Et svagt arbejdsmarked

Vil SIKs formand mon have en konflikt, eller er det hans sædvanlige spil for galleriet? - Han havde varslet konflikt for kassedamer, oliechauffører og tankpassere, der kunne være gået i strejke i går, men i stedet udsatte han den to uger.

Fredag d. 3. september 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster, Økonomi.

Vil SIKs formand mon have en konflikt, eller er det hans sædvanlige spil for galleriet? - Han havde varslet konflikt for kassedamer, oliechauffører og tankpassere, der kunne være gået i strejke i går, men i stedet udsatte han den to uger. Angiveligt for at gøre strejken mere omfattende.

Det kan undre, at han ikke starter med den gruppe han har varslet strejke for, for så at optrappe den om to uger, hvis der ikke er opnået enighed.

Måske tror han ikke på, at den varslede strejke ville være effektiv nok, fordi KNI vil indsætte strejkebrydere, der ikke er SIK-medlemmer. Eller også har han ikke råd til at gå i strejke. Under alle omstændigheder er det et svaghedstegn at varsle strejke, for derefter at udsætte den. Det tyder på dårlig forberedelse og dårlig strategi.

Under alle omstændigheder har Jess G. Berthelsen et problem. Det offentlige melder ud med huslejestigninger og stigende el, vand og varmetakster. Og det rammer også KNI’s medarbejdere og alle andre SIK ansatte i de øvrige selskaber. For at holde SIK i ro gav de offentlige arbejdsgivere en uhørt høj lønstigning på de offentlige overenskomster på knapt 7 procent. Det er klart, at det smitter af på forhandlingerne med de private arbejdsgivere, som nu er startet med KNI.

Jess G. Berthelsen lagde ud med et krav om 15 procent. På et tidspunkt i konflikten påstod han, at KNI nærmede sig hans krav. Det ser imidlertid nærmere ud som om Jess G. har nærmet sig KNI ved at acceptere 7 procent lønstigning.

Men KNI har fastholdt, at man kun har råd til 3,5 procent stigning, men tilbyder samtidig, at medarbejderne kan handle i KNI til 5 procent rabat. Det er klart, at Jess G. Berthelsen ikke vil have det ind i overenskomsten.

Så ser han hellere, at KNI betaler mere til pensionskassen, til oplysnings- og uddannelsesfonden og feriefonden.

Men Jess G.’s spil for galleriet betyder, at man tvivler på, om han mener det alvorligt, og om han ikke bare trækker tiden ud og håber på et lovindgreb.

Der er i den forbindelse en række spørgsmål, som Jess G. ikke har svaret på.

Det er:
  • Hvor mange organiserede medlemmer har SIK i KNI?
  • Vil SIK blokere de strejkeramte arbejdspladser eller tillade strejkebrydere?
  • Hvor meget får de, der går i strejke egentlig i understøttelse? - Det har de strejkende krav på at få at vide.
  • Og endelig hvorfor sender SIK ikke KNI’s udspil til urafstemning?
    - Det må da være en fordel for Jess G. som formand at få at vide, om medarbejderne støtter strejken.
Den truende strejke i KNI afslører imidlertid ikke kun en svag lønmodtagerorganisation, den viser også, at det grønlandske arbejdsmarked ikke fungerer. Det er lige så meget arbejdsgivernes ansvar som det er SIKs.

Arbejdsgiverne har stillet krav om privatisering af de store offentlige selskaber. Det er nu ved at ske i hvert fald forstået på den måde, at de ikke længere hører under de offentlige overenskomster og selv skal forhandle overenskomster. Men kravet fra arbejdsgiverne om privatisering af arbejdsmarkedet er ikke fulgt op af et organiseret arbejdsmarked.

Tværtimod er det splittet i atomer, som den store lønmodtagerorganisation kan udnytte ved at spille arbejdsgiverne ud mod hinanden.

Det var klogt af Jess G. at indgå overenskomst med det offentlige først og sikre sig en forholdsvis høj lønstigning. Dermed kan han håbe på afsmittende virkning i de store selskaber og hos de private arbejdsgivere.

Derfor er den første overenskomst på det private arbejdsmarked meget vigtig for Jess G., og derfor spiller han med musklerne over for KNI - men indtil nu meget kluntet. Overenskomstresultatet med KNI får betydning for de kommende overenskomster med Brugsen, Royal Arctic Line, Royal Greenland, Arctic Umiaq Line, Grønlandsfly, Nuuk Imeq og Grønlands Arbejdsgiverforening. Derfor er der placeret et stort ansvar på Keld Askærs og KNI’s skuldre. Hvis han bøjer af, får det afsmittende virkning på de øvrige virksomheder.

Nu står KNI alene med ansvaret, fordi arbejdsgiverne endnu ikke har evnet at udvikle den kultur, der hedder sammenhold.

Hvis arbejdsgiverne havde været organiseret i samme organisation, der havde ansvaret for forhandlingerne med SIK, ville et strejkevarsel fra SIK mod KNI være blevet mødt med lock-out af samtlige SIK-ansatte fra de øvrige virksomheder.

Så havde Jess G. nok tænkt sig om et par gange, for hvordan skulle han få råd til at betale understøttelse til samtlige SIKere i disse virksomheder.

Nu kan de splittede arbejdsgivere ånde lettet op og glæde sig over, at Jess G. er en dårlig strateg eller har dårlige rådgivere. Men læren fra den truende konflikt - uanset om den bliver til noget eller ej - må være, at de private arbejdsgivere - og herunder hører også de hjemmestyreejede virksomheder - skal finde sammen i en fælles hovedorganisation.

Det er den eneste måde man kan sikre en jævn lønudvikling i takt med produktivitetstigninger. Ellers får vi en inflation, som lynhurtigt undergraver bloktilskuddet fra Danmark.