandles i konkurrencenævnet. Senest har landsstyreformanden henvist en sag til konkurrencenævnet. Han glemte bare at sige til Landstinget, at konkurrencenævnet ikke fungerer, og ingen i landstinget tog spørgsmålet op, fordi landstingsmedlemmerne sov i timen.

Det var da landstingsmedlem Anders Nilsson foreslog, at de hjemmestyreejede selskabers forretningsgrundlag skal behandles i Erhvervsrådet. Jonathan Motzfeldt ville hellere have den type sager op i konkurrencenævnet, fordi der er tavhshedspligt, men samtidig burde han vide, at konkurrencenævnet ikke fungerer.

I sit seneste nyhedsbrev retter Grønlands Arbejdsgiverforening en alvorlig anklage mod landsstyret.

"Landsstyret ser igennem fingre med, at konkurrencenævnet ikke fungerer. Der er tale om et alvorligt lovbrud, som landsstyret er ansvarlig for", skriver arbejdsgiverforeningen og henviser til, at der er flere sager fra 1996, som ikke bliver behandlet.

Baggrunden er, at konkurrencenævnets sekretariatet: ligger i landsstyreformandens sekretariat, og at embedsmændene ikke er i stand til både at varetage de offentlige selskabers interesser og kontrollere dem.

"Man får uvilkårligt den tanke, at de ansvarlige embedsmænd bevidst har undladt at sætte konkurrencenævnet i funktion - med landsstyrets stiltiende billigelse. Det er svært at frigøre sig fra tanken om, at uvilligheden bunder i de offentlige selskabers dominerende rolle i erhvervslivet", siger direktør Ole Rud ifølge nyhedsbrevet. Ole Rud er et af de seks landsstyreudpegede medlemmer af nævnet.

Arbejdsgiverforeningen mener derfor, det er nødvendigt, at frigøre konkurrencenævnet fra den offentlige forvaltning.

Og arbejdsgiverne har ret. Klageinstanser og kontrolinstanser må frigøres fra den store offentlige administration.

Det er udemokratisk, at de, der klages over, selv skal undersøge klagerne og kan skjule dem.

Klager over private og sager mod enkeltpersoner uden for hjemmestyrehierakiet skal nok undersøges og behandles, men der må ikke klages over hjemmestyret og politikerne. De skal beskyttes og fejl skjules.

Offentligheden har ret til fuld indsigt i, hvad de offentlige midler bruges til. I den forbindelse må vi også kræve en uvildig revision af, hvad offentlige midler bruges til.