De gamle partier fik en lærestreg

Her og nu er det allervigtigste åbenhed og reel information til en befolkning, der ikke engang kunne blive orienteret om valgets resultat på valgaftenen. En væsentlig del af den demokratiske proces, som valget er udtryk for, er, at vælgerne bliver orienteret om valgets resultat.

Fredag d. 19. februar 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

17,5 procent af de afgivne stemmer gik til »protestbevægelsen« uden for de etablerede partier. Selv om »protestanterne« ikke får så stor indflydelse, som deres stemmeandel er udtryk for, må de tre partier tage ved lære af valget. For ellers kommer protesterne ti gange stærkere ved næste valg, eller man kan forestille sig, at Grønland bliver ramt af socialt betingede uroligheder.

Vi er ikke langt fra et oprør nedefra, fordi forskellene er så store som tilfældet er, og fordi politikerne er for langt fra deres vælgeres dagligdag. Politikerne forstår ikke, at de forhåbninger og løfter, der gennem tiden er givet, ikke er blevet opfyldt.

Frustrationerne opstår, når man ikke kan få en uddannelse, når man ikke får et arbejde man er uddannet til, når man ikke kan blive behandlet i sundhedsvæsenet, når det sociale netværk ikke fungerer, når man ikke kan få en bolig, når man sendes til Danmark for at dø og selv må betale for at få kisten hjem igen.

Politikerne må ud og »tale med« ikke kun »tale til« vælgerne. De må lytte til rimelige krav og ønsker om fornyelse og forbedringer. Der er en klar tendens til, at politikerne kun fortæller, hvad de gør. De har svært ved at lytte til andre synspunkter end deres egne, og de omgiver sig med rygklappere og røvslikkere, i stedet for med kritikere.

For at bevise de har ret, henter politikerne såkaldte danske »eksperter«, der på bestilling skriver rapporter, som bekræfter systemets forfejlede synspunkter. Der er i det hele taget en tendens til, at bruge disse »danske eksperter«, som kommer fra et »dansk system« til at fortælle, hvad der skal gøres under helt andre forhold, i stedet for at bruge egne grønlandske eksperter, som til daglig står i lort til halsen og ved, hvor lokummet brænder. Det er ganske vist ikke eksperter på grund af uddannelse, men eksperter på grund af erfaring.

Det er ufatteligt, at vi stadig har et system, som har så lidt tillid til sin egen befolkning. På det område kan Grønland lære meget af Island og Færøerne, hvor man er stolt af, hvad man selv kan.

Politikerne har svært ved at lytte til klager, men sender dem videre til embedsmænd og systemet. Klager opfattes som brokhoveder i stedet for reel information om, at der er noget galt. Især hvis klagen kommer fra en grønlandsk-sproget kan det importerede »danske system« ikke følge med.

Det store parti Siumut har især svært ved at indrømme, at hjemmestyret ikke er godt nok.

Politikerne skal tage sig tid til at lytte til nødråbene nedefra og ændre systemerne, så de fungerer på grønlandske præmisser i stedet for hele tiden at tilkalde nye danske eksperter, der påstår, de kan gøre tingene bedre på danske præmisser.

Baggrunden for frustrationerne er også, at informationsniveauet til en stor del af befolkningen er meget lavt. Befolkningen får ganske enkelt ikke det nødvendige indblik i, hvad der sker med dem og deres land. En bedre uddannelse kunne hjælpe på dette, men det er systemet måske imod. For jo bedre uddannelse og større indblik jo mere kritik.

Her og nu er det allervigtigste åbenhed og reel information til en befolkning, der ikke engang kunne blive orienteret om valgets resultat på valgaftenen. En væsentlig del af den demokratiske proces, som valget er udtryk for, er, at vælgerne bliver orienteret om valgets resultat. I sig selv var den mangelfulde resultatformidling blot endnu en bekræftelse på, at systemet ikke fungerer.