Farlig politik...

I et desperat forsøg på at vende udviklingen og få råd til nogle af alle de forsømmelser og mangler, der har været i de første 20 år, bliver befolkningen nu i endnu højere grad gjort til tilskuere til deres egen udvikling.

Fredag d. 11. juni 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Det er en utrolig farlig politik, landsstyret nu lægger op til med udfasning af det kystnære rejefiskeri og flytning af kvoter til de store trawlere.

Umiddelbart kan landsstyrets regnestykke se tilforladeligt ud (se artiklen på side 6-7). Med de nuværende markedspriser ser det ud til, at Grønland vil tjene millioner på at gøre det. Samtidig vil vi spare andre millioner på støtte til kutterflåden.

Men hvad sker der på markedet, når der pludselig sendes flere tusinde tons Japan-rejer og søkogte rejer ud. Priserne falder.

Desuden er det kun de største rejer, der giver de gode priser.

De små rejer giver ikke så meget som søkogte eller Japan-rejer. De giver mere som kogte og pillede. Og hvad med lagerejerne, som produceres i Danmark så tæt på markedet som muligt.

Ved at skære antallet af landanlæg ned til to og satse produktionen på trawlere, afskærer vi os samtidig fra muligheden for forædling. Vi begrænses til det, der kan produceres på en trawlerfabrik.

Desuden hvad med lagerejerne, som er et højværdiprodukt for Royal Greenland. Selskabet har lige investeret 30 millioner i denne fabrik i Danmark.

Rejefiskeriet bliver helt afhængig af de markeder, som trawlerne producerer til. Hvis bunden går ud af de markeder, har man ikke noget alternativ her i landet.

For de to fabrikker, der bliver tilbage, får rigeligt med at producere de 20.000 tons landingspligtige rejer. Der bliver næppe plads til ny forædling og ny værditilvækst af råvaren.

Man glemmer helt, at rejefabrikkerne i dag giver overskud - og at en veldrevet rejefabrik endda giver rigtig mange penge i overskud. Beregningerne tyder på at overskuddet ligger på omkring to kroner per kilogram kvote. Og det er mere end trawlerne giver i gennemsnit.

Man kan endda frygte, at når man pludselig opdager at markedsprisen er faldet, flytter man endnu flere rejer over til søkogeren, for at de kan forrente den nyinvesterede kapital - for det bliver jo ikke gratis at flytte over til søkogere.

Der skal store nyinvesteringer til - på omkring en milliard. Desuden skal hjemmestyret pludselig forholde sig til Royal Greenlands gæld på to milliarder, der blandt andet er optaget med pant i fabrikkerne på land. Desuden er der gælden i ESU-systemet.

Dertil kommer de menneskelige konsekvenser af denne politik. Hvad med de indenskærs fiskere, som har et effektivt fiskeri med nyere stålfartøjer?

Hvad med arbejdskraften på fabrikkerne? Hvor skal den gå hen? Der er jo ikke noget alternativ. Nok har byggeriet brug for arbejdskraft til renovering og nye boliger, men næppe så mange som bliver arbejdsløse.

Hele landsstyrets regnestykke baseres på de nuværende priser på verdensmarkedet. For at få det til at se rigtigt ud har talfolkene taget de højst opnåelige priser for trawlernes produkter. De tænker ikke på, at man kun får 15 kroner per kilo for marginalprodukter - de mindste rejer, som flyttes til søkogerne. Intet tyder på, at det indenskærs fiskeri fanger de største rejer - dem, som giver mest.

For de kogte pillede rejer baseres regnestykket på 50 kroner per kilo, men gennemsnitsprisen ligger nærmere de 60. Det vil sige en 18-19 kroner per kg råvare. Desuden er lagerejerne ikke taget med i beregningen.

Landsstyret bevæger sig igen i en forkert retning.

Baggrunden er, at 20 års hjemmestyre ikke har bragt os nærmere målet om øget selvhjulpenhed. På grund af en forfejlet uddannelsespolitik og ensprissystemet er det ikke lykkedes at skabe den udvikling, som er nødvendig for et selvstændigt hjemmestyre.

I et desperat forsøg på at vende udviklingen og få råd til nogle af alle de forsømmelser og mangler, der har været i de første 20 år, bliver befolkningen nu i endnu højere grad gjort til tilskuere til deres egen udvikling.

Vores eneste væsentlige eksportprodukt skal nu eksporteres uden anden forarbejdning og værdiforædling end den, der kan ske på en trawler.

Fabrikkerne og maskiner, der ikke kun repræsenterer en værdi som sådan, men også repræsenterer en værdi som arbejdspladser og mulighed for udvikling af alternative produkter og udnyttelse af alternative fiskearter, skrottes.

Vi kunne også gå videre og sælge hele rejekvoten til EU-fiskerne, så sparer vi også investeringen i nye trawlere.

Den nye politik efterlader flere spørgsmål end svar samt en masse hvis’er.

Men i stedet for at landsstyret bestemmer udviklingen i fiskeriet, kunne politikerne for en gangs skyld gå en anden vej og lade fiskeriet selv finde ud af hvad man vil. Royal Greenland og Polar Seafood og alle de andre kan selv bestemme, om de vil producere på trawlere eller fabrikker, altså lade priser og markedet bestemme udviklingen i stedet for planøkonomerne.

Med landsstyrets udspil kan vi i dag producere fisk - i morgen kan vi ikke producere noget.