Siumut i klemme

Men heller ikke her tør Siumut skære igennem og fortælle hvad man vil. Samfundet har ikke råd til det hele, slet ikke når vi ikke er i stand til at uddanne de faggrupper, der er så hårdt brug for. For at blive uafhængig af det udenlandske arbejdsmarked er det nødvendigt, vi uddanner de fag, vi har mest brug for, og at der stilles krav til de uddannelsessøgende.

Fredag d. 29. januar 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Det er et klemt Siumut, der går til valg denne gang. Samfundsudviklingen presser partiet til at tage stilling og prioritere. Det er umuligt at opfylde alle ønsker. Derfor kræver det overblik og mod at træffe de rigtige beslutninger, men det mangler Siumut tilsyneladende for politikerne tør ikke sige, hvad der sker efter valget.

Ensprissystemets afskaffelse truer med at splitte partiet, fordi man ikke har brugt eller bruger tid på at forklare, hvad det går ud på.

Partiet tør ikke sige inden valget, at ensprissystemet må afskaffes, hvis det skal opfylde de øvrige løfter i valgprogrammet om aktiv erhvervspolitik, progressiv finanspolitik og øget selvstændighed.

Hvis Siumut mener det alvorligt med en aktiv erhvervspolitik, skal man skabe de nødvendige rammer for erhvervslivet, og det gør man kun ved at sænke omkostningerne mest muligt.

Afskaffelsen af ensprissystemet betyder, at man betaler de ægte kostpriser, og den ukontrollerede krydssubsidiering internt i de store virksomheder falder bort.

Det betyder, at det nogle steder i landet bliver forholdsvist billigt at etablere og drive en virksomhed. Energipriserne falder, teletaksterne falder, priser på både flyfragt og skibsfragt falder, desuden bliver flybilletpriserne billigere, fordi brugerne ikke skal betale til de underskudsgivende dele i de pågældende virksomheder.

Mens det altså bliver billigere nogle steder, frygter mange, at det bliver meget dyrt andre steder og jo længere man kommer væk fra Nuuk, jo dyrere bliver det.

Men målet er, at det ikke må blive dyrere andre steder i landet. Derfor skal man over skatten betale til de områder, hvor priserne ellers vil stige.

Det kan betyde, at skatten stiger tre procent der, hvor priserne falder, og pengene bruges til at støtte de steder, hvor priserne ellers vil stige.

Ingen skal have det dårligere end i dag. Betalingen skal imidlertid flyttes fra den ukontrollerede krydssubsidiering i virksomhederne til et mere åbent system med licitation og servicekontrakter for det offentlige.

Problemet er imidlertid, at selv om afskaffelsen af ensprissystemet står på dagsordenen i Siumut og sagt mange gange af partiets formand Jonathan Motzfeldt, vil han her op til valget ikke tale om det.

I Siumuts valgoplæg fremgår det, at der gennemføres en skattereform i tilknytning til omlægning afensprissystemet.

Men når man går politikerne på klingen om, hvad de mener, får man ikke noget konkret svar heller ikke fra partiets næstformand Peter Grønvold Samuelsen.

Selv om afskaffelsen af ensprissystemet er det allervigtigste element for at skabe mulighed for økonomisk vækst og dermed økonomisk uafhængighed, frygter landets største parti, hvad de mindre byer og yderområderne siger til forslaget.

Bemærkelsesværdigt er det, at Atassut slet ikke nævner ensprissystemet med et ord. Mens IA ønsker ensprissystemet udbygget med ens skat i hele landet. IA’s argumentation er, at det ikke skal være dyrere at etablere virksomhed i yderområderne. Dermed siger IA indirekte, at det skal være lige dyrt i hele landet og vil åbenbart ikke udnytte den mulighed at skabe bedre vilkår for produktion i de større byer.

Vælgerne må imidlertid have klar besked om, hvad politikerne vil med ensprissystemet.

Ønsker vi et dynamisk samfund, der skal klare sig i konkurrencen.

Eller ønsker vi et levende frilandsmuseum, der i al fremtid skal klare sig på støtten - og måske på nogle indtægter fra de, mineraler, udlandet får lov til at hente op af den grønlandske: jord, mens vi passivt kigger på.

Vi må stille krav til de politikere, vi vælger ind, at de har mod til at gøre de ting, der er nødvendige for at skabe den dynamik, vi alle er interesseret i, og som er nødvendig for at opnå øget selvstændighed.

Afskaffelsen af ensprissystemet er den ene vej. Uddannelse er den anden. Også her må politikerne vise mod og prioritere og satse på de områder, hvor vi har brug for uddannet arbejdskraft.

Kravet om, at man skal betale tilbage, hvis man ikke gennemfører sin uddannelse, altså springer fra, bør udvides til, at man skal lægge sin arbejdskraft i Grønland efter uddannelsen.

Til gengæld skal samfundet støtte de uddannelsessøgende og give dem mulighed for at gennemføre.

Men heller ikke her tør Siumut skære igennem og fortælle hvad man vil. Samfundet har ikke råd til det hele, slet ikke når vi ikke er i stand til at uddanne de faggrupper, der er så hårdt brug for. For at blive uafhængig af det udenlandske arbejdsmarked er det nødvendigt, vi uddanner de fag, vi har mest brug for, og at der stilles krav til de uddannelsessøgende.

Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at partierne blot nævner arbejdsløsheden sporadisk, og ej heller kommer med konkrete bud på, hvordan den skal bekæmpes. Netop afskaffelse af ensprissystemet og mere uddannelse er vejen frem.

I valgkampen, som nu er i fuld gang, må vælgerne stille krav til politikerne og spørge dem om, hvordan de vil gennemføre de mange løfter. De rigtige ord og de rigtige meninger er ikke nok, vi må have handling og vide hvordan initiativerne finansieres.

De politikere, som vil vælges ind, må have mod til at sige sandheden.